Sucre oktobre 2003

Niveau 1 undtagelsestilstand

Jeg er lige kommet ind i køkkenet fra haven, hvor solen bager ned fra en stærkt, blå himmel, selv om klokken er lidt over 4 om eftermiddagen. Det er alt for varmt for mig i solen, og jeg har vist også opbrugt dagens solkvote. Jeg har lige klippet kanterne i græsplænene, som man ikke kan nå med en græsklipper og bandet over en ukrudtsplante, af ukendt navn, der er ved at invadere vores i forvejen skrøbelige græsplæne, som vi plejer og vander hver dag, for at den ikke skal svedes helt af under solen, der for hver dag brænder stærkere og længere på Bolivias himmel.

Men er vi ikke midt i oktober måned, hvorfor er jeg ikke i fuld gang med vores storkursus for alle vores 120 promotorer, som planlagt gennem flere måneder?

Til det kan man kun svare, at Bolivias historie og indenrigs- og udenrigspoltik er kommet os i vejen, og i stedet for at være i fuld gang ude i Palacio Tambo (næststørste by i kommunen) med storkursus sidder vi nu 4 IMCCere tilbage som de eneste voksne i San Lucas. Byen er som blæst for voksne, alle butikkerne er lukket, og borgmesteren forment adgang til sit kontor. Kun børnene har idag været i skole som enhver anden dag, men det, mener vi, skyldes, at lærerne ikke kunne nå at afblæse skoledagen imorges. Fra imorgen er skolen nok også lukket.

Hvor er så alle de voksne? De er taget til Padcoyo (by 25 min. fra San Lucas, der forbinder kommunen til omverdenen) imorges på ladet af en stor lastbil for at stå på blokaderne, som enhver rigtig bolivianer åbenbart er forpligtet til at gøre, hvad enten man vil eller ej. At folk i San Lucas hellere ville passe deres marker og arbejde er tydeligt for os, de går glip af en dagsløn, hvilket i denne del af verden betyder en hel del. Heldigvis har de pragmatiske bønder udviklet en rotationsordning, så de ikke mister for meget under blokaden.

Grunden til, at de blokerer vejene, og der er optøjer i de store, betydningsfulde byer i Bolivia, er os ikke helt klart, selv om vi på Nuris fjernsyn prøver at følge med i begivenhederne. Desværre er Bolivias journalistiske tradition ikke verdens mest lødige, og på et skrattende, uklart fjernsyn kan det være svært at finde hoved og hale i udtalelserne fra diverse talsmænd fra de forskellige fraktioner.

Men ifølge Marlene, vores aldrig svigtende kilde til information i både San Lucas og verden generelt, så er situationen ca. sådan her:

Bolivia, der ellers er et fattigt land, har masser af gas (ifølge nyhederne igår kontinentets største reservoir, i nærheden af Santa Cruz), men desværre har landet hverken de fornødne penge eller teknologi til at udvinde gassen. Problemet har længe været, om man skulle lade gassen ligge til bedre tider, hvor man selv ville kunne udvinde den og tjene flere penge, eller om man skulle sælge gassen til et andet land, der så ville kunne videreforarbjede den, og tjene penge her og nu.

Regeringen har for noget tid siden besluttet at sælge gassen, og der har de så haft valget mellem 3 lande: Chile, Peru eller Brasilien. Brasilien har været valgt fra i lang tid, hvorfor ved jeg ikke lige, men måske skyldes det noget med transportvejen, valget har derfor reelt stået mellem Chile og Peru. Da Peru ligger meget langt væk fra gassen har regeringen valgt at sælge til chilenerne, og det er der hele problemet ligger.

For det første så hader bolivianerne chilenerne overalt på jorden, selv mere end amerikanerne, pga den krig mellem de 2 lande for 80 år siden, hvor Chile meget usportsligt angreb Bolivia under karnevallet, og hæren derfor selvfølgelig var helt uforberedt. På den måde kunne Chile tage en ordentlig bid af Bolivia – og ikke en hvilken som helst bid! Nej de tog det, der idag er den nordligste del af Chile, hvilket var Bolivias adgang til havet, og idag er et af Chiles rigeste områder pga. den store forekomst af forskellige mineraler. Det har Bolivia aldrig kunnet tilgive.

For det andet vil Chile kunne købe gassen billigere end for det, den sælges for på markedet i Bolivia, og derefter sælge gassen videre til USA, og USA er meget upopulær i Bolivia, selv om de er den største, enkelte bidragsyder økonomisk set til landet. For bolivianerne føler, at USA styrer deres præsident Goni (også kendt som gringoni) og derfor reelt bestemmer alt, hvad der foregår i Bolivia. Prisen for udviklingshjælpen er efter deres mening for høj!

Vreden over det forestående salg af gassen har længe ulmet i befolkningen, og inde i Sucre har der gennem den sidste måned på murene af flere prominente bygninger stået ”nu eller aldrig, forsvar gassen!” eller lignende slagord. De fleste bolivianere mener nemlig, at gassen burde blive i Bolivia, hvor en stor del af landets egen befokning endnu ikke har adgang til gas.

Alt dette har Evo Morales så udnyttet (til egen fordel?), og i Oruro, Cochabamba og La Paz har der gennem den sidste tid været optakt til og rygter om blokader. Og hvem er så Evo Morales? Han er den egentlige vinder af det sidste præsidentvalg, hvor han fik flest stemmer, men pga. alliancer mellem de andre partier kom Goni i stedet til magten. For Bolivia kan ikke tåle, at Evo Morales bliver den næste præsident. Han er nemlig coca-bøndernes mand og en stor tilhænger af at gøre cocaen lovlig. Hvis det sker vil USA trække al sin støtte tilbage, og flere andre lande, herunder EU, har udtrykt, at de vil overveje deres fremtidige støtte, såfremt dette sker. Da ca. 80 % af Bolivias bruttonationalprodukt kommer fra udenlandske donorer, vil dette være katastrofalt.

I Oruro, Cochabamba og La Paz er de nogen krigeriske mennesker, der demonstrerer og strejker for et godt ord, og da der for nogle måneder siden også var optrækninger til blokader, gik resten af landet ikke med, da de her er mere besindige (og fattigere). Denne gang har der dog i mødet mellem politi og demonstranter været skudt med skarpt, selv om det kun er tilladt at skyde med gummi-kugler, og der er flere døde (på nuværende tidspunkt  over 30). Derfor er resten af landet også blevet involveret, som en form for kammeratlig, sympati-manifestation, selv om de her i San Lucas (og andre steder?) egentlig helst var fri.

Nu er det hele så gået i fuldstændigt baglås, fordi der i andre byer og departementer også er voldelige demonstrationer, og i La Paz har man lukket lufthavnen. Demonstranterne har nu også udvidet deres krav til foruden, at gassen ikke må sælges, også at omfatte et nej til det frie handelsområde mellem Chile, Argentina og Bolivia samt en klækkelig erstatning til ofrene i konflikten.

Derudover trak Gonis vicepræsident, Carlos Mesa, sig igår tilbage, fordi han pga. af etiske problemer ikke kunne støtte, at der blev skudt med skarpt imod befokningen, og nu har Goni så rigtigt problemer, fordi Carlos Mesa er en respekteret journalist, der i mange år har været formand for et menneskerettighedsorgan (som jeg ikke ved hvad hedder) i Bolivia, og det er i høj grad pga. ham, at folk har støttet Goni. En time efter at Carlos Mesa havde trukket sig tilbage, trak indenrigsministeren sig så også tilbage. Nu er Gonis regering alvorligt svækket, og selv om han nægter at trække sig tilbage, fordi han har international støtte, så er spørgsmålet, om han overhovedet kan fortsætte som præsident, selv om konflikten løses.

Alt dette er vi dog heldigvis langt væk fra herude i San Lucas, hvor bondeforeningens formand højlydt beklagede sig til os over, at han som formand var tvunget til at være på blokaderne hver eneste dag. Vi var dog meget lidt sympatiske, da vi pga. blokaderne har måttet aflyse vores storkursus, da vi ikke syntes, at det kunne forsvares etisk, da vi jo bl.a. støtter organiseringen af bønderne. Desuden ville der nok ikke møde så mange op til kurset, da de fleste jo skal blokere. Som vi idag har erfaret er dette en borgerpligt, som man idømmes en bøde på 100,- bs. for, hvis man ikke møder op. Grunden til, at vi ved dette, er at der går rygter om, at vi vil blive opkrævet denne bøde, da vi selvfølgeligt ikke deltager i blokaderne. Vi er nu ret enige i, at vi aldrig i livet vil betale, og da rygtet stammer fra Marlene, er vi ret rolige og afventer begivenhedernes gang.

Vi er så absolut ikke i nogen fare herude, hvor folk kender os, men vi har alligevel fået ordre fra ambassaden om at ringe hver dag til Camargo (distriktshovedstad hvor der sidder Danida-folk) for at forhøre os nærmere om situationen, fordi landet er i niveau 1- tilstand. Forværres situationen til niveau 2 skal vi tage til Tarija i det sydlige Bolivia og derfra ud af landet til Argentina. Vi har også fået besked på at hamstre benzin, batterier (hvad hvis man har diode-lommelygter?) og mad - at vi nok ikke ville kunne komme til Tarija, og at det er svært at købe så meget mad herude i San Lucas, er så en anden sag!

Men sådan går livet sin vante gang herude i San Lucas.

Vi nyder, at der ikke er så meget at lave i disse rolige dag (i hvert fald i San lucas), og så får vi snakket en masse principielle ting igennem – diskussioner, som det kan være svært at passe ind i hverdagen, men som der nu er rigeligt tid til. Samtidigt er sommeren også for alvor begyndt, så jeg har rig lejlighed til at få lidt sol på mine arme, der ellers til forveksling ligner en cykelrytters, fordi jeg hidtil næsten kun har gået i t-shirt, meget charmerende! Om eftermiddagen får vi øvet os på racquetbanen, og vi kan svagt ane lidt fremskridt, hvilket er tiltrængt efter vores sviende nederlag til Azurduy. Og så får vi jo også læst en masse bøger.

Efterskrift: Få dage efter gik Goni af som præsident og den tidligere vice-præsident blev opfordret til at overtage. Blokaderne blev opløst, og folk var glade for at komme af med Goni, der nu skulle være taget til Washington. Det mærkelige er, at ingen af de blokerendes krav er blevet opfyldt, (så vidt vi ved), og de var jo den egentlige grund til, at det hele startede.Men det virker som om, at kravene er helt og aldeles glemt i rusen over folkets succes. Mmmm, meget mærkeligt!