Sucre oktobre 2003

Lidt hjemve.......

Som jeg sidder her og skriver kan jeg høre regnen, der trommer vildt og ustyrligt på vores bliktag krydret med nogle ordentlige tordenskrald hvert 5. minut, og gennem køkkenvinduet kan jeg se lynene, der blinker nogle få kilometer væk i horisonten på en baggrund af de spektakulære bjerge, der omgiver San Lucas by. En passende markering af, at nu begynder regntiden snart! Og pludselig begynder det at hagle med kæmpehagl, så jorden bliver helt hvid mod den sorte himmel, og ude på avenidaen løber vandet i den rande, de har lavet til fortovskanten, der desværre ligger under niveau, og derfor bliver resultatet en kæmpe mudderpøl, som vi ikke kommer af med lige med det samme.

Efter ½ time holder det pludselig op med at hagle og regnen stilner af - Holger vover sig ud i haven for at kigge nærmere på det mærkelige hvide, som hele græsplænen er dækket af, og han bliver fornærmet, da Sönke kaster en klump på ham. Fra himlen spreder skyerne sig, og solen slår igennem med al sin styrke, og et helt fantastisk lys oplyser hele byen, der fremstår renset og ny. I horisonten kan jeg på den grå himmel se, at uvejret er rykket tættere på Sucre, fordi bjergenes konturer ser udviskede og uvirkelige ud.

Jeg skynder mig at gribe kameraet for at fange lyset, og i forsøget på at få lige det perfekte billede, står min kaffe på bordet ved siden af computeren og bliver kold. Jeg trykker løs på knappen, men som sædvanligt kan jeg ikke fange det spektakulære lys og heller ikke lydene, der pludselig kan høres, nu hvor regnen ikke overdøver alt.

Jeg sidder i køkkenet og hører Sting, og jeg tænker på Mitzie, der har givet mig CDen i fødselsdagsgave for snart 2 ½  år siden. Jeg har hørt den mange gange, ofte efter at have været til løbetræning, og mine tanker springer straks videre til Danmark og en fugtig skov efter et regnskyl på en blæsende efterårsdag, på hvor smukke bladene kan være med deres gule, røde og brune farver, og på hvor frisk luften er, og duften af vådt græs. Alt sammen på en gang – og pludselig går strømmen, lyset slukkes og musikken ophører, og jeg må vende tilbage til Bolivia....

Da jeg tænder musikken igen, er fortryllelsen brudt. Lyset er ikke længere magisk udenfor, og musikken virker al for høj og forstyrrer mine tanker. Det er som om, at jeg ikke rigtigt kan koncentrere mig om at skrive. I horisonten er himlen stadig grå-sort, men regnvandet er ved at forsvinde, sive ned i jorden, der efter 4 måneders tørtid er som en tørstende mand, der glubsk sluger det glas vand, der uventet tilbydes ham.

Igen brydes mine tanker ved Holgers gøen – det må være en bolivianer. Det ringer på døren, hvilket næsten altid betyder, at det er nogen, vi for engangs skyld gerne vil tale med, og jeg kan se, at Sönke går gennem haven for at åbne, og med det samme tænker jeg nysgerrigt over, hvem det mon kan være, hvad jeg mon nu går glip af. Han vender hurtigt tilbage med et spil Risk i hånden, og jeg kan gætte, at det må have været Matty og Saskia, et hollandsk par, der for et par dage siden lånte spillet af os. Puha, godt det ikke var noget rigtigt spændende, for hvad kunne jeg ikke gå glip af?

Musikken fortsætter, og verden forekommer mig pludselig fjern og kold, og jeg ønsker, at jeg havde et dejligt stort tæppe at putte mig ind i. Jakob kommer ind i køkkenet, og jeg griber mig selv i at ønske, at han ville blive ude, at han ikke ville forstyrre mine tanker ved at åbne døren, ved at træde indenfor i mine tanker, i min sindsstemning. Men han kommer ind og bliver lidt irriteret, da jeg ikke lige uden videre er parat til at give computeren fra mig. Heldigvis går han igen uden at læse, hvad jeg har skrevet på skærmen, for så ville han nok blive lidt såret. Men jeg befinder mig i min egen verden lige nu, hvor der kun er plads til mig, mine tanker og det jeg kan se ud gennem køkkenvinduerne – og så selvfølgelig musikken, hvor hvert nummer skifter musikstil og rytme.

Igen tænker jeg på løbetrænning i Danmark, på en tur omkring søerne på denne tid, med blæsten, der river i mit hår, regnen der gennembløder det løbetøj, jeg har investeret i i dyre domme, fordi jeg falder for sælgerens mersalg gang på gang, selv om mit niveau er langt under et behov, der kan retfærdiggøre indkøbet.

I lidt over en uge har jeg været ude og løbe hveranden dag. Det er kun en lille tur på lidt over 2 km., og alligevel er mine ben blytunge efter 500 m., og vejrtrækningen føles som en sur pligt, jeg kun udfører for, at mine lunger ikke skal rives ud af kroppen på mig. Jeg stopper op for at prøve at indhente lidt af den forsømte respiration, og jeg kan mærke, at mine ben igen føles levende. Sveden begynder at pible frem i mit ansigt, da jeg sætter i langsomt løb igen, da jeg skal passere nogle campesinos. De må synes, at jeg er en fuldstændig idiot, så de skal i hvert fald ikke se mig stoppe op og hive efter vejret som en KOL-patient, der ligger på sit yderste. Jeg fortsætter og i det fjerne, kan jeg se raquet-banen - så er jeg snart hjemme. Sveden løber ned over mit ansigt og gør mit hår vådt i enderne, og det minder mig om, at mit hår trænger til at blive klippet. Nu må jeg altså huske at bestille tid til frisøren, næste gang vi er i Sucre!

På CDen synger Sting med en fransk rapper, og jeg tænker på Maija, der er begyndt at arbejde som fransklærer. Hun er færdig med sin uddannelse - 4 år. Når jeg kommer hjem, mangler jeg stadig 1 ½ år, jeg vil næsten være 29 år, inden jeg kan kalde mig læge. Og tænk, jeg var lige fyldt 20, da jeg begyndte på studiet! Den tid føles som værende årtusinder siden, og jeg kan næsten ikke genkalde mig den Maja, der var så meget i tvivl, om medicin nu var det rigtige, fordi al udenadslæren kom som et chok. Hvor dumt, fristes jeg til at sige, at begynde på et studie, som jeg intet vidste om, at kaste mig sådan ud i det uvisse. Men jeg  er blevet meget mere formet af min uddannelse, end jeg troede. Jeg er langt mere mediciner, end jeg forstillede mig, det kan jeg se og mærke her i San Lucas, når jeg klynger mig til minderne om de danske hospitaler og de oplevelser, som jeg har haft der, i frygten om, at det alt sammen skal være glemt om et år, når jeg igen i hvid kittel skal gå min gang på Hvidovre Hospital.

Frygten for at blive hægtet af ræset derhjemme lægger sin klamme hånd på mig, og jeg griber igen mig selv i at lægge tusind planer for, hvad jeg skal lave og gøre, når vi kommer hjem – hvilken farve jeg vil male stuen i, hvordan den nye sofa skal se ud, hvilken sport jeg vil melde mig til på USG, og om mon vi skal holde en tilbage-igen-fest for alle vennerne. Og har vi stadig vores venner. I 15 måneder vil vi have været væk, og jeg kan næsten få tårer i øjnene ved tanken om alle de begivenheder vi er gået glip af. Vil vi kunne følge med? Jeg ved det ikke, og tanken kan gøre mig panikslagen........

Sting er begyndt på en stille sang, og jeg kan mærke at min sindsstemning følger den triste melodi, og at jeg får tårer i øjnene. Jeg drejer hovedet og kigger hen på bryllupsbillederne med hele familien, som Jakob og jeg har indrammet og hængt op her i køkkenet. Tænk at det kun er et år siden, hvor er der sket meget siden dengang! Der var både Kristine og Christina gravide, og nu er de begge mødre til en lille pige og dreng på et år. To små børn, som er begyndt at tale og kan gå rundt, med det resultat at alt i barnehøjde vel er fjernet fra reolerne.

Jakob kommer ind i køkkenet og vil til at arbejde på computeren. Heldigvis er den anden bærbare ledig, men han har brudt min tankerække og den fine sindsstemning ved at at sætte sig i køkkenet og gå ud og ind i en uendelighed. På pladen kommer et nummer med lidt mere gang i, og det komplementerer den urolige atmosfære, som Jakob bragte med sig, fordi han ikke rigtigt kan komme igang med at skrive. Pludselig er jeg vildt irriteret på ham. Jeg får lyst til at gå en tur for at komme væk, ringe til en af veninderne derhjemme og brokke mig eller forsvinde ind i en bog, for først at komme tilbage når sidste side er læst – men det kan ikke lade sig gøre. Klokken er for mange til at ringe hjem, den bog jeg læser for øjeblikket er dum, og jeg har en skjult mistanke om, at jeg har læst den for mange år siden – heller ikke dengang efterlod den sig noget varigt indtryk! Tilbage er kun at gå en tur, men udenfor er alt vådt, og jeg orker ikke at skulle vade igennem mudder lige nu.

En liflig duft af mad trænger ind gennem køkkendøren, der står halvåben. Inger og Sönke er ved at lave mad til os – ingefær/gulerodssuppe. Den er virkelig god. Heldigvis skal vi ikke lave mad idag, det er først vores tur imorgen, og der er vi forhåbentligt blevet i bedre humør. Vi er ikke så gode til at lave mad sammen, så der skal ikke meget til for at få stemmerne op i tonelejet.

Sönke kommer ind i køkkenet, og madduften bliver stærkere. Han vil op på kontoret for at ordne computerne, som brød sammen i sidste uge under den 4 dage lange strømafbrydelse, og han og Jakob skal lige koordinere, hvad der skal gøres. Mit humør bliver bedre og irritationen forsvinder, måske skyldes det også, at solen er blevet stærkere udenfor, og efter-regn-effekten er aftaget.

Måske skulle jeg gå op og læse den bog færdig.........