Kære alle sammen

Forside

Billeder

Historier

Links

Kontakt os

Beskrivelse

Sidste nyt

Sucre, Bolivia 17/12/2003

Kære alle sammen!

Der er gået et stykke tid siden sidst, og vi har haft mange oplevelser her i Bolivia, hvor vi nu har været i over 3 måneder, hvilket er lidt mærkeligt at tænke på. Vi har allerede brugt halvdelen af vores tid med Inger og Sönke, inden Trine kommer over til os og afløser dem. Tiden går virkeligt hurtigt, men der er jo stadig væk også lang tid, til vi kommer hjem igen, og det kan vi da også blive lidt triste over at tænke på – især når der sker ting derhjemme, som vi gerne ville dele med jer.

Hunden

Ja, hvad er det nu lige med den hund, kunne I med rette spørge? Inden vi kom herned var jeg bare ”jeg gider i hvert fald ikke at falde i svime over den grimme hund!”, men man har vel ret til at ændre mening......!

Holger er i princippet en ren schæfer, men som alt andet her i Bolivia skal man ikke helt regne med tingene, før de er ”færdige”. Han mangler i hvert fald lidt i højden og har for store ører for at kunne være berettiget til betegnelsen ren – alligevel er han vores baby, og efter bolivianske standarder er han en meget forkælet hund. Han har lopper (efter al sandsynlighed), er meget opmærksomhedssyg, en dårlig vagthund (han er aldrig hjemme, når vi er ude) og lidt fej (angriber gerne kun hunde, der allerede har overgivet sig). Til gengæld er han meget glad for sin flok, han kan faktisk kun lide danskere, og han elsker at gå med os på tur ned i byen, så han rigtigt kan vise os frem. Om morgenen banker han på vores døre (han må nemlig ikke gå ind), hvis vi har været for længe om at stå op, og han elsker at blive nusset på halsen. Han får utrolig meget opmærksomhed, og der bliver taget mange billeder af ham – ja og så elsker han også at jagte grise!

Jeg havde ikke troet, at jeg ville blive lige så fjollet at høre på som Inger og Anja, der lød som om det var verdens dejligste hund med en IQ på linie med et menneske, da vi kom herned, men jeg må indrømme, at jeg, og også Jakob, er faldet i med begge ben. Vi er akkurat lige så dumme at høre på.

Men jeg må nu også forsvare mig med, at det er helt anderledes at have hund her i Bolivia, end det er i Danmark. Her er hundene primært vagthunde, der skal forsvare ejendommen, og de er aldrig indenfor, men løber frit rundt hele dagen over hele byen. Det er ikke kæledyr, men brugsdyr, og kun de færreste får mad af deres ejere, de fleste finder den selv.

Holger er derfor ret anderledes, og indtil for nylig troede han også, at han var den stærkeste hund i byen. Han var en rigtig teenager (han er 1 ½ år), men så var han i en periode ude om natten og i en del slåskampe, som han ikke altid kom sejrrigt ud af. Han var ret ynkelig og opmærksomhedssyg, og jeg fik helt ondt af ham, fordi han ikke længere var så ”malo” (ond, noget bolivianere med stolthed siger om hunde) – jeg vil da gerne have en hund, som alle er lidt bange for. Nu er han heldigvis kommet til hægterne, han har fået en lærestreg og undgår visse hunde, men han er da heldigvis stadig lidt ”malo”......!

Chu`tillos

Det hedder karnevalet i Potosi.

Sidste weekend i august var vi alle 4 i Potosi for at opleve deres berømte karneval, hvor 130 forskellige grupper dansede og sang i et kæmpe optog gennem hele byen. Turen rundt tager mellem 4 og 6 timer, og der bliver virkeligt danset på livet løs, så det virkede som om, at de dansende kom i en slags trance - for det må være ubeskriveligt hårdt at danse løs i 4000 m. højde. Det var virkeligt meget flot. Over hele byen havde de stillet siddepladser op, som man kunne købe og derfra se optoget passere forbi. Både før, under og efter de enkelte grupper (gerne på en 50-100 mennesker hver) gik folk frem og tilbage på gaden med stole, mad og drikkevarer og tæpper under armen for at finde et sted at sidde, og der var selvfølgelig også folk, der prøvede at sælge alskens mærkelige ting og sager. Samtidig sad fok også og så på dansene, mens de spiste, drak, hilste på venner og bekendte og langsomt blev mere og mere fulde – en rigtig folkefest!

Lørdag var den traditionelle dag med ”traditionelle” danse og klæder. Når en gruppe så passerede forbi tilskuerene, så blev folk hevet op fra sæderne, så de kunne danse med i et stykke tid, indtil de igen blev ”afleveret” på deres plads. Der blev gået til den og danset på livet løs, og da hver eneste gruppe havde deres eget band, primært bestående af blæseinstrumenter, så var det også ret højlydt, og ved mørkets frembrud var vi ret mætte på både musik (der var max. 3 forskellige sange) og campesinos (bønder), så vi fandt en dejlig restaurant at hvile ud i, og så gik vi derefter tilbage på hotellet, der havde kabeltv – aldrig har CNN været så lisefuldt......!!!

Søndag var de moderne danse i centrum, og vi så nogle højst besynderlige optog, man må kalde dem fascinerende mere end flotte. Der var bl.a. et optog sponsoreret af et fragtfirma, hvor mændene havde nogle underlige kage-agtige kostumer på og en lastbils-skralde i hånden. Kvinderne havde selvfølgelig så lidt tøj på som muligt. Vi tog dog hjem midt på eftermiddagen, da vi var ret mætte på oplevelser og har dårlige erfaringer med at finde ud af Potosi, som i disse dage var spækket med mennesker. Det var nu på trods af kabeltv dejligt at komme hjem til San Lucas fred og ro.

Kursus i Buena Vista

Så har vi været på vores første kursus helt alene – og det gik faktisk helt godt!

Vi har delt kurserne mellem os, da der oftest kommer mellem 5 og 15 promotorer, der skal undervises, og så virker det lidt overvældende at være 4 gringos, især fordi vi mest har funktion af at være der og finde ting frem til underviserne, som er sygehjælperen på den enkelte posta og en læge fra kommunen.

Vi ankom en sen eftermiddag til Buena Vista, der ikke, som navnet ellers antyder, har en smuk udsigt – eller det er vel nærmere en udsigt som alle andre i Bolivia. Postaen ligger nærmest på et klippefremspring, og er derfor meget udsat for vejr og vind, så da vi ankom sent på eftermiddagen var det ikke så fristende at sætte telt op. Derfor ville vi afprøve vores glimrende ide med at sove i bilen – det kunne man jo også gøre en anden gang. Lad mig først sige, at man sagtens kan sove i bilen – det er til gengæld ikke nogen god ide at gøre det i Buena Vista, for det var simpelt hen så koldt, og om morgenen, da vi vågnede, var indersiden af vinduerne beklædte med is!!

Vi blev meget forkølede, lidt småsyge, og for at være helt ærlig, så var vi også lidt ligeglade med kurset, som måske ikke kørte optimalt den første dag. Vi følte os lidt mislykkede, kurset var så som så, det spanske under middel, engagementet i bund, sygehjælperen kaldt ud til en nødssituation (placenta-retention, moderkage der ikke kommer ud efter fødslen). Heldigvis tog vi revanche næste dag, hvor forkølelsen var i tilbagegang, kulden knap så bidende, sygehjælperen tilstede og modet bedre. Så vi tog tilbage til San Lucas efter 2 dage glade og tilfredse, om end noget gennemkolde....

Sygdomme og fattigdom

En del af virkeligheden her i San Lucas er befolkningens fattigdom. Nogle gange er den svær for os at se, fordi vi er tilvænnet det snavsede, lidt slidte udseende som mange campesinos har. Andre gange banker den på vores dør, eller vi ser den ude på kurserne.

På flere af kurserne har vi set eksempler på sygdomme, som i Danmark er meget sjældne og eksotiske eller i så grelle tilfælde, at jeg er blevet helt chokeret. Det sidste skyldes ofte, at man her først går til lægen, når det er soleklart for enhver, at nu er der noget galt. Man kan leve med mange ting, og så længe det ikke gør alt for ondt, så er der ingen grund til at vove sig hen til sundhedspostaen/hospitalet og udsætte sig selv for alt for mange uforudsete udgifter, som man ikke har penge til – sådan er det forståelige ræsonnement!

En af rædselshistorierne er om en 15-årig dreng, hvor der var gået koldbrand i hans hånd, der var helt grå-sort og derfor skulle amputeres. En af lægerne på hospitalet, som tilså drengen, fortalte, at han havde fået nogle fingre i en maskine for en uge siden, men familien havde ikke bragt ham på hospitalet før nu (sikkert af frygt for udgiften). Nu måtte lægerne i San Lucas sende ham til Potosi (nærmeste større hospital) for at blive amputeret. Familien ville gerne, at man skånede nogle af fingrene, men det var desværre for sent, nu drejede det sig om at redde liv.

En anden historie, som vi blev del af, lige da vi var kommet herned, handler om en ung pige på 20 år, som efter en abort for nogle år siden led sådan af en uterus-prolaps (livmoder faldet ud), at hun nu hverken kunne gå eller stå uden smerter. For at undgå kræft i en alt for nær fremtid (det er ikke så sundt med en livmoder, der hænger ud) skulle hun opereres, en operation, der også involverede blæren, og tager et par timer. Det kan de ikke klare i San Lucas, der er nemlig ingen anæstesiolog (der bedøver), og gynækologen ville ikke nøjes med bare at ordne livmoderen, for så ville pigen blive inkontinent. Moderen var mest nervøs for at pigen ville blive steril og derfor ikke kunne giftes og dermed vedblive med at være en udgift for hjemmet, og en operation i Potosi var alt for dyr (ca. 3000 kr. i alt), for pigens far ville ikke betale noget som helst. Desværre endte det med, at pigen og hendes mor tog hjem uden nogen behandling – de havde ikke råd til at vente i San Lucas, indtil de økonomiske tråde var blevet redt ud. En lykkelig ende er, at der i disse dage er et amerikansk operationshold i San Lucas, der opererer alle gratis, så derfor bliver pigen nu hentet til San Lucas med vores økonomiske hjælp (til benzin).

Sådanne historier er der mange af, og flere gange om ugen bliver vi bedt om hjælp til behandling eller operationer. Det er ikke mange, vi kan hjælpe, for pengene kommer fra os selv (slyngelkassen), og vi har jo ikke ubegrænsede midler. Vi har en aftale med, at lægerne skal lave en seddel på, hvilken behandling det drejer sig om, hvad den koster, og om personen virkelig har brug for pengene (altså er fattig nok). Om vi hjælper afhænger så af dagen, personen og om der er penge i slyngelskassen. Jakob og jeg lægger også meget vægt på, om det er børn eller voksne. Pengene i slyngelkassen kommer også fra vores gæster og donationer fra familie og venner hjemme i Danmark.

Derudover er der alle de, fortrinsvis, kvinder, der banker på vores dør og vil sælge deres vævede tæpper, hvoraf nogle er dele af deres traditionelle klæder og er gået i arv gennem generationer og mange penge værd. Vi køber næsten aldrig noget, dels fordi vi har masser af tæpper, og dels fordi vi ikke kan købe hele Bolivia. Vi er nødt til at være hårde en gang imellem, ellers så kommer der nogen hver time – og sandheden er, at man bliver lidt forhærdet og lukker af overfor deres bedende øjne og tragiske historier.

Kursus i Sacavillque

Postaen i Sacavillque er den posta, der ligger længst væk fra San Lucas. Sacavillque ligger i dalområdet i kommunen, og den eneste måde at komme derud er ved hjælp af apostlenes heste...Og det gjorde vi så!

Den korte vej, som kun kan bruges i den tørre periode, indbefatter, at man kører 6-7 timer fra San Lucas og derefter går i 9 timer (med pause). I søndags tog vi kl. 12 om natten afsted mod San Jose de Verano, hvorfra man går resten af vejen. Jeg havde fået den ide at køre om natten for at ankomme tidligt og undgå at skulle gå i alt for mange af de varme timer. Det var sådan set en udemærket ide, men vi kom lidt for sent afsted fra San Lucas (selvfølgelig), og der findes åbenbart en regel om, at man altid skal vente mindst i 2 timer på de muldyr, der skal bære alle de medbragte ting, så vi kunne først begynde at gå lidt over 9 om morgenen, selv om vi var ankommet kl. 7.

Det var meget varmt og stien svær at gå på, da det var et udtørret flodleje – og så var vi ubeskriveligt trætte, fordi vi selvfølgelig ikke havde sovet ret meget i bilen (det var faktisk først på hjemvejen, at jeg fandt ud af hvor trætte, for der var vi udhvilede, da vi gik). Vi havde samlet 5 æsler eller muldyr til bagagen, maden og kursusmaterialerne samt medicin til postaen, og så havde vi 2 muldyr til at ride på, når det skulle blive nødvendigt. Hvad tænker I måske, skulle de virkelig have behov for det? Det gjorde jeg selv, men man bliver virkelig glad for at kunne sidde og hvile benene lidt i ny og næ. Så nu har jeg lært at ride på et muldyr og sige mærkelige lyde for at få det til at gå videre. Man bliver dog ikke mindre mørbanket i musklerne af at ride, men man fordeler måske bare ømheden over lidt flere muskelgrupper, fordi efter lidt tid så bliver man ret øm i bagdelen og inderlårene.

Men det var en flot tur, der er noget utroligt fantastisk ved at stå på et bjerg efter en hård opstigning med vinden blæsende omkring en, og så så langt øjet rækker kan man kun se bjerge i horisonten – den ene bjergkæde efter den anden, den ene højere end den anden, og nede imellem dem svinger de grå, udtørrede flodlejer sig. Det er et svimlende syn, der ikke kan beskrives med de lidt golde, grå-brune bjerge med enkelte træer hist og pist og anden sparsom bevoksning, de spredte små, brune huse bygget af adober, der går i et med landskabet, forundringen over at man kan bo sådan et sted, og forestillingen om hvor hårdt deres liv dog må være dernede. Og så er der den viden om, at når regntiden kommer, så forvandler alt dette sig til et landskab rigt på farver og afgrøder – det kunne jeg så godt tænke mig at se!

Da vi gik ud til Sacavillque, syntes jeg, at det her var bare for langt væk. Det er så langt væk, at befolkningen næsten ikke kan sælge deres afgrøder, og de har mellem 1 og 2 dages vandring til den nærmeste vej. Jeg mente, at det var for besværligt og tog for lang tid, for ikke at sige for dyrt, at holde kursus helt derude – men måske har jeg ændret mening. I hvert fald var promotorerne meget glade for, at vi kom helt derud, og rent personligt så var det en kæmpe oplevelse at komme helt derud, se landskabet og menneskene, der kun ser gringoer, når IMCC kommer. Jeg tror ikke, at jeg næste år vil kæmpe for at komme til Sacavillque igen – det kan de nye få lov til, for det er hårdt - men jeg er glad for, at Jakob og jeg sammen har haft den enstående oplevelse, som kun er de færreste forundt.

For trods flot natur og venlige mennesker, så er det langt væk, og halvdelen af vores energi på hjemvejen kom i bevidstheden om, at vi var på vej hjem til San Lucas, varme bade og cremer, rent tøj og afrejse til Sucre dagen efter. Vi snakkede om alle de ting, vi skulle købe, restauranterne, videofilmene, besøg på posthuset og at tjekke vores mail – og da vi om aftenen efter 9 timers vandring med en både hård opstigning og nedstigning kom til flodlejet, så var den hvide landcruiser det flotteste syn, jeg længe har set. Og den lille taske med sodavand, kage og bolcher fra Inger og Sönke var helt fantastisk.

Delina

Delina, vores kogekone er selv fra dalområderne, men bor i San Lucas. Hun er en meget bestemt dame med sine meningers mod, og hun har ved hårdt arbejde kunne sende sine 3 børn på universitetet. Generelt synes hun, at de fleste i kommunen er flojos (= dovne), dog med forskellige gradbøjninger, og burde tage sig gevaldigt sammen, og at vi er nogle forfærdeligt naive gringos, der betaler alt for meget for alt ting, bliver udnyttet og laver noget lidt mærkeligt arbejde. Hun laver fantastisk mad - og meget af den, så på kurserne spiser vi helt, vildt meget, og så er vi Des! Jakob er el doctor og jeg er la señorita, og vi får altid den bedste mad på kurserne. Promotorerne er nogle utaknemmelige skarn, der er flojos.

Men hun har et godt hjerte, for hun giver altid lidt mad til de fattige i området, og hendes hjælper finder hun blandt de lokale, der så får mulighed for at tjene lidt ekstra. Og hun er altid venlig overfor de lokale i området, snakker på quehcua med dem, og virker slet ikke arrogant, som mange i San Lucas ellers er overfor campesinos ude på landet (- de er jo selv verdensborgere!). Hun er også god at have med på kurserne, fordi jeg ved, at hun er til at stole på og der aldrig problemer med maden, og så er hun lidt beskyttende overfor os, hvilket kan hjælpe, når man f.eks. skal have fat i 5 muldyr til kl. 4 om morgenen for at komme hjem, og der ikke er nogen, og man ikke lige ved, hvad der er rimeligt og ikke i den situation.

Jeg tror, at hun synes, at vi har nogle mærkelige ideer, betaler lidt for meget og er lidt for ødsle, men nu er vi jo engang gringoer og ved nok ikke bedre/har så mange penge, at vi kan undvære dem. Selv er hun yderst sparsommelig, og hun har ofte købt et eller andet på et kursus til en lidt billigere penge, end det kan fås for i San Lucas, så der er altid lige så meget i bilen med hjem som med ud. I Sacavillque havde hun dog solgt al den overskydende mad, og som betaling havde hun så fået en høne, som var med os hele vejen med tilbage til San Lucas – det var ret bizart at se den fastbundet til et af muldyrene og senere sidde bagerst i bilen. Som lægen, dr. Eduardo, sagde, den var det eneste væsen på den tur, der overhovedet ikke gik en eneste meter!

Diminutivernes land

Giver det nogen mening? Hvis man har været bare i 5 minutter i Bolivia, giver det meget mening. Bolivianerne har nemlig den frygtelige vane at omtale alt i diminutiv, en cafe er en cafecito (= lille kaffe), en peso er en pesito (= lille penge), en favor er en favorcito (= en lille tjeneste), et stykke arbejde er et lille stykke arbejde osv. Nogle gange lyder det fuldstændigt grotesk, og jeg kan ikke rigtigt se, hvad meningen med den måde at tale på skulle være. Jakob blev en dag bedt om ”un pesito por su trabajalito” – altså en lille smule penge for hans lille stykke arbejde, af en mand, der havde ryddet noget jord for os, vi var ved at dø af grin, for det kan man jo ikke sige. Og ofte så omtales jeg på kurserne som doctorita (= lille læge), første gang fattede jeg det nærmest ikke, for det kan man jo heller ikke sige! De er skøre de bolivianere.

Selvfølgelig så tager det broden af det, man siger, hvis det er lidt ubehageligt, men jeg synes altså også, at det tager meningen ud af ordene, at de bliver ubetydeliggjort. Hvis man vil sige noget, så sig det dog........!!!!!!!

Hverdag

Nu er vi så i Sucre, og på tirsdag tager vi til Azurduy for at besøge det andet projekt. Vi glæder os alle sammen til at se både deres by, hus og projekt, og så bliver det virkeligt dejligt at se de andre igen og være sammen med dem – det er efterhånden længe siden!

Vi har også brugt tiden her i Sucre på at bruge en masse penge (- altså alt er relativt). Jeg har lige købt 2 selskabskjoler til 300 kr., og så har jeg endelig fundet nogle bukser, der ikke sidder fuldstændigt klistret på. Men jeg har nu ikke dårlig samvittighed over at bruge lidt penge, for det første er det kun muligt virkeligt at bruge penge her i Sucre, og for det andet købte Jakob sidst vi var i Sucre en mountainbike (til meget mere, så jeg har stadig lidt at løbe på), så nu er han og Sönke jævnligt ude og cykle i området. De synes, at det er helt vildt fedt, men de kommer altid hjem med mindst 5 punkteringer på hvert dæk (som sagt så har al bevoksning pigge), så nogle gange må de trække hjem....Jeg skal også snart ud og prøve, for det lyder ret fedt sådan at cykle rundt i bakkerne, der ligger ude bagved huset i San Lucas.

Ja, og så har vi jo også haft lidt gæster. En af Jakobs fars kolleger har været på ferie i Bolivia, så vi var ude at spise med dem igår. Det var meget hyggeligt sådan at kunne snakke lidt om vores verden med nogle, der var interesserede og selv havde nogle betragtninger – og så havde de også en lille pakke med til os fra Danmark med rugbrødsblanding (juhuuuu!), et femina (juhuu!), billeder og andet godt, dejligt!!!!

Ja, vi har faktisk vænnet os til at være herovre. Nogle dage er selvfølgelig mindre gode, hvor vi savner Danmark, familie og venner, men andre dage tænker vi ikke over det. Generelt har vi meget tid til hinanden, der er ingen nattevagter, vi læser mange bøger og hygger os med Inger og Sönke, Holger og haven – Jakobs krydderurter spirer nu endeligt! Jeg har efterhånden lært vores ovn lidt bedre at kende, så der bliver også bagt både kager og brød. Vi lider bestemt ingen nød, og nu hvor vi har fundet Concepcion-butikken (vinmærke, vi køber direkte fra forhandleren) i Sucre, kan vi købe meget og god vin med ud til San Lucas samt få en dejlig købsoplevelse ud af det (Jakob er som et lille barn derinde). Vi har ikke fjernsyn, men vi savner det heller ikke, og i Sucre kan vi købe film på CD-rom og afspille dem på vores bærbare computer.

Det eneste, vi mangler, er, at der snart kommer nogle og besøger os, så vi kan vise det hele frem og fortælle samt holde lidt ferie og se noget andet af landet – men det kommer der forhåbentlig snart.....

Pas godt på jer selv derhjemme til vi ses igen – og skriv snart om lidt nyt, så vi kan følge med i alle begivenhederne.