Nyheder

Sucre, August 2003

Kære alle sammen

Sikke et kedeligt fællesbrev sidst, hvad?

Men nu kommer der noget meget mere spændende, nogle oplevelser at tage og føle på.

San lucas

Efter lidt tid i Sucre med sygdom og alt muligt, tog vi igen ud til San Lucas. Det var virkeligt dejligt at komme derud igen – hjem, som vi siger. Der var fuld gang i projektet, for Simon og Anja var ved at skrive halvårs-rapport, og vi andre skrev fagbrev (rapport hjem til gruppen i Danmark). Desuden skulle vi have besøg af dem fra Azurduy (vores søster-projekt i en anden kommune), og sidst men ikke mindst skulle Anja og Simon pakke alle deres ting og sige farvel til alle deres venner.

Både Anja og Simon glædede sig meget til at komme hjem, men i de sidste dage var det, som om det lige pludselig gik op for dem, at de også skulle sige farvel til en masse, deres liv i Bolivia, deres oplevelser, deres venner, og de blev pludseligt også meget kede af det. På en måde var det rart at se, hvor meget man egentlig kommer til at holde af at leve hernede, selv om vi også var kede af det på deres vegne. Og på vores egne også, for vi er jo kommet til at kende Anja og Simon hernede og har nydt at dele erfaring og historier fra den danske hospitalsverden med dem – endda i en sådan grad at Sönke nogle dage har måttet sige fra!

Men så kom alle dem fra Azurduy, Anders og Carolina, Katrine og Tejs og Thomas og Lone, og det var virkeligt hyggeligt at se dem alle sammen og vise vores by frem. Katrine, Tejs, Lone og Thomas var gået hele vejen fra Azurduy og over Pilcomayo-floden, der adskiller de to kommuner, og de var ret trætte, da de ankom til vores dejlige hus og varm mad og caipirinhas (brasiliansk drink, som Anders er specialist i at lave). Vi fik også spillet raquet på vores åbenbart ikke helt-up-to-date bane, men desværre så fik vi ret betragteligt bank (Jakob vil ikke lade mig fortælle scoren!), så nu har vi fundet en dato at tage til Azurduy på for at få revance, selv om vi ikke har tid til at gå derover, så den udfordring må vi tage op en anden gang – og det irriterer mig meget, at de nu kan sige, at de gik og vi kørte.......!

Besøget var timet således, at Azurduy kom med til Simon og Anjas afskedsfest, og det var egentligt ret rart for Jakob og jeg, da vi ikke rigtigt kendte nogen til festen. Heldigvis blev vi hjulpet af en hel del chuflay-drinks (singani og sodavand, smager som sodavand!), og som aftenen skred frem fandt jeg mig selv i en dyb samtale om machismo i Bolivia og viklet ind i alskens bolivianske danse, og jeg havde endda stadig ondt i mit ben! Under alle omstændigheder fik vi snakket med en del mennesker, og jeg følte for første gang, at vi kom lidt tættere ind på livet i San Lucas. I hvert fald kom de tættere på os, for som aftenen skred frem, stod der flere og flere og kiggede ind af vinduerne og døren, og alle vi indbudte var rigtig til udstilling.

Efter en heftig weekend drog vi så til Sucre for at holde halvårsrapport der og sende Simon og Anja afsted. Vi var alle noget groggy, og Simon og Anja vemodige som de kørte den sidste tur, hvilket de dog undlod at sige højt, for det giver en farlig tur, som de erfarede sidste januar, da Søren og Kristina drog hjem – måske havde det dengang også lidt med regntiden og grusveje at gøre....!

Inde i Sucre fik jeg rigtigt rådet bod på de fortabte indkøb fra min sygeperiode herinde. Sidst var Anja og Inger hver dag gået ud på indkøb og havde fundet den ene lille, dejlige butik med dette og hint efter den anden, og jeg kunne bare sidde oppe på tagterassen og spørge til deres nyeste indkøb – øv øv! Til gengæld var der så desto flere penge at bruge denne gang, og der var heldigvis sådan et dejligt marked, og jeg fik købt adskillige skåle og andet lertøj, især da vi fandt en dame, der solgte rigtigt flot lertøj med hvid glasur. Stakkels Anja var grædefærdig, for nu havde hun endelig fundet det efter et år, og så skulle hun hjem, og der var ikke mere plads i kufferterne – alle 33 kg brugt op! Alligevel blev der plads til et par tallerkener og skåle, for som jeg siger ”hvor der er vilje er der vej”.........

Derefter tog vi så tilbage til San Lucas efter et par hektiske dage med møder og indkøb til både os selv og projektet. Inger og Sönke var taget i forvejen ud til San Lucas sammen med nogle venner, og Jakob og jeg skulle så tage derud et par dage senere. Dog måtte vi afsted sent om aftenen samme dag som Inger og Sönke, da der blev varslet blokader, og vi havde ikke lyst til at strande inde i Sucre igen! Det var første gang, at vi  alene skulle køre ud til San Lucas, og så i mørke!!! Heldigvis var Marlene og Nuri (hendes kæreste) med os, især heldigvis da vi punkterede under nedkørslen til floden, som man krydser, kl. halv 12 om natten i bælgragende mørke, og vi der skulle til at skifte dæk, for hverken Marlene eller jeg var til synderligt meget hjælp. Men vi kom da hele hjem kl. halv 3, godt trætte.

Og så tog Jakob og jeg så vores nye badeværelse, køkken og soveværelse i brug. Vi brugte dog først et par dage på at male køkken og møblerne i soveværelset hvide (Anja: det er blevet rigtigt flot at male møblerne hvide, det har fået et helt sommerligt udseende sammen med den blå væg). Og vi har også fået hængt nogle billeder op, så der nu er blevet helt hyggeligt.

Kursus i Canchas Blancas

Vores første kursus var i Canchas Blancas, der ligger ca. 3 timers kørsel væk fra San Lucas. Det var kun Inger, Jakob og jeg, der tog afsted, da der samtidigt med kurset var et vigtigt møde, som vi skulle være repræsenteret til – og det blev så Sönke. Canchas er et sundhedscenter, fordi der også er en læge på postaen, og det er noget af det højeste man kan komme i San Lucas kommune, ca 4000 m., bønderne har rent faktisk lamaer derude (det er vist noget med, at de helst skal leve i en vis højde).

Det var virkeligt godt endelig at være med til et kursus, at se hvem promotorerne egentlig er, og hvad de kan. Desuden fik vi snakket med lægen derude, Santusa, og sygehjælperen, Adan, og Jakob fik øvet en masse spansk, og vi fik lært både læge, sygehjælper og promotorer at kende – og det synes jeg i det mindste er godt, for det er jo dem vi arbejder med og for.

Til kuset var mødt 13 ud af 20 promotorer op – heraf 2 kvinder, hvilket var ret få og utilfredstillende, men det syntes de fremmødte heldigvis også selv. Kurset handlede om AIEPI (sundhed for børn under 5 år), og vi har fremstillet et slags hæfte, som viser meget systematisk, hvordan man skal gå frem. Vi selv har intet problem i at finde ud af det, men til kurset så jeg for første gang i mit liv, hvor svært det kan være. En af kvinderne startede midt inde i hæftet istedet for på side 1, og alle havde de ret svært ved at stave sig igennem teksten (meget lidt tekst!). Systematikken var også meget svær, og kurset havde lige så meget fokus på, hvordan man bruger hæftet, som på selve indholdet. Alt i alt var det meget spændende endelig at møde ”målgruppen” og få et bedre indtryk af problemerne.

På grund af højden var der også meget koldt i Canchas Blancas. Hernede er det jo vinter, og august måned er den koldeste på grund af blæsten, og i 4000 m. højde siger det ikke så lidt. Jeg syntes ellers, at jeg havde taget rimeligt varmt tøj med, men takket være Santusas dynjakke undgik jeg at fryse til is om morgenen og om aftenen. Den første morgen vågnede vi endda op til sne!!!!! Det var nu utroligt flot med de omkringliggende snedækkede bjerge, men en noget kold oplevelse.

Da kurset var slut, glædede vi os utroligt meget til at komme tilbage i varmen i San Lucas, velvidende at Sönke havde lovet dejlig mad til os. Jeg kørte hele vejen tilbage i landcruiseren på den snoede grusvej – første gang jeg rigtigt sad bag rettet i den store, hvide bil, og jeg var slet ikke så langsom endda. Man kan ikke køre rigtigt hurtigt på grusvejene, men både Jakob og jeg har haft en tendens til at køre meget langsomt de første gange, fordi vi ikke er vant til en bil, der kan klare ”mosten”. Heldigvis er jeg blevet hjulpet af visse talemåder på projektet såsom ”kør ned i samme gear som du kører op” og ”når man kører på en grusvej så bumper det altså”. Jeg er ret stolt af mig selv!

Landcruiseren

Ja, når nu vi taler om bilen, så har jeg fået en konkurrent. Jakob sagde forleden til mig, mens bilen var på garage for at blive tjekket: ”jeg savner nu altså helt bilen!” Han har fuldstændigt anekteret det ene sæt nøgler, som er blevet en fast bestanddel i hans nøglering, og han er ikke meget for at lade mig køre, selv om han ved, at jeg bør få så meget øvelse som muligt, når nu jeg er så ”ung” en bilist. Men det er svært at konkurrere med 4500 kubikcm. og 6 cylindre.

Jeg må også indrømme, at det er svært fedt at sidde bag rettet og køre den store skude. Der kan sidde 8 mand rimeligt komfortabelt plus bagage, og den har nogle meget gode støddæmpere, så med mindre vejen er rigtigt slem, så føles det som om, man bare glider derudaf, mens motoren spinder. Dejligt!

Og så er vi også blevet de stolte (del-)ejere af den lille røde toyota. Den er nu også en firehjulstrækker, men har lidt flere år på bagen og knap så pasagervenlige støddæmpere. Den har nu meget sjæl, og på en grusvej kan man lige pludselig sidde og hoppe op og ned i sæderne, fordi bilen er gået i selvsving. Dens koblingspunkt er også lidt mere tricky, og man sidder gerne med knæene helt oppe i rettet, når der skal skiftes gear. Dog skal det siges, at vi er meget glade for den, og selvom den ikke helt måler sig med den hvide, så synes Jakob, at det er en dejlig fornemmelse at sidde i sin egen bil....

På besøg i Ocuri

Jakob og jeg er lige vendt tilbage fra et besøg på IPTKs skole for sygehjælpere i Ocuri. Det hænger sammen med, at vi gerne vil sponsorere nogle af ”vores” promotorers uddannelse til sygehjælpere, og nu vil vi så gerne lave en fast aftale med skolen om, at de kan garantere nogle pladser til os hvert år.

Det er en af de mærkeligste oplevelser, som jeg endnu har haft hernede.

Vi har i flere omgange snakket med chefen for IPTK, som har været meget venlig og imødekommende, og da vi sidst var i Sucre aftalte vi så dette besøg, efter at han i ½ time havde siddet og snakket om en fælles sygehjælperskole i San Lucas og andre fælles projekter. Vi prøvede, så godt vi kunne at fortælle om vores projekt og i meget milde vendinger sige, at det kunne nok ikke lade sig gøre osv. – vi ville jo stadig have noget af ham!

I hvert fald blev vi så hentet tidligt kl. 6 (til tiden!!!!!) tirsdag morgen, og derefter kørte vi ud til Ocuri, der ligger ca 3-4 timer fra Sucre og i 4070 m. højde, som alle stolte fortalte os. Grunden til, at skolen ligger så langt fra alfarvej, er, at chefen, der også er grundlægger, er født og opvokset i Ocuri. Det var en flot tur derud, omend grusvejen lod noget tilbage at ønske hvad angår stabilitet.

I Ocuri var der reserveret plads til os blandt byens bedre borgerskab i skolens gård til opvisning af lokale danse, recitering af poesi og Bolivias nationalsang, borgmesteren bød os endda velkommen til byen! Og der sad vi så i 2 stive timer i den brændende sol midt på dagen og klappede pligtskyldigt og sang med – vi fik dog også nogle rimeligt gode billeder! Grunden til alt dette var, at det var den 5. august, og i anledning af Bolivias 168. nationaldag den 6. august var der planlagt et 3 dages program. Bolivia blev selvstændig den 6. august 1825 efter 15 års guerillakrig (?), at vi aldrig har hørt om denne 15-årskrig, undlod vi selvfølgelig at gøre opmærksom på.....

Derefter blev der virkeligt gjort stads af os, vi blev vist skolen, dormitoriet, undervisningslokaler, biblioteket og lærernes boliger samt en del af byen og hospitalet (meget interessant hospital, der fungerer yderst godt!). Jeg havde det virkeligt mærkeligt, for det var helt tydeligt, at chefen for IPTK forventede et eller andet af os (=penge?), for skolen mangler penge, da deres tyske støtte er ophørt. Hvorfor spurgte vi os selv, samme år som chefens bror og medstifter af IPTK blev valgt til kongressen ophører støtten, er der monstro faldet nogle midler i den forkerte kasse? Ja, vi spekulerede og spekulerede, men kunne selvfølgelig ikke spørge direkte. Men sent på eftermiddagen da vi endelig blev lidt konkrete, fik vi svar, for da vi sad og snakkede om vores sygehjælperlegater, faldt snakken igen på den fælles skole i San Lucas (med vores penge?), og der blev også nævnt en mulig financiel støtte på sølle 20.000 US dollars, men som han sagde, vi beder ikke om noget (hmm?). Vi var meget direkte og fortalte, at den eneste måde at støtte skolen på for os er at sende elever til den. Men det var alligevel en meget underlig fornemmelse, for hvordan forhandler man i Bolivia, var det forkert af os sådan at lægge kortene på bordet med det samme osv.? Derefter var vores stjerne tydeligt faldet, vi var nu blevet degraderet til at tale med næstkommanderende og resten af personalet.

Om aftenen var der fakkeltog for hele byen, og der deltog vi også sammen med skolen. Det hele endte på plazaen, hvor der blev uddelt premier for dagens sportslige begivenheder (i den højde!), indimellem krydret med sange og poesi om Bolivias storhed. Da samtlige af byens autoriteter så havde holdt en tale, og der blev sagt, at det nu var ovre, og der ville være dans herefter, besluttede vi os til at smutte, inden vi blev dybfrosne og skulle bæres tilbage til skolen. Det var dejligt at få lov at gå i seng i vores sovepose og fleecesovepose og silkelagenpose, men det varede kun kort, for vi havde lige lagt os, så bankede det på døren, og vi bev indtrængende bedt (befalet) om at komme ned til plazaen igen, hvor vores tilstedeværelse var yderst nødvendig. Ups tænkte jeg, gad vide om de vil holde endnu entale for os (en rimelig antagelse da alle havde sagt det samme om formiddagen som om aftenen). Nede på plazaen var de i fuld gang med danse fra de 9 departementer i Bolivia, flere premieoverrækelser og sange og digte. Jakob var på det tidspunkt ret gnaven, for det var tydeligt, at vi kun skulle være der for at hele byen kunne se gringoerne, og i -10 grader er ens tolerance hvad angår Bolivias nationalsang ret begrænset. Efter halvanden time rystende af kulde sagde Jakob så, at nu ville vi gå, for det var for koldt og vi ville blive syge, basta! Jeg tror ikke, at det faldt i god jord.........Tilbage i soveposerne blev vi for første gang den dag dejligt varme.

Dagen efter var der desfile i den helt store stil. Alle der kunne gå og stå og havde en eller anden tilknytning til en forening, skole eller arbejdsplads desfilerede rundt i byen i deres stiveste puds, mens skolens band igen og igen spillede den samme march. Tilsidst tyngede de store trommer de stakkels elever temlig meget. I Bolivia er de helt vilde med at gå marcher til mere eller mindre vellydende musik, og den 6. august er den største dag overhovedet. Faktisk så spiller de fleste rent ud sagt forfærdeligt, som Jakob sagde, det lyder som en blanding af fusionsjazz og tysk marchmusik, og når det så ovenikøbet skorter på spillere, der spiller rent, ja så kan det være noget af en prøvelse. Tilsidst endte desfilen med at passere billederne af statens grundlæggere, Simon Bolivar og Mariscal Sucre, og derefter var der taler (de samme som dagen før) i lange baner. Heldigvis havde vi masser af overskud og klappede fint hele tiden, da vi vidste, at vi skulle hjem bagefter (under påskud af et vigtigt møde næste morgen, måske ikke helt sandt).

Og det var så mit første møde med boliviansk forhandlingstaktik.

Naturen

Noget af det bedste ved turen ud til Ocuri var at se den flotte natur på vejen. San Lucas ligger i en langstrakt dal med omkringliggende bjerge, men bjergene er ligesom bløde i det, afrundede. På vejen til Ocuri var bjergene helt anderledes vilde og stenede, det var bjerge, hvor der stak skarp klippe op og med sparsom bevoksning, det var virkelig fascinerende at sidde i bilen og se ud over et kæmpe dalområde med klipper der aftegnede skarpe siluetter i horisonten, med de forskellige jordlags farver tydeligt afdækket, vekslende fra brune til røde og gule nuancer. Og i det helt fantastiske lys omkring solnedgang fik det hele et uvirkeligt skær, der gav mig associationer i retning af hobitternes vandring i Ringenes Herre.

Ja, det er meget svært at beskrive naturen her i Bolivia, som er bjergtagende på sin helt egen måde. En Karen Blixen kunne måske finde de rigtige ord, men jeg må prøve så godt jeg kan og alligevel sidde utilfreds tilbage, fordi mit sprog er fattigt i den henseende. Selv vores billeder kan ikke rigtigt fange dybden i naturen og efterlader kun et sparsomt indtryk til jer. Men selv om vi nogle gange bare kører forbi det spektakulære sceneri, tilvænnet som vi er blevet, så standser vi oftere op for at prøve at fange lige det, der gjorde, at vi må tage nogle dybe indåndinger og åndsforladte endnu engang sige: ”hvor er det fantastisk”.

For selv om Danmark er smukt, så er der her i Bolivia vildt og utæmmet på en helt anderledes måde, der efterlader en fuld af beundring, forfærdelse og grebet om hjertet ved tanken om, at de fleste indbyggere rent faktisk tjener til dagen og vejen i dette uvejsomme og ufrugtbare landskab. For hvordan det dog kan lade sig gøre (og det er jo det det ikke kan) at brødføde et land på baggrund af klippe og sten?

Ja, og så har vi endda kun set højlandet, 2∕3 af landet ligger i Amazonas dækket af jungle og var førtil fuldstændig ufremkommeligt. Jeg glæder mig meget til at se lavlandet, der også kulturelt er helt og aldeles anderledes.

Og det var så alt for den 25-øre!

Mange hilsner til jer alle

- den rejsende onkel Maja