Betragninger fra Bolivia

Sucre, August 2003

Kære alle sammen,

så er det på tide med endnu en lille beretning fra det store udland.....

Efter at være dømt ude i nogle uger, er vi igen friske og veloplagte, og vi har allerede oplevet en masse, selv om livet herovre, for os, er ved at blive til hverdag, og nogle gange er det svært at finde på, hvad jeg skal skrive, fordi vi har vænnet os sådan til Bolivia – i hvert fald nogle gange!

Og hvad er det så lige vi egentligt laver, spørger I måske jer selv. Tjaaa, efter 2 måneder er det så småt ved at gå op for os. Faktisk har det været lidt af et chok for os at begynde at arbejde, fordi vores forventninger hjemmefra har været så anderledes end virkeligheden herovre. Jeg kan ikke forklare hvordan anderledes, bare anderledes, og det har været, og er stadig, svært at adjustere vores hoveder.

En ganske almindelig hverdag starter vi med at stå op ca. kl. 7 for at gøre os klar og spise morgenmad. Indtil Anja og Simon tog hjem for ca. 2 uger siden, var vi 6 mennesker om – ikke et bad, men – en gasvandvarmer, og Jakob og jeg delte køkken og bad med Inger og Sönke, så der var der lidt mere kamp om at komme til, men nu har vi fået eget køkken, bad og værelse, som vi skal bo i resten af tiden. Kl. 8.30 møder vi på vores kontor på hospitalet og holder morgenmøde sammen med Marlene, vores socialarbejder, hvor vi planlægger dagens/ugens aktiviteter og hvem, der gør hvad. Fra kl. 12-14 holder vi siesta, mest fordi alle andre gør det, og det derfor er umuligt at få noget for hånden i disse timer. Kl. 14 møder vi igen på kontoret indtil kl.18, hvor vi holder fri. Om aftenen spiser vi aftensmad sammen med Inger og Sönke, mens vi holder ”pause” fra hinanden til frokost.

Som I kan se er vi meget sammen med Inger og Sönke, for vi både bor og arbejder sammen, og det er mere normen end sjældent, at vi taler sammen om projektet, når vi også har fri, selv om vi prøver at begrænse det lidt af hensyn til Marlene, der for det første ikke taler dansk og for det andet heller ikke bor i vores hus, og Marlene er en del af projektet på lige fod med os andre.

Men hvad laver vi så i alle de timer på kontoret. Vi arbejder i San Lucas komune, men ude i dalområderne, som ligger længst væk fra alting. For at være meget omstændig så er projektet delt op i 3 søjler: investeringer, kurser og undersøgelser.

I projektet har vi en del penge med til at investere i sundhedsudstyr, hvor 80 % af pengene skal gå til landet, hvor der er længst til San Lucas by, der ligger oppe i et lille hjørne af komunen. Vi har brugt penge på at bygge og modernisere flere af sundhedspostaerne samt indlægge vand og lave bad. Desuden har vi været med til at lave en hospitalsudvidelse, hvorfor vi nu har kontor på hospitalet. Alle vores investeringer laver vi med contraparte (= andel ) fra alcaldiet (= komunen), som i den perfekte verden egentligt selv burde gøre disse ting, men ikke har råd.

Kernen i projektet er at kapacitere (= lære, uddanne) flere grene af sundhedspersonalet og andre vigtige grupper i kommunen. På hospitalet holder vi sammen med hospitalet kurser for lægerne, sygeplejerskerne og sygehjælperne (dem på postaerne), og det er gerne i emner, som vi kender fra derhjemme, fx. tuberculose og livmodercancer. Underviserne er oftest fra sundhedsministeriet (på amtsplan), og de underviser både teoretisk og i de nationale strategier, der ligger bag programmerne for fx. tuberculose. Faktisk er det kurser, som de skal holde, men der er ingen penge i kassen, så det er den enkelte kommune, der bærer udgifterne til videreuddannelse for sundhedspersonalet. Kommunen har heller ikke råd, så pengen skal komme fra hospitalets egen kassse. På hospitalet har de 30.000 Bs. om måneden til udgifter (vand, el, medicin etc. – alt!!), så det første, der bliver sløjfet, er ........ kurserne!

Var der nogen, der fattede den...? Et eksempel kan måske hjælpe: I dag og imorgen holder vi faktisk kursus på hospitalet i SUMI, der er en landsdækkende sygesikring for børn under 5 år og gravide. Programmet er implementeret fra dette år på foranledning af Verdensbanken og findes tilsvarende over hele verden. På hospitalet og på postaerne udfylder de skemaer for hver patient til statistik, og på baggrund af disse coberturas (= tal ) får kommunen viden om antal af patineter, sygdomme, behandlinger, vaccinationer etc. Problemet har hidtil været, at ingen i San Lucas vidste, hvordan de nye skemaer til SUMI skulle udfyldes i forhold til det gamle system, og til dels derfor har San Lucas tal været meget dårlige, og de har fået skæld ud af amtet, og både borgmester og byråd er blevet involveret og bedt om at hanke op i hospitalspersonalet. Egentlig skulle amtet jo selv informere deres personale, men som sagt: riget fattes penge.....

Vi er også med til at holde andre kurser. Ude i hver landsby findes promotorerne, som er frivillige, der er hospitalets såkaldte forlængede arm. De ved en smule om sundhed og skal til landsbyens månedlige møde holde små charlas (= oplæg) om fx. SUMI, hygiejne og tuberculose samt lave husbesøg. Rent ud sagt så ved de intet, eller i det mindste meget, meget lidt, og det at være promotor er en cargo (= pligt, arbejde i landsbyen) på lige fod med den cargo, der hedder at vedligeholde vejen. Derfor er det meget forskeligt, hvilken entusiasme, interesse og viden de har. Frivillighed i Bolivia er bestemt ikke det samme som i Danmark!!! Sammen med hospitalet holder vi kurser for promotorerne, dette år i AIEPI (= atencion integral de enfermedades prevalentes infantil, kort sagt børnesygdomme i et udviklingsland), der også er et landsdækkende program implementeret via Verdensbanken.

En sidste del af denne søjle er penge til kurser til at kapacitere og organisationsopbygge landsbyledere, kvinder og andre autoriteter, det vil sige, at vi er med til at støtte kurser, som afholdes af centraliet (= bondefagforeningen), Inti Paylla (= kvindegrupper) og Ayllus (oprindelig organisation fra Inkarigets tid, nu genoplivet af NGOer). Dette er heller ikke helt nemt da fx. centraliet og ayllus ikke taler sammen og stort set laver det samme. Kvindegrupperne er svage og handler mest om at væve, så i dalområderne skal Marlene i fremtiden ud og organisationsopbygge/etablere dem og samtidig prøve at snakke sundhed. Sidst men ikke mindst arbejder vi med at starte en forening op for promotorerne, så de kan få lidt mere magt og indflydelse – blive en presionsgruppe.

Sidste søjle er undersøgelser. Marlene og en boliviansk konsulent har lavet en såkaldt Baseline, et KAP-studie (= Knowledge, Attitudes, Practice), som fortæller os lidt om befolkningens viden, holdning og væremåde i forhold til sundhed, fx føder kvinderne i hjemmet, hos en curandero (=medicinmand) eller på postaen? Hvem har ansvaret for sundhed i hjemmet, kvinden eller manden? Hvorfor er børn underernæret? Og mange, mange flere spørgsmål som disse. Når vores 5 projektår så er gået, kan vi gå de samme steder hen for at stille de samme spørgsmål, og så skal de jo helst vide noget mere. Ligeledes har Marlene sammen med en dansk antropolog lavet et studie med henblik på rekomendationer på hvorledes man kan mindske barrieren mellem by og land, traditionel og vestlig medicin. Den antropologisk undersøgelse er endnu ikke færdig.

Det er i korte træk projektet. Endnu er vi ikke helt inde i alle detaljer, hvis vi nogensinde kommer det, og tingene går undertiden meget langsomt i forhold til derhjemme. Ideen er jo, at vi skal arbejde sammen med både hospital og kommune og allerhelst få dem til at lave alt arbejdet og selv være katalysatorer for processen. Men det er virkeligt svært, når alle allerede har virkeligt meget arbejde at se til og nogengange har nogle meget anderledes måder at arbejde på.

Måske er det i virkeligheden det, der går mig mest på. Både Jakob og jeg kommer jo fra et miljø, hvor vi er problemløsere (med mine hele 4 måneders vikariat....uhhh!!). Som læge træder man ind af en dør, undersøger patienten, har noget viden, sætter nogle undersøgelser igang, uddelegerer nogle opgaver, og noget tid efter har man nogle resultater, der gør, at man kan iværksætte en behandling = patienten rask! Herovre laver vi nogle aftaler, bruger en dag på at finde den rigtige person og lave et telefonopkald, bruger en dag på at bekræfte aftalerne, bekræfte aftalerne een gang til, vente 1-2 timer på at komme igang med et møde. For at projektet skal være bæredygtigt, så må vi jo involvere andre i beslutningsprocesserne og uddelegere belsutningsprocesserne og arbejdsopgaverne og være lydhøre overfor kultur, væremåde, arbejdsformer og landsstrategier. Alligevel ender vi ofte med selv at lave meget, selvfølgelig i sidste øjeblik, men så har vi jo prøvet.......

Lyder jeg desillusioneret? Måske, og alligevel ikke. Der mange gode elementer i vores projekt, men et stort problem er, at vi vil for mange ting på, nok, for kort tid. Vi har som alle et projektdokument, hvis rammer vi følger, men hvor mange ting/opgaver er meget specificeret er andre nærmest nævnt en passant. Nogle gange er det også svært at se det bæredygtige, kigger jeg på arbejdsgangen på hospitalet, så er det svært at forestille sig dem overtage nogle af vores arbejdsopgaver – både på grund af indre og ydre omstændigheder. Og ofte træffer vi beslutninger om ting, som vi ved ikke er bæredygtige, men som hjælper måske på længere sigt.

Og så er der alle de ideologiske refleksioner: Hvordan hjælper man bedst u-lande? Er projekter som vores i virkeligheden til gavn? Fratager man ikke folk incitamentet for at gøre noget, når det strømmer ind med NGOer som os, der gør det hele? Og hvordan skal folk overhovedet komme igang med at ændre deres levevilkår, hvis de er så svage, at de ikke engang kan formulere krav, læse, skrive? Og hvordan kan man hjælpe, når bare NGOerne imellem modarbejder hinanden? Og hvordan kan man hjælpe, når alle stillinger, fra cheflæge til rengøringskone, er politiske, og de med et pennestrøg kan skiftes ud fra den ene dag til den anden? Og ville det ikke hjælpe mere at sænke handelsbarriererne og så droppe ulandsbistanden? Og hvor hjælper du mest, på mikro- eller makroplan? Diskusioner har vi mange af, løsninger få............

Men det var alt for denne gang. Vi har faktisk haft masser af spændende oplevelser: vi har været på vores første kursus i Canchas Blancas i 4000 m. højde, jeg har kørt vejen fra San Lucas til Sucre i landcruiseren med hårnålesving og det hele, jeg har taget mit første mødereferat på spansk, vi har haft besøg af vores søsterprojekt i Azurduy, Simon og Anja har holdt afskedsfest hvor vi dansede bolivianske danse hele natten og skrålede med på sangene fra Grease, Jakob og jeg har malet vores nye køkken og møblerne til soveværelset, Sophie og Christina har sendt mig den nye Harry Potter-bog som jeg læste på 1½  dag og meget, meget mere – men det må I høre om en anden god gang.

Det følgende er lidt sladder fra fagbrevet til gruppen derhjemme, som I måske vil hygge jer med at læse på trods af indforståede navne og udtryk (ellers så spring det over!):

I føljetonen om Marlene og Nuri sidder alle IMCCerne for tiden undrende. For snart 6 uger siden havde Nuri et kæmpe drikkegilde i sin karaokebar sammen med nogle venner, og det endte med, at han oppe i Marlenes hus smadrede alle møblerne og kastede dem ud af vinduet, han gik til sidst men fortsatte oppe i hans mors hus, hvor adskillige vinduer og møbler blev ødelagt. Næste morgen, hvor vi uvidende om nattens begivenheder, ventede på, at Marlene skulle komme til morgenmøde, fandt vi så ud af, at Nuri havde et åbent brud på næsen, da han åbenbart også havde været i slåskamp i løbet af natten. Nuri var meget brødebetynget, men det forhindrede ham ikke i samme morgen at fri til Marlene, der gik og ryddede op for ham i både sit eget og i hans hus. Simon og Jakob endte med at køre Nuri ind til Sucre (begge hospitalets biler var i brug) for at blive opereret, og Anja og Inger ydede moralsk støtte til Marlene og stakkels Jemima, der var skræmt for vid og sans. Efterfølgende har Nuri og Marlene aldrig været så tæt omslyngede, og rygtet hos IMCCerne er nu, at de er juntos-juntos imodsætning til før, hvor de bare var juntos......!!!! Men indtil videre skal de dog ikke giftes.

I sagen om Theresa og hendes kamp for at få barnefaderen til at anerkende lille Alex, så tog sagen pludselig en meget uventet drejning. En dag dukkede den tidligere så ulokaliserbare fader op ved døren for at bede Anja om Theresas hånd!! Han var dukket op ved Lucias dør, men Lucia mente åbenbart, at det var bedst, at han spurgte Anja. Lidt efter kom så også Theresa, der var meget glad. Han havde tilsyneladende sagt til hende, - jeg elsker dig, og du elsker mig, så jeg synes, at vi skal gifte os, og så let er det åbenbart!!! Derefter brugte Anja og de 2 elskende resten af dagen på at få papirerne i orden, i fald han nu skulle ændre mening. Nu mangler vist bare ceremonien og alt det kedelige praktiske om, hvor de skal bo, og hvad de skal leve af osv., og så er den lille familie stablet på benene. Anja var også for nylig til barnedåb hos Theresa, og det var tilsyneladende en festlig begivenhed, for Anja havde meget svært ved at holde sig indenfor avenidaen, da hun skulle gå hjem. Hvis I vil have mere, og hemmmeligt sladder, om familien Lucia, så må I spørge Anja, for det må vi ikke skrive til jer.......

Det sidste nye inden for familien Lucia er, at vi mener, at Lucia har brækket et ribben til Alex barnedåb. Lucia var senere på nattenen på vej op til Anja, men havde åbenbart sammen problem med avenidaen som Anja. Siden da har hun haft meget ondt i brystet, og det lyder mistænksomt som en fraktur.

På hospitalet sker der også en masse, selv om vi endnu ikke er helt up-to-date, så er det helt sikkert, at Sulma er gravid, at der er kommet 9 internos til hospitalet, og så har Richard lavet et overlap....!!! så hans afløser kan komme ordentligt ind i sagerne.

Også Avenidaens Venner har haft travlt. For tiden er vores ende et større byggerod, da de med ADRAs financielle hjælp er ved at lave fortov. Der er liv og glade dage, masser af kvinder og børn, men indtil videre har vi lidt svært ved at forestille os det færdige resultat, så det glæder vi os til at se engang.

Ja, og så har vi jo indviet vores raquet-bane, altså ikke officielt, men vi har været oppe og spille flere gange både med Saskia og Matty samt nogle af byspidserne, selv om bolivianerne generelt er alt for dygtige for os! Vi øver os, alt det vi kan - på trods af mandefald - da Azurduy har udfordret os på banen, og sagt i al beskedenhed så er vi da heller ikke så dårlige, selv om vi rimeligt tit slår bolden ud af banen.

Vi har også endelig fået besøg af Azurduy, der gik hele vejen fra Azurduy og til Gloriayu, hvor vi hentede dem, trætte og udmattede efter de 4 dage på benene. Det var virkeligt hyggeligt at have besøg og vise San Lucas, hospitalet og huset frem, og vi blev enige om at besøge hinanden lidt oftere, så nu er vi ved at finde en dato, hvor los san luqueños kan besøge Azurduy. Samtidig holdt Simon og Anja afskedsfest, og det var virkelig et brag af en fest, med alle gringoerne (både fra Azurduy og San Lucas). Klimaks var da alle gringoerne på 2 rækker overfor hinanden skrålede med på sangene fra Grease – måske var der nogle af de ”indfødte”, der syntes, at vi var lidt mærkelige.....

Og så der jo hunden, som ikke må glemmes. Det lader til, at der igen er tæver i løbetid, for Holger har fået en dårlig vane med efter at have krævet sin aftensmad at forsvinde ud i det blå. Det på trods af at hundelem og døre er stængte, så vi har ikke helt regnet ud endnu, hvordan han kommer over muren. Kl. 0700 næste morgen kradser han så på døren - udefra -  for at blive lukket ind igen. Resten af dagen går med at sove og slænge sig i solen, så magen til dvask hund har vi ikke set magen til. Det der pigesjov er åbenbart noget der tærer gevaldigt på kræfterne...?!!

Mange hilsner fra Maja (og Jakob)

- vi håber, at I nyder den danske sommer, hernede er vi over den kolde periode, nu mangler vi bare, at blæsten ophører!

Månedens fødselsdagshilsner:

Helle d. 3. august

Mitzie d. 10. august

Julie d. 13 august

Far d. 27. august

Held & Lykke til:
Ida med studiepladsen på KVL

Julie med praktikken i Barcelona

Maija med det nye arbejde som fransklærer

Simon og Anja med at komme tilbage til Danmark igen

Jens og Lone som snarligt bliver forældre (ring til os!)