Sucre Juli 2003

En sygdomshistorie

En lille opdatering af de seneste nyheder fra Bolivia, hvvor vi i de sidste uger har haft det en noget sindsoprivende periode......

Som I ved har jeg fået en blodprop i benet, og det hele startede for snart to uger siden med, at jeg 2 dage i træk havde spillet raquet (en blanding mellem squash og tennis), og om eftermiddagen efter den sidste dag følte jeg meg noget træt og mærkelig i benet, men jeg tænkte, at det skulle da lige undre, når man dyrker sport i 3300 m.s højde. Men om natten vågnede jeg af smerter i benet, som fortsatte søndagen med, om selv om jeg gik på arbejde om mandagen, var jeg måske ikke den bedste arbejdskraft, da jeg helst ville sidde ned hele tiden for at lindre på smerterne.

Jeg var dog ikke urolig, da jeg ved ankomsten til San Lucas nok fik en lille fibersprængning i samme ben (højre), og jeg troede bare, at det var nok det samme eller lidt overbelastning, selv om der ikke rigtig var effekt af smertestillende som tidligere.

Om tirsdagen skulle vi til et møde i Camargo, der ligger ca. 2 timers kørsel væk, og jeg måtte sige, at jeg ikke kunne tage med, da det gjorde for ondt i benet til, at jeg kunne udholde tanken om at sidde op i så lang tid og skulle gå rundt hele dagen uden udsigt til at kunne svinge benet op og få lidt hvile – så jeg blev hjemme med benet oppe, og det blev ved med at gøre ondt, og jeg haltede rundt i huset med dårlig samvittighed over ikke at være til møde.

Da så de andre kom hjem sent om aftenen, besluttede de, at det nok var bedst, at vi kørte til Sucre for at tage på hospitalet og få klarhed over, hvad det egentlig var. Jeg var på det tidsppunkt blevet ret urolig over, at det ikke rigtig gik over, og Jakob havde flere gange nævnt, at jeg måske kunne have en DVT, hvad jeg selvfølgelig ikke var vildt glad ved tanken over. Så midt om natten ankom vi til Sucre og kørte direkte til Sta. Barbara hospital, som de ude i San Lucas havde sagt til os var udemærket. Der vækkede vi vagthavende læge, der var noget tvivlende overfor, om jeg virkelig havde en DVT, men vi fik da en aftale til næste dag om en Doppler-undersøgelse af benet.

Dagen efter tog vi med en anden læge hen til hans klinik (alle lægerne har deres egne klinikker liggende lige ved hospitalet, samme gade), og der lavede han en doppler på mig, der viste, at jeg havde en blodprop i v. tibialis profundus, og han mente, at jeg skulle indlægges med det samme pga. risikoen for en lungeemboli. Det var vi nu ikke lige helt enige med ham i, da danske patienter bliver behandlet ambulant derhjemme. Men han gik så med til, at jeg kunne ligge derhjemme på sengen med benet hævet i 30 grader med støttestrømper på og med blodfortyndende medicin, og så ville han komme på hjemmebesøg dagen efter. Og det var jo fint nok.

Og det gjorde jeg så, selvom jeg ikke holdt mig strengt til sengen, så havde jeg dog så ondt ibenet i de første dage, at jeg ikke bevægede mig ret meget. Jeg har haft støttebind på hele tiden, og det har hjulpet fantstisk meget på smerterne i benet, og Jakob gav mig de første 2 dage intravenøs medicin – med nogle meget sløve bolivianske nåle – og var i det hele taget meget søde til at hjælpe mig med alt muligt, hente mad og videofilm. Heldigvis havde vi da lige modtaget en pakke fra Jakobs forældre med bl.a. sladderblade, og sammen med en hel del bøger er de blevet læst meget minutiøst.

I tirsdag bestemte vi os så for at henvende os til an anden læge for at få en anden mening og for at få foretaget en ultralydsundersøgelse. Den første læge kom kun herhjem efter den ene gang, selv om vi havde en aftale til dagen efter også, og Jakob mente ikke at en doppler var tilstrækkeligt grundlag til at stille diagnosen ordentligt. Den anden læge havde vi fundet i telefonbogen og bestilt en tid til, da jeg var blevet lidt bedre, og så havde Jakobs sproglærer (der selv er læge) sagt, at han var en god læge.

Han var virkelig også meget profesionel – og dyr – og han undersøgtte mig, og sagde at han ville da godt nok blive meget overrasket hvis jeg havde en DVT, fordi jeg var blevet bedre så hurtigt. Han mente, at det nok nærmere drejede sig o en fibersprængning eller overanstrengelse. Men vi aftalte alligevel en tid til en ultralydsundersøgelse næste dag.

Men så var vi blevet så meget klogere, og jeg følte mig efterhånden rigtig dum og overreagerende, for det var jo nok ikke en blodprop så, og jeg begyndte at få dårlig samvittighed over, at vi sad herinde i Sucre uden at lave noget – og det passer endda ikke, for Jakob havde faktisk i løbet af ugen fået ordnet en del ting for projektet herinde – men jeg sad i hvert fald og var ved at kede mig rigtigt meget, og jeg havde skyldfølelse og var i det hele taget lidt perpleks over, hvad der kunne gøre så ondt.

Næste dag blev så klogere, for der viste ultralydsundersøgelsen, at jeg ikke havde en blodprop i højre læg som først troet, men derimod havde jeg en blodprop i låret, som var en 30 cm lang i hvert fald, og så ssagde lægen, at nu skulle jeg indlægges og strengt sengeleje i 15 dage med benet hævet ig i støttebind. Og så kunne jeg bare kun sige, 15 dage og jeg har ikke lyst til at blive indlagt, for jeg har de venezuelanske hospitaler livligt i mente fra sidste sommer. Og pludselig sagde Jakob, at måske skulle vi tage tilbage til Danmark, og så svarede lægen, at de kunne vi sagtens hvis vi helst ville det, men først skulle jeg på hospitalet i 15 dage, jeg måtte ikke rejse, så kunne vi bagefter tage hjem. Og derfra er resten af konsultationen lidt tåget, for da først Jakob havde sagt ”tage hjem” kiggede vi på hinanden, og så var det ligesom besluttet.

Hjemme i huset ringede vi ud til San Lucas og fortalte de triste nyheder til Simon og Anja, og sa snakkede vi ellers om, hvad vi skulle gøre. Og Jakob kunne ikke klare at være min læge længere og have hele ansvaret for mit liv og velfærd, og hvis jeg skulle gå med støttestrømper og tage medicin, der jævnligt ksal kontroleres, resten af vores ophold, ja så mente vi ikke at vi kunne forsvare at blive i Bolivia. Og så begyndte jeg at græde, og lige pludselig faldt hele vores verden bare sammen, alle de planer vi har haft i de sidste 1 ½ år, og hvordan med alt det derhjemme, og det hele var bare så forfærdeligt. Heldigvis ringede de tilbage ude fra San Lucas, at nu kom de alle 4 ind til os, og det var bare sådan en lettelse.......

Næste dag fik vi fat i Jakobs far, der havde ringet rundt til flere specialister i Århus, og han havde fået at vide, at det kunne ikke nytte noget at vi tog hjem, for der ville de alligevel ikke kunne udrede mig, da jeg i det næste år skal tage blodfortyndende medicin og gå med støttestrømper op til lysken på højre bed og til knået på venstre ben for at at forhindre en ny blodprop. De havde også sagt, at det ikke var nødvendigt med en indlæggelse, jeg skulle tværtimod bevæge mig så meget rundt som muligt, og at grunden til at jeg havde fået en blodprop ikke behøvede at skyldes, at jeg er disponeret genetisk, men at det kunne være alle de akkumulerede risikofaktorer som p-piller, højden, dehydrering m.m. Og så blev der gløde i huset i Sucre, og jeg holdt op med at gå rundt og snøfte og alle worst-case-scenario-planerne blev skrinlagt, og vi kunne alle ånde lettede op. Så igår tog vi alle sammen en afslappet dag, hvor vi nød at kunne snakke med de andre og dele lidt af ansvaret for ”mit helbred”.

Men nu er planen altså, at vi bliver i Bolivia med medicin og støttebind ( så ikke noget med flotte billeder af mine brune ben!), og så køber vi en apparat i Danmark, der kan måle min INR (som med blodsukkerapparater), så vi kan klare det hele ude fra San Lucas og ikke skal tage ind til Sucre hver uge.