Indtryk og oplevelser

San Lucas Juni 2003

Kaere alle sammen!

Der er virkeligt sket meget siden vi er ankommet, og det er efterhaanden snart svaert at skelne oplevelserne fra hinanden. Det er blevet et meget langt brev, men da det hele er for forste gang, er der saa meget at fortaelle jer......

La Paz

Vi ankom tidlig morgen til La Paz, og efter at have faaet undersogt vores bagage, da en alarm vanen tro bippede, da min rygsaek gik igennem, kom vi ud paa den anden side og var endelig i Bolivia. Inger og Sonke ventede paa os, og vi fik vores forste tur i den hvide landcruiser....

I La Paz var alle de andre fra Azurduy der ogsaa, og den morgen vi ankom, vaagnede jeg paa hotellet ved, at der var nogle der talte meget jysk udenfor mit vindue- meget surrealistisk. Det var virkeligt hyggeligt at se de andre igen (vi havde jo ikke set dem siden september sidste aar) og hore om deres oplevelser. Dagen efter kom Thomas og Lone ogsaa, og de var laenge ventet, da de havde en del baggage med for os – desvaerre var der lige det problem, at vi ikke kunne faa tasken ud af tolden, saa det endte med, at Anders maatte sidde en hel dag ude i lufthavnen og med jaevne mellemrum sporge om, hvor langt de var naaet, for vi andre skulle mode paa ambassaden og have lidt information.

I La Paz var det hele lidt kaotisk, og mest fulgte vi bare i haelene paa de andre. Der var forskellige papirer, som skulle ordnes og billeder, der skulle tages (selvfolgelig med rod baggrund, som er et must for oficielle billeder!) Ja, og saa var vi til Grundlovsdags-arrangement paa den danske ambassade, og det var ogsaa en oplevelse. Vi folte os mildest talt lidt udenfor midt i alle de fine folk – som var vi kommet ind med 4-toget samme dag, og det var vi jo paa en maade ogsaa. Men nu har vi oplevet det med! De andre var i det vildeste forbrugs-mode og skulle paa restaurant hele tiden, og Jakob og jeg blev lidt overvaeldede, men de andre forsikrede os om, at vi bare skulle vente til vi havde vaeret i San Lucas i et halvt aar, saa ville vi have det lige saadan.

Corioco

Derefter tog vi paa ryste-sammen-tur med Inger og Sonke. Forst havde de haabet paa, at vi kunne bestige et bjerg sammen, men de mente saa alligevel ikke, at det var helt tilraadeligt hojden taget i betragtning. I stedet tog vi paa cykeltur til Coroico fra La Paz, verdens farligste vej! Vi tog heldigvis med et meget godt bureau, som hele tiden kontrollerede vores bremser, saa vi folte os i trygge haender. I alt er det 60 km, og det er hele tiden nedad, undtagen et lille stykke paa et par km, de forste 20 km er paa asfalt og de sidste 40 paa grusvej af varierende bredde – det er dem, der er de farlige. Faktisk var der samme morgen, som vi cykklede, kort en minibus af vejen og alle 12 passagerer var dode. Desvaerre sker der en ulykke ca. hver 14. dag, og det skyldes oftest, at chauforerne er uopmaerksomme,eller korer fulde og traette. Vi startede i 4760 m. hojde, og vi var da ogsaa lidt paavirkede af hojden, men det var simpelthen saa flot med skyfri, isblaa himmel og de hoje, golde bjerge i baggrunden. De andre korte virkeligt til i starten, men jeg er generelt ikke saa glad for nedad, saa jeg belsuttede mig for at tage det i mit eget tempo og samtidigt ogsaa nyde turen og udsigten lidt – for lige at laere cyklen at kende.

Det var forst, da vi kom grusvej, at det begyndte at blive svaert, dels at cykle og dels at holde til venstre, for det gor de, da chauforen, der koerer nedad, da lettere kan se, hvor taet han er paa kanten. Og der er altsaa nogle fald paa op til 600 m. – det gaar bare lige ned, og nogle steder er der altsaa virkeligt smalt, saa det gjaldt om at spotte bilerne/lastbilerne i tide, saa man kunne holde ind paa de dertil beregnede udvidelser i vejen. Tilsidst var jeg ret morbanket, og det gjorde ondt i min underarm for hvert hop, cyklen gjorde, fordi vi bare bremsede hele tiden, og man bliver nodt til at vaere koncentreret 100%, for jeg havde ikke lyst til at falde ud over skraenten....Men vi ankom da trygge til Corioco, hvor vi overnattede i nogle dage og gik en tur for at se nogle, viste det sig, til-cementerede vandfald.

Ja, og saa skulle vi saa tilbage til La Paz igen op ad verdens farligste vej, men det er heldigvis slet ikke saa slem, da man der korer ind mod bjergvaeggen. Jeg var blevet syg imellemtiden, og brugte det meste af tiden paa at sove og koncentrere mig om ikke at skulle paa toilettet og ikke at have ondt i maven. Om aftenen sov jeg, mens de 3 andre gik paa argentinsk restaurant, hvor man kunne vaelge boffer paa mellem 300 gr. og 1 kg. – hverken Jakob eller Sonke valgte den paa 1 kg., selv om de havde truet med det!

Sucre

Fra La Paz til Sucre er der ca 12 timers koretur paa baade asfalt og grusvej. De er ved at asfaltere alle hovedvejene i Bolivia mellem de storste byer, men de er endnu ikke naaet saa langt. Jeg havde det stadig daarligt, men Jakob fik mulighed for at kore i den store hvide landcruiser for forste gang, og det passede ham svaert godt! Det bliver morkt her omkring kl. 6, saa inden vi naaede til Potosí, var det baelgragende morkt, og Jakob korte meget staerkt nedad nogle snirklede bjergveje. Jeg var faktisk ret bange, for bilen var tungt lastet, og Jakob havde jo aldrig provet hverken bil eller vej for – paa et tidspunkt sagde jeg spagt, at han skulle saette farten ned, men jeg insisterede ikke, da Inger og Sonke sad stille og roligt uden at blinke, saa jeg lukkede ojnene og klamrede mig til min sikkerhedssele. Heldigvis har Inger sagt bagefter, at hun aldrig tidligere har kort det stykke saa hurtigt! Saa jeg var ikke helt galt paa den.....

Men vi ankom da til Sucre i god behold sent om natten, og saa lastede vi bilen af og faldt om i sengen af traethed.

Sucre er en meget flot by i kolonistil, og den er meget ung, for der er flere universiteter og andre uddannelsesinstitutioner. Der er et varmt og behageligt klima, og IMCC borgen er et dejligt hus, hvor hvert par har sit eget sovevaerelse. I Sucre modte vi ogsaa Simon og Anja, som vi skal aflose, og det var lidt maerkeligt at se dem igen efter et helt aar, og Jakob og jeg folte os lidt haegtet af snakken, da Inger og Sonke og Simon og Anja snakkede sammen, for der var jo mange ting og personer, som vi ikke kendte noget til, og Inger og Sonke havde vaeret paa ferie og vaek fra projektet, inden de hentede os.

Lidt senere kom alle dem fra Azurduy ogsaa, og saa var vi virkeligt mange i huset – men Anja og Simon tog hurtigt afsted igen, for de skulle arrangere kursus, og saa byttede vi biler, saa de tog afsted i den hvide, og vi beholdte den rode landcruiser, som er en privatbil.

I Sucre var der ogsaa papirer, der skulle ordnes, ligesom Jakob og jeg havde nogle personlige ting at kobe til San Lucas. Vi fik lobesko, og Jakob kobte 2 saet hojtalere, et par til Sucre og et til San Lucas! Vi skulle ogsaa have lavet korekort, og det var en lang affaere, der bestod i at udfaerdige dokumenter paa en politistation, saa vi kunne faa vores bolivianske straffeattest, vi skulle ogsaa have en helbredserklaering og den kan kun én laege lave i hele byen. Vi var derinde samtidigt, og han spurgte kun Jakob om han brugte briller – mig gad han ikke at sporge, og jeg tror, at han gik udfra, at vi var ved godt helbred, for det spurgte han os i hvert fald ikke om! Og saa havde vi alle papirerne klar (inkl. billeder med blaa baggrund!) til at gaa til Transito (= faerdselspolitiet), men de havde en fest den dag, saa vi maate komme igen naeste dag. Den naeste dag maatte vi vente paa kontoret i 2 timer, da vi insisterede paa at faa en kvittering for at skulle betale 350 bolivianos for korekortene, men det kunne kun obersten gore, og han kom lige om lidt hele tiden. Vi provede ellers at tale meget og laenge for vores syge moster, men kun obersten var autoriseret til at underskrive....Vi sad og ventede sammen med en bolivianer, der havde ventet paa en underskrift i 3 dage - og saa lige da vi var ved at give op, kom obersten, og mens den menige svagt spurgte, om obersten allernaadigst ville skrive under, forsogte jeg lidt at blokere udgangen, mens jeg forsikrede, at kvitteringen kun skulle bruges i Danmark, og at regeringen jo kontrollerede os strengt, og de kendte jo ogsaa til det osv. Obersten nikkede bare og sagde saa til den menige, at han lige skulle skrive under. Desvaerre var det da lordag, og vi kunne ikke naa at hente korekortene inden, vi skulle afsted til San Lucas, saa vi maa hente dem naeste gang, vi er inde i Sucre....Heldigvis er der ikke saa meget kontrol af korekort heerude paa landet, og Inger og Sonke kender alle kontrolposterne, saa der skulle ikke ske det helt store ved at kore uden kort. I det mindste har jeg faaet undervisning imodsaetning til bolivianerne, der bare kan kobe deres kort.

San Lucas

Efter at have brugt en halv dag paa at kobe ind til os alle 4 i den naeste halvanden maaneds tid tog vi saa afsted i den rode bil til San Lucas, og det var lidt med sommerfugle (og andre gaester) i maven, at vi endelig tog afsted. Jeg havde det stadig daarligt, men nu er jeg saa blevet den erfaring rigere, at naar man tager metronidazol bliver man lige saa syg, som af det man tager metronidazol for....

Ja, og saa fik vi saa vores ilddaab i vanskelige grusveje, for den hurtigste vej fra Sucre til San Lucas indebaerer en nedstigning paa en halv time med haarnaalesving og en landcruiser, der haelder baade til den ene og den anden side, og jeg maatte jo bare finde trost i, at en landcruiser kan haelde 45 grader, inden den tipper. Da vi naaede ned i bunden til flodlejet, havde jeg det som om, jeg havde provet rutsjebanen 10 gange i traek. Heldigvis var opstigningen paa den anden side ikke saa slem, og vi ankom sikkert til vores fremtidige hjem i San Lucas efter 6 timers koretur.

Naeste morgen kunne vi rigtigt nyde huset, der er virkeligt dejligt, med 2 store kokkener, 2 toiletter og 3 sovevaerelser og et gaestevaerelse. Huset er malet hvidt og ser helt sydeuropaeisk ud, og kokkenerne er vildt laekre. Vi spiste morgenmad udenfor i haven, og saa brugte Jakob og jeg formiddagen paa endelig at faa pakket vores ting ud og gjort det hyggeligt paa vores vaerelse. Det var saa dejligt at faa nogle billeder frem af familien og faa pakket alt vores toj ud efter at have levet i en rygsaek i over en maaned. Derefter gik vi lige en tur i byen for at se, hvordan den ser ud.

Det er vinter hernede, og om natten er det frostgrader, men om dagen kan det vaere naesten ulideligt varmt i solen men utroligt koldt i skyggen, saa det er lidt svaert at klaede sig paa. Huset bliver kun varmet op af solen, saa de rum der ligger i solsiden er dejligt varme om aftenen, mens de andre er hundekolde. Ja, og saa er alle rummene forbundet med en udendors svalegang, saa det er temligt ubehageligt at skulle i bad om morgenen eller paa toilettet om natten. Og saa skal man ogsaa lige vaenne sig til stovet – her er knastort for det har ikke regnet i maaneder. I de forste dage syntes jeg, at alt smagte af stov, men nu laegger jeg slet ikke maerke til det laengere.

Udover huset saa er der jo ogsaa Holger, vores hund. Den er lige knap 2 aar gammel, og den er den vaerste slagsbror. Den er ret forkaelet i forhold til de bolivianske hunde, og da hunde her lober frit rundt, har den alle muligheder for at tryne de smaa, stakkels underernaerede hunde – der er kun én anden hund i byen, der er storre, men den har den saa ogsaa respekt for og gaar en stor bue udenom. Den andre er fuldstaendigt tossede med Holger og taler om den som om, det var deres barn, men Holger er vist ikke saerligt populaer blandt bolivianerne. Heldigvis kan han ogsaa lide at blive nusset og aet og kloet, men lige for tiden er han simpelthen saa stovet, at han maaske ikke er den dejligste hund i verden. Han elsker ogsaa at gaa tur med hele sin flok (os), og saa gaar han foran os alle sammen med hojt loftet hale og er klar til at gaa i kodet paa alle de andre hunde, og hernede slaas hundene altsaa ret voldsomt – de gaar efter struben. Hvis vi synes, at han er for voldsom og kalder ham tilbage, tror han, at han har flokkens opbakning og bliver endnu vildere – nogle gange er han ikke for klog! Jakob og jeg er endnu ikke helt blevet accepteret af ham, men da han kun kan lide hvide mennesker, generer han os ikke. Og nu, hvor vi ogsaa giver ham mad, er det nok kun et sporgsmaal om lidt tid.

Med huset arver man ogsaa Familien Lucia. Lucia er vores vaskekone, som er enlig mor for 6 piger i alderen 2 til 16 aar, og de har det meget svaert. Lucia lever faktisk af os, og isaer Anja har et meget taet forhold til Lucias aeldste datter, Teresa, som for nylig er blevet mor. De 2 aeldste piger er nu ogsaa begyndt at gore rent for os, saa de kan tjene lidt ekstra. Anja er padrina (= gudmor) for Teresas lille dreng og Lucias mindste piger, og hun har hjulpet familien meget. Inger og Sonke har valgt at sige nej til alle, der vil have dem som padrinos, saa de stotter i stedet Lucia med 100 bolivianos om maaneden. I de forste dage var det lidt overvaeldende, for familien er meget her i huset, og jeg syntes at der var et ubevidst pres, om at vi skulle overtage forpligtelserne, som ogsaa indebaerer at skulle hjaelpe i familieskaenderier og overvaage om de nu ogsaa har taget noget toj fra posen med toj til born paa hospitalet osv.

Heldigvis er Jakob og jeg enige om, at vi ikke vil inddrages paa den maade. Vi vil meget gerne have, at de bliver ved med at vaske toj og gore rent for os, for de er sode og dygtige, men vi har ikke lyst til mere lige nu – saa vil vi hellere finde paa noget mere arbejde til dem eller betale lidt mere i lon. Det kan godt vaere, at vi aendrer mening, men der har vaeret lige lovligt meget Familien Lucia omkring os til, at det er lige sjovt altid. Maaske faar vi selv et lignende forhold til en anden familie, men saa er det os selv, der vaelger at hjaelpe.

Paa trods af den korte tid har vi allerede oplevet San Lucas fra dens fineste side. I dagene efter, at vi var ankommet, var der Feria de Salud til fordel for Maternidad Segura. De har planlagt det i flere maaneder, men de andre tvivlede aerligt talt paa, at det ville blive til noget, men i sidste ojeblik rykkede organisatorerne med fantastisk hastighed, og det blev faktisk et flot arrangement. De kom ind fra hver comunidad (= landsby) og saa skulle de opfore et sociodrama eller en sang omkring emnet, og der var praemier, og de havde ogsaa lavet en plan for evakuering af de syge fra comunidaden til hospitalet i San Lucas. De havde virkeligt gjort noget ud af det, og jeg fik helt daarlig samvittighed over, at vi ikke havde troet paa det, for landsbyerne gik i hvert fald op i det.

Men til et saadant arrangement horer ogsaa, at man skal desfilere paa plazaen, saa den anden dag i San Lucas godt 3 timer forsinket kl. 10 om aftenen, desfilerede Inger, Sonke, Jakob og jeg paa plazaen foran ca. 200 bolivianere, der skraldgrinede af os, fordi vi 4 mand hoj var et lidt ynkeligt syn, og fordi Holger hoppede op og ned af os, mens vi gik i marchgang, godt pakket ind i toj, til takten af en noget falskt-lydende boliviansk march. Det var lidt svaert at bevare den passende hojtidelige mine, men det lykkedes da for mig, og med tiden skal jeg nok blive god til det, for de tager det meget alvorligt.

De sidste par dage har vi set hospitalet og modt folk i en lind strom. Vi har snakket lidt med Marlene, vores socialarbejder, og i de sidste 2 dage har vi holdt projektvisionsmode og faaet uddelt ansvarsomraader for den naermeste fremtid. Det har vaeret meget dejligt at komme ind i projektet og faa et (omend lille) overblik over det hele og fole, at vi er kommet igang saa smaat, for vi har bare fulgt efter folk i de sidste 2 uger, og tilsidst bliver det ogsaa for meget i laengden. Saa nu kommer der en tid, hvor vi skal saettes ind brugte i det hele og i de naeste maaneder skal vi arrangere 3 kurser og en masse andet. Saa der venter masser af udfordringer for os i den anaermeste fremtid ogsaa.

Det var alt for denne gang, fortsaettelse folger.....