Sikke nogle uger

Antigua maj 2003

Hej alle sammen!

Mange tak til jer alle sammen for jeres mails, det er rigtigt dejligt at hore nyt hjemmefra.
- Ogsaa tillykke til alle fodselarerne i maj: Ingrid, Tina, Knud og Ida.

Der er efterhaanden gaaet lidt tid siden sidste lange mail fra mig, og det virker i hvert fald lidt uoverskueligt at fortaelle om alt det, vi har oplevet.

Efter at have haft 2 uger paa sprogskolen her i Quetzaltenango (Xela), tog vi paa ferie i lidt over en uge. Vi besogte forst Tikal, der er nogle ruiner ude junglen. Det er en gammel Maya-by, hvor der har boet op til 100.000 mennesker. Det er ret fascinerende at gaa rundt midt ude i junglen, hvor man kan hore utroligt mange fugle og se aber svinge sig i traerne, og lige pludselig ud af det blaa, dukker de her fantastiske kaempestore ruiner frem. Og desuden er der ogsaa langs stierne nogle store jord-"bjerge" med traeer og anden bevoksning paa, som man bare ved er ruiner, som de endnu ikke har udgravet. Da vi gik rundt derude i junglen satte det virkeligt tankerne igang - det er vildt spaendende at forstille sig, hvordan de har levet, og ikke mindst hvorfor i alverden de dog ville slaa sig ned der! Der er ikke nogle vandreserver og det var varmt som, jeg ved ikke hvad. Og hvordan saa det ud for 1000 aar siden, havde de opdyrket jorden omkring Tikal, og udover alle templerne, hv
 or boede folk saa? Ja, der er virkeligt mange ubesvarede sporgsmaal, men det er jo ogsaa det spaendende ved det.

Men efter nogle ualmindelige varme dage ude i junglen oppe i det nordlige Guatemala, besluttede vi os saa til at tage til Honduras' caribiske kyst - for hvorfor dog blive i Guatemala, naar vi kunne tage til et andet land? Nej, Jaob ville meget gerne se noget kyst, inden vi bliver "forvist" til den bolivianske hojslette, og den stakkel har jo aldrig vaeret ved caribiren, saa jeg forbarmede mig......! Vi tog turen "off the beaten track", som det jo hedder, med forst en dejlig stor 1. klasses bus, som selvfolgelig brod sammen paa vejen til en stor havneby i Guatemala, Purto Barrios, hvor vi havde laest, at vi skulle have vores stempel i passene paa deres immigrationskontor, saa vi tog istedet en lille colectivo (lidt a la salatfad), som gik noget af vejen, og i colectivos'ne handler det om at have saa mange passagerer med som muligt, saa paa et tidspunklt talte jeg 21 voksne og 5 born - jeg var lidt bange for, at bilen ville tippe til den ene side... Til vores held modte vi en g
 uatemalteco, som skulle samme vej som os, saa ham fulgtes vi med, og det gik lidt nemmere med alle vores busskift og med at betale den rette pris for billetterne. Jakob mente bestemt, at vi selv havde fundet ud at det, men det var jo nok blevet lidt dyrere og havde taget laengere tid! Men i Puerto Barrios ville de slet ikke stemple vores pas, saa vi tog tilbage til en anden lille by, der ligger taettere paa graensen, i endnu en colectivo, og ved graensen tog vi en pick-up til den by i Honduras, hvor vi skulle have vores stempel (ikke besvaerligt, nej!). Og der var jeg ved at give op, vi var landet i en lille-bitte flaekke med een grusvej, og jeg taenkte, her kan vi godt komme til at vente i en rum tid, men saa dukkede der lige en chicken-bus op rundt om hjornet, og saa tog vi videre med den. 3 1/2  lange timer senere, hvor vi havde vaeret omkring hver eneste lille landsby paa vejen endte vi i Puerto Cortes - og saa kunne vi ikke komme laengere.

Naeste dag tog vi videre ud til nogle koral oer, der ligger udfor kysten. Man dukker bare op i lufthavnen, og saa tager men med det buraeu, der nu flyver forst derud - det tager kun 15 min. Paa Roatan, der er et sandt dykkerparadis, fik vi et dejligt hotelvaerelse, og vi fik baade snorklet og roet kajak og svomet alt det, vi lystede. Vi fik ogsaa spist nogle caribiske fisk. Det var meget varmt, men utroligt flot - jeg har aldrig for provet at snorkle i lysende klart vand, hvor der lige under een er koraller i mange farver og tropiske fisk, som man ellers kun ser i fjernsynet. Vi havde 3 dage derude.

Og saa tog vi tilbage til Xela, meget varmere, lidt brunere og klogere paa Honduras' historie, som man saa kan blive temlig forarget over. Jeg har aldrig vidst saerligt meget om Mellemamerika, men naar man rejser herovre, saa stoder man igen og igen paa beviser og historier om USAs ikke alt for charmerende rolle. Det er virkeligt utroligt, hvad der er foregaaet, og til dels stadig foregaar.

I sidste uge tog vi saa til en bjergskole, som er (lille-)sosterskolen. Der er kun plads til 12 elever, saa det er intimt paa en helt anden maade end her i Xela. Der er lidt varmere end i Xela, fordi det ligger lavere, men tilgengaeld, saa har regntiden nu sat ind, saa hver eftermiddag lyner og tordner det og regnen oser ned. Det var meget hyggeligt, og jeg havde alle tiders laerer, Dorix - hun troede kun at jeg var 23 aar!
Noget at det mest interessante ved bjergskolen er, at det er en gammel kaffe-finca (=plantage), og lige ved siden af ligger der to smaa communidades, Fatima og Nuevo San Jose, hvor vi spiste hos hver vores familie. Der kunne vi virkelig se, hvor fattige folk er ude paa landet, og vi laerte lidt af deres historie.

Begge communidades har den samme historie, men de kommer bare fra forskelige steder. I Nuevo San Jose, hvor Jakob og jeg spiste har alle familierne, 37, arbejdet paa den samme finca i flere generationer under slave-lignende forhold indtil for ca. 15 aar siden, hvor deres patron dode og arvingen kom ud i okonomiske vanskeligheder og derfor ikke udbetalte deres lon. Efter ikke at have faaet lon i 6-7 mdr. begyndte bornene at blive syge og do at underernaering, og folk spiste urter og graes for at overleve. Halvdelen besluttede sig for at arbejde sammen for at faa deres lon, og efter en lang historie over 2 aar lykkedes det dem endelig at faa deres tilgodehavender, men fincaen blev solgt, og familierne blev tvunget til at forlade jord, som de gennem generationer har opfattet som deres egen. De besluttede sig at blive sammen, og nu har de med hjaelp fra kirken og andre organisationer alle faaet et lille stykke land, og for 3 aar siden fik de saa ogsaa bygget rigtige huse - for bo
 ede de i casitas (= lille hus), der er bolgepap og plastik i siderne. Der ogsaa kommet en skole, og via bjergskolen er der blevet etableret kvindegrupper og bornedage. Det var virkeligt interessant, men ogsaa meget tragisk, og baade Jakob og jeg fik en vild trang til at gore noget lige her og nu, men ved at vaere paa skolen gor man jo ogsaa noget.

Ja, og saa i weekenden fik jeg endelig lov til at komme paa marked. Vi forlod landet og tog til "stor-"byen, Chichicastenango, som er kendt for sit marked. Vi havde et dejligt hotelvaerelse, og jeg kunne kobe chokolade igen, hvorfor jeg fik en maerkelig trang til M&M's, en trang som endnu ikke har forladt mig....Men vi gik lidt rundt og saa paa tingene om lordagen, og saa kobte vi 2 sengetaepper (jeg kunne ikke bestemme mig), selv om vi overhovedet ikke har plads i bagagen - og der er jo ogsaa meget at kobe i Bolivia. Men sondag kom saa alle turisterne og markedet, der for kun var paa plazaen, bredet sig ud over alle gaderne i byen, og alle der kunne staa og gaa provede at saelge noget. Det var meget svaert ikke at maatte kobe noget, saa tilsidst forbarmede Jakob sig over mig, og jeg fik lov til at kobe en lille taske.

Og nu, en lang mail senere er vi igen i Xela, og idag er der kun en uge til vi tager til Bolivia, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke er begyndt at snakke meget om at tage afsted, og hvordan det mon bliver at komme til La Paz, og hvordan det bliver at se Sonke og Inger og Anja og Simon igen. Jeg glaeder mig meget, og det er faktisk lidt svaert at koncentere sig om det spanske sprogs subjunctivo.

Heldigvis kan vi altid adspredes og forundres over den politiske situation her i Guatemala - hver dag er der nye historier om korruption i regeringens raekker, og nu hvor deres valgkamp er begyndt, ja saa er der virkeligt saftigt stof. Det er i virkeligheden dybt tragisk, men jeg maa forundres over den fraekhed de guatemaltetiske politikere besidder. Det er en lang historie og I maa faa den en anden gang, Jakob og jeg holder os opdateret hver dag, saa vi ikke gaar glip af noget.

Til slut haaber jeg, at I alle sammen har det godt derhjemme - jeg kan se at det er lidt koldt, saa jeg haaber, at I kan holde varmen! Vi har det ogsaa godt her i Guatemala og vi taenker paa jer alle sammen og sender jer positive tanker her i eksamenslaesningens tid.

Knus og kram (isaer til de sode babyer) Maja
- og hilsner fra Jakob