San Lucas maj 2004

Vinteren er over os

Kære alle sammen

- så er det tid til endnu et fællesbrev fra Bolivia vores store verden.

Vejret

Ja så er det blevet vinter igen herovre, og vi der før så hånligt skrev om det gode vejr i Bolivia i november-december, ja vi sender mange kærlige tanker til den nyudsprungne bøg og kolde øl, der drikkes ved søerne, mens solen titter frem og blade og blomster springer ud.

Faktisk så har vi haft godt vejr, selv om det dog var lidt køligere om morgenen, lige indtil den sidste uge i april, hvor Jakob og jeg kraftigt overvejede vores løbetur om morgenen, fordi det var så koldt. Nu er dagene definitivt blevet kortere, og solen går ned kl. 18.20 på sekundet, og jeg tænker med gru på juni-juli, hvor det er bælgragende mørkt fra kl 18.00 til 7.00 næste morgen.

Ja vi troede faktisk, at det var til at leve med, fordi de fantastiske blå himler, der følger med højden og/eller det kolde vejr, var kommet tilbage, men vi har ovenikøbet haft nogle kedelige grå og triste dage, hvor himlen så faretruende sort ud, men vi fik ikke en gang fornøjelsen af et tordenvejr.

Men jeg håber på, at det er et overgangsfænomen (altså de grå dage), og imellemtiden er vi så ved at finde de tykke strømper og uldtrøjerne frem, der ellers har ligget langt inde i skabet – så langt inde, at jeg en overgang slet ikke kunne huske, hvorfor det nu egentligt var, at vi havde den slags tøj med

Heldigvis kan vi så glæde os til Danmark i august måned...........

Potosi

Nåå ja, og så kan man jo også glæde sig over, at man ikke bor i Potosi (med tryk på sidste stavelse, så det er Potosiiiiii, og ikke Potooooosi), der i disse dage retfærdiggør guidebogens udsagn om ”bitterly cold” til fulde.

Og hvad skulle vi så lige i Potosi, når nu der er så forfærdelig koldt. Vi skulle såmænd læse rapporten fra midtvejsevalueringen igennem og godkende den så hurtigt som muligt, så det kapitel ville blive endeligt overstået. Vi havde fået en opringening fra dem derhjemme i Danmark om, at rapporten var ankommet, så vi måtte tage til nærmeste email-sted, hvor vind og vejr ikke påvirker forbindelsen helt så meget.

Så Jakob og jeg kørte til Potosi, mens Trine var til kursus, belæsset med indkøbslister fra Marlene, og så fik vi lige arrangeret et andet møde samtidigt, når vi nu skulle til Potosi.

Potosi er en utroligt flot by, hvor historien ånder ud gennem husene og de små stejle, brostensbelagte gader, og hvis man kigger godt efter, er der næsten på hvert eneste hus en masse små fine detaljer godt skjult af den afskallede facade og de ofte tilskodede vinduer. Jeg har ingen problemer med at forestille mig, at de fleste huse også var i byen for 400 år siden, og jeg forventer nærmest en mørk rytter i spansk galauniform komme ridende hvert øjeblik. Og dog, for for det meste har man jo travlt med ikke at blive alt for forpustet og holde højdesygen for døren!

Men Potosi vinder ved nærmere bekendtskab, især når den værste hovedpine og åndenød er overstået, og bevidstheden om de forfærdelige forhold minearbejderne arbejder under og bøndernes kamp for at overleve på deres stenede jorde, gør altid et indtryk. Folk fra Potosi er hårdtarbejdende og meget sky og tilbageholdende, der er ikke mange fine miner – imodsætning til i Sucre!

Denne gang var Potosi dog en mindre behagelig oplevelse end sædvanligt, til dels fordi den bidende vind gik gennem marv og ben, til dels fordi det bare overhovedet ikke var nogen fornøjelse at sidde på et hundekoldt hotelværelse og læse 80 sider igennem med klaprende tænder, imens temperaturen udenfor bare faldt og faldt. Og da vi endelig havde læst og kommenteret og overført vores kommentarer til diskette, så vi kunne maile dem til Danmark, så måtte vi lede efter et internetsted, der havde åbent kl. 22 om aftenen. Efter at have prøvet 3 steder opgav vi at bruge vores diskette, der lige pludselig besluttede at strejke (måske over salget af gassen?), så Jakob måtte løbe tilbage til hotellet for at kopiere vores kommentarer over på en ny diskette, mens jeg ”holdt” computeren og gennemtænkte mulige strategier for at forhindre internetcafeen i at lukke, før Jakob kom tilbage. Vi nåede det heldigvis, til dels på grund af Jakobs grundige løbetræning, tror jeg.

Jeg har aldrig i Danmark oplevet så mange dårlige disketter, som der er i Bolivia. Levetiden er ca 5 min. og et dobbeltblindet, kontrolleret forsøg, vi har udført, har vist, at 1/3 af nyligt indkøbte disketter overhovedet ikke dur, så vi hælder til den holdning, at der en diskette-mafia, der har infiltreret markedet med ubrugelige disketter, så folk blive nødt til at købe i en uendelighed. Mange gange er vi rigtigt glade for vores ”dims”, også kaldet et USB-stick, som (7-9-13) endnu ikke har svigtet os.

Nå ja, og så var der jo lige alle Marlenes indkøb til hendes kvindegrupper. Jakob og jeg kom 3 timer senere afsted, fordi vi ledte hele Potosi igennem efter nål og tråd til at sy cholita-kjoler (kjole alle kvinderne går med på landet) med, og der er ikke nåle at købe i Potosi for tiden, og tråden fandtes ikke lige i den rigtige størrelse og kun i hvid, og vi havde fået besked på at købe i 4 forskellige farver.

Så mens vi spurgte os for i forskellige butikker og ventede på, at siestaen skulle blive færdig, ringede vi indtil flere gange til hospitalet i San Lucas for at komme til at tale med Marlene, der overhovedet ikke kunne lokaliseres i byen, ja så blev jeg mere og mere irriteret og bandede tråde, nåle og kvindegrupper langt væk.

Men vi endte med at købe noget tråd alligevel, dog ikke så meget, og jeg var meget bekymret for, hvordan det nu skulle gå, for Marlene havde vel bedt os om at købe ind i Potosi, fordi det ikke var til at få i ude i San Lucas (- hvorfor, hun ikke lige havde købt ind i Sucre, sidst vi var derinde, er et meget godt spørgsmål, og det aner mig, at svaret har noget med planlægning at gøre..) og derfor vigtigt.

Og da vi så kom tilbage kl. 20 og var indstillede på at skulle sætte himmel og jord i bevægelse for at redde det første møde med kvindegrupperne, der altså var næste dag, ja så trak Marlene bare på skuldrene og fortalte, at hun havde været til forældremøde på skolen om eftermiddagen, og hun var nærmest ligeglad med manglen på nål og tråd.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg var noget fortørnet – og der var dømt kulturkløft af 1. grad. En viis person kunne nok have taget ved lære af situationen og se det positive i bolivianernes måde med ikke at tage tingene så tungt og altid spørge, selv om de er mere eller mindre sikre på et nej, eller det ikke er særligt vigtigt. Jeg, derimod, er ikke så stort et menneske, så jeg bandede både Marlene, nål og tråd, kvindegrupper og bolivianere langt væk endnu engang.

Og så har jeg sendt kærlige tanker til Danmark, hvor folk næsten altid kun spørger om tjenester eller hjælp, hvis de sikre på at få et positivt svar, eller hvis de virkeligt har brug for det. Og I behøver ikke fortælle mig, at det måske ikke er et specielt godt handlingsmønster, jeg kan udemærket godt se det triste og ensomme aspekt, men jeg forstår og forventer denne tankegang, og jeg tilpasser mine reaktioner efter den (i hvert fald i Bolivia).

Trine og bilerne

Ja, hvad er det så lige med Trine og de der biler – ja det kan jeg jo ikke lige sige med sikkerhed, men i hvert fald så har Trine haft en del uheld på det sidste, og selvfølgelig mens hun var alene i bilen!

Først punkterer Trine alene på vejen ind til Sucre, lige på det stykke, der er allermest øde, og mens hun er meget taknemlig over sin skifte-hjul-træning, som vi har haft en del af, ja så finder hun ud af, at donkraften ikke virker!!!! Hvad nytter det at have hele 2 ekstra dæk med, når donkraften overhovedet ikke virker? Man fristes til at sige, at den nye bil, pradoen, er blevet lidt for boliviansk.......

Men ved godt mod prøver hun at stoppe 2 lastbiler, der imod forventning rent faktisk kører på vores lille grusvej, men Trines mangel på miniskørt og/eller bikini gjorde, at lastbilchaufførerne ikke gad stoppe, så hun måtte gå tilbage til den nærmeste lille-bitte samling af huse (max 10), alt imens hun prøvede at regne ud, hvor lang tid der ville gå, inden Jakob og jeg blev bekymrede og ville tage ud for at lede efter hende. Og mens Trine indstillede sig på at skulle overnatte på den øde slette i knap 4000 m. højde i pradoen uden sovepose, lykkedes det hende faktisk at finde en bil, hvor chaufføren havde en donkraft – endog en dejlig stor en! Desværre kan de store donkrafte ikke lige lirkes ind under bilerne, så Trine og den venlige chauffør måtte grave et stort hul for at få skiftet hjul, for det skal jo ikke være nemt....

Som priken over iet, var der så blokader i Potosi. Trine nåede frem til Sucre 3 timer forsinket!

Godt belært af erfaringerne så kører Trine nu aldrig bil uden at have sin flotte keddeldragt og en sovepose med, men igår da Trine skulle hjem fra et kursus i Buena Vista - der ikke er et flot sted, men en (forfærdelig) vindblæst bakke med en totalt ubeskyttet sundhedspost, så man kan få maksimal kuldeeksponering, når man besøger stedet – ja så ville vores landcruiser ikke starte.

Jeg ved ikke, om jeg helt kan formidle, den skræk en sådan situation sætter en i, men jeg skal prøve. Når man har været 2 dage på landet i 3500-4000 m. højde, det blæser, er minusgrader, alle omkring en lugter af cocablade og meget gammelt snavs, ja så er der ikke noget, man hellere vil end komme tilbage til San Lucas, hvor det varme bad og opvartning fra de andre venter. Ikke fordi det er forfærdeligt at være på kursus, det er faktisk rigtigt sjovt, men nu forventer man jo at komme tilbage, og de 3-4 timers køretur kan ikke gå for hurtigt.

Trine befandt sig nu i den situation, at bilen var helt og aldeles død, der var ikke noget at gøre. Hele Buena Vista var med til at skubbe landcruiserene op ad bakken (og den vejer altså ca. 1 ½ ton) i bælgragende mørke, flere gange, men lige lidt hjalp det, og tilsidst måtte Trine ringe her til San Lucas efter hjælp. Dog var den mand, der har nøglen til den lille satelit-telefon ude i Buena Vista (- radioen var jo til reparation, og en reserve-radio er sådan rimelig uhørt på trods af, at folks liv afhænger af radiokontakt!!) ja han var jo gået hjem. Haha, nemt nok.........Og dog, for han boede jo i en anden landsby, 3-4 timer væk!

Endelig fik Trine ringet til hospitalet, kun for at høre, at Jakob og jeg endnu ikke var kommet hjem fra Potosi, så med Marlenes hjælp fik hun ambulancen i Palacio Tambo til at køre ud til Buena Vista med et nyt batteri og startkabler, og så kunne hun jo bare vente på, at hjælpen nåede frem efter 2-3 timer.

Trine kom tilbage kl 3 om natten, godt træt og en oplevelse rigere, og sov hele den næste dag.

Jakob og jeg skal ikke gøre os kloge på ovennævnte historier, men det lader til, at Trine har lidt dårlig karma i forholdet til vores biler, og man fristes til at sammenligne med Lone og Thomas fra projektet i Azurduy, der i det første halve år ikke kunne køre mellem Azurduy og Sucre uden et eller andet mekanisk uheld, nogle gange med helt utroligt dyre mekaniker-regninger til følge!!!!

Kurserne

Som I måske har gættet, så er vi begyndt på kurserne igen, og med risiko for hybris, så er det faktisk det eneste, der går fint på projektet lige for tiden. I 2 måneder prøvede vi at mødes med hospitalet for at lave en kursus-matrix (plan for kurset), og da det endelig lykkedes, gik det faktisk rigtigt godt og smertefrit, og vi lavede også en skitse til det nye kursusmateriale, som Trine snakkede med en tegner om, og han afleverede til tiden! Det er blevet meget flot, så vi er ualmindeligt stolte af os selv.

Vi planlagde også alle årets kurser med datoer og sted, i sikker forvisning om at de alligevel ville blive ændret, for det gjorde de jo hele tiden sidste år, men indtil nu har vi afholdt 3 kurser til tiden, og de sidste er blevet bekræftet af sygehjælperne ude på landet, selv om vi var lige ved at ryge ind i festlighederne på Mors Dag og mangel på æsler.

I år undervises der i farerne ved graviditet og fødsler, og promotorerne synes faktisk, at det er et godt emne, og på de første kurser har de deltaget meget i undervisningen, der helt foregår på quechua (indianernes sprog), så når vi er med, så kan det ind imellem være ret kedeligt at sidde og høre dem snakke quechua i flere timer i træk, især fordi mit ordforråd indskrænker sig til at sige ”er der brød?”, ”nej” og tælle til 4.

Jeg har været med på kursus i Canchas Blancas og i Palacio Tambo, og det har selvfølgelig været hårdt, men det er faktisk også ret sjovt at se de samme promotorer igen, huske deres navne og snakke med dem. Vores rolle er ikke særlig stor på kurserne, mest er vi chauffører og praktiske grise, men nogle gange kan vi da godt finde på at supplere lidt eller insistere på pauser i programmet. Og så er der jo altid et flot landskab at kigge på.

Vi leger

Vi er også blevet gode venner med nogle små piger her i San Lucas, som nogle gange kommer og leger i vores have. Der er mellem 6 og 10 stk., alt efter hvem der må komme med for den mest populære pige i flokken (- vi har prøvet at sige, at alle er velkomne).

Det startede, da Jakob og jeg var på ferie i Argentina. Trine var alene i haven, med lidt tømmermænd for aftenen forinden, da det ringede på, og 4 små piger sagde, at de var kommet for at lege med hende. Så Trine fik lov til at være med til at lege far-mor-og-børn.

Lige siden har de med jævne mellemrum spurgt, hvornår de må komme og lege, de kan meget godt lide vores græsplæne, og forrige lørdag kom de så forbi. Jeg havde lovet, at vi skulle bage kage, så det helt store fødselsdagsarrangement blev sat igang – altså vi legede, at Alexandra og Delma havde fødselsdag – og alle vaskede hænder, inden de hjalp med at bage, og Trine lavede glasur til kagen og saftevand, og der var mange regler for, hvem der skulle sidde ved siden af hvem, og hvem der skulle servere. Tilsidst skulle de så vaske op, og de insisterede, selv om vi tilbød, at de bare kunne gå hjem, for vi skulle jo alligevel vaske det hele op igen! Det var ret trættende at have besøg i hele 3 timer, og Jakob flygtede da også tilsidst op på hospitalet, fordi han liiige skulle ordne en af computerne.

Men de er faktisk meget søde, de kommer alle fra nogle af de bedre familier i byen, for som Jakob sagde ”nej, de er jo rene - og søde og velopdragne”, da han mødte dem første gang.

Og det er da også meget hyggeligt at have dem på besøg, det er bare bedst, hvis man er oplagt til det, for det er godt nok også hårdt, og sidste weekend sendte vi alle kærlige tanker til vores forældre, der har stået mangen en børnefødselsdag igennem i årenes løb. Vi var faktisk ret lettede over, at ingen af os havde børn – for som Trine spurgte ”tror I man bliver imun overfor larm og børnegråd, når man bliver forældre?” Der var lidt uenigheder om svaret.....

Ferie med bedsteforældrene

Hvem er bedsteforældrene? Det er Jakobs forældre og 2 af deres venner, Alex og Anne-Grethe, der var ovre og besøge os her i San Lucas. Og de blev ikke kaldt bedsteforældrene, fordi de er gamle, men simpelthen fordi de har opnået den utrolige lykke at blive bedsteforældre, og måske snakkede en lille smule meget om de fantastisk, dejlige børnebørn, som de nu ikke kunne se under deres 3 uger (lange) ferie på den anden side af atlanten. Børn er jo utroligt dejlige og ikke 2 er ens (bla, bla......), men deres respektive børnebørn er jo i hvert fald meget klogere end gennemsnittet, og så videre og så videre...........

Men selv om Jakob og jeg blev fuldt opdateret om samtlige 6 (til sammen) børnebørns fortræffeligheder i en meget stor grad, så var det også en meget hyggelig ferie, og vi fik både kørt og set meget under ferien. Jakob og jeg arbejdede en uge ude i San Lucas, mens bedsteforældrene gik ture i området, til Holgers store glæde, og vi fik også spillet en del raquet imod Alex og Anne-Grethe, og med skam at melde så var vi ikke særlig overlegne, selv om vi dog vandt i den samlede score!

Bagefter var vi så rigtigt på Gringo-trail, og det blev både til besøg i Potosi, Uyuni, saltørkenen, La Paz, Copacabana og soløen i Titikaka-søen. Jakob og jeg har set det hele før, og jeg havde været lidt bange for, at det skulle være lidt kedeligt for os, men det var det slet ikke – det var virkeligt en oplevelse at se det hele igen, gennem deres øjne!

Bolivia og de sociale, politiske og sundhedsmæssige problemer blev gennemgået meget grundigt, og så fik vi afklaret, hvor mange af pigerne i La Paz, der havde farvet deres hår, og hvor mange mænd, der gik med jakke og slips på vej til arbejde. Den helt store guldmedalje var, da Alex fik stjålet sin pung og dermed fik den glæde at opleve det bolivianske politi i aktion. Det var virkelig en lækkerbisken, rent observationsmæssigt, og måske sidder Alex stadig og griner i Danmark............

Det var alt for denne gang fra Bolivia, måske kommer der lidt flere historier næste gang, vi lægger vejen forbi Sucre

Tillykke til Christina og Jakob med nr. 2, jeg håber, Asger overlever den nye titel som storebror.

Tillykke med fødselsdagen til Knud (62), Lisbet (62), Ingrid (27), Tina (28), Ida (22), Lone (28), Trine (25).

Tillykke med brylluppet til Kronprinsen og Mary – jeg forventer selvfølgelig den helt store og detaljerede beretning fra Danmark!

Tillyke til de nye læger Laura og Henriette, jeg håber, I har fået gode turnuspladser, så vi kan ses, når jeg er kommet hjem – og hils dem fra det gamle hold, der også er blevet færdige!

Tillykke til Ella med hendes filmdebut.....

Og til alle de studerende - held og lykke med eksamen!

Mange kærlige hilsner

Maja (og Jakob)