San Lucas, marts 2004

Ferie og arbejde

Det er efterhånden længe siden, at der har været nyheder fra Bolivia til jer, og det er skam ikke fordi, der ikke er sket noget herovre på den anden side af atlanten. Vi har kørt i fuld gear siden nytår med masser af arbejdsopgaver, sociale arrangementer og ferie, så der har næsten ikke været tid til at stoppe op og få et pusterum.

Alderen trykker

Men idag er det min fødselsdag, og det er godt nok en lidt mærkelig oplevelse, selv om jeg har fået et fint morgenbord og gaver og blev med fejret med en grillaften i søndags. For det første fylder jeg 27 år, og det er jo ret meget, syntes jeg. 26 er ok, det er alligevel tæt på 25, men 27 det er jo vildt meget, og jeg kan lige se for mig, at imorgen så bliver jeg 30 år, og om lidt har jeg irriterende teenagebørn, og pludselig er jeg blevet pensioneret. Det er da for vildt!!! Jeg syntes lige, at jeg er startet på studiet, og det er altså 7 år siden – hmmm, og stadig ikke færdig.......(den lader vi lige stå lidt)

– Men sikken en fest jeg så skal holde til næste år! Men så kom jeg til at tænke på alle veninderne, der til den tid jo nok kun kan tale om bleer og børn, der lige har fået en tand, og hvad ved jeg. Heldigvis blev Trine og jeg så enige om, at så kunne jeg jo invitere hende, og så kunne vi sidde alene i et hjørne og snakke om Bolivia, for det er der jo alligevel ikke nogen, der gider at høre på, når vi først er kommet hjem.

Argentina

Men som sagt så har vi nu endelig været i Argentina (på bryllupsrejse) og set Patagonien og et vandfald, hvad man jo skal på en bryllupsrejse, som Jakob sagde. Og lad det bare være sagt – Argentina er et helt og aldeles vidunderligt land,  med helt og aldeles vidunderlig mad og vin, med en helt og aldeles vidunderlig opfattelse af service og organisering, og jeg kunne blive ved......

Men for at begynde ved begyndelsen, så tog vi i 2 uger til Argentina på bryllupsrejse, primært for at tage til Patagonien, og da Chile-siden var for dyr, så blev det Argentina. Og det var virkelig en oplevelse. Vi landede i en international lufthavn, og det første vi gjorde var at køre ud på en 9-sporet motorvej!!!! Omkranset af højhuse!!!!!! Med lyskryds og vejtegninger!!!!!! Vi var bare så fascineret, og da det var dejligt varmt (men ikke for meget) i Buenos Aires, skyndte vi os at tjekke ind på hotellet og se lidt af byen.

Buenos Aires er tænkt som Paris med brede boulevarder og store pladser, men byen mangler Paris elegance, og indimellem de flotte bygninger er der lige pludselig en rædsel fra 70erne. Men er man europæer oplever man straks genkendelsens glæde mellem de supersmarte argentinere, cafeerne og tøjbutikkerne. Tænk at spise parmaskinke, parmesanost og opleve, at enhver kaffe pr. definition er en espresso. Vi troede, at vi var kommet i himlen og forelskede os straks i argentinerne, der slet ikke ser sydamerikanske ud. De ligner norditalienere og taler med den mest syrede accent, hvor ll og y udtales som sj, og alle tiltales med chicos.

Hektisk kastede vi os ud i oplevelserne, købte et par sko og en skjorte, fik indtil flere is og espressoer. Vi travede deres strøg op og ned, og så indtil flere biografer, hvor der gik Ringenes Herre. Vi besøgte deres berømte kirkegård, Recoletaen, hvor Eva Peron ligger begravet, og så så vi deres lyserøde præsidentpalæ. Vi var også til cena-show (middag og show) på et berømt tango-sted. Det var rigtigt flot, men det var bare også den store turistfælde fuld af amerikanere med en gennemsnitsalder på 70, der sagde ”ooohhh” hele tiden, mens de digitale kameraer klimtede løs, og stolene knagede under deres vægt.

Og så tog vi til El Calafate i Patagonien. Det ligger i gletscher-nationalparken, Parque Nacional los Glaciares, der indeholder verdens 3. største reservoir af is (kun overgået af Antarktisk og Grønland), og det er også en turistfælde uden lige. Argentinerne forstår virkeligt at presse et maximalt antal turister ind på alle deres excursioner, fly og hoteller. Det hele er super-organiseret. Så vi gik selvfølgelig straks igang med at arrangere gletscher- og vandreture.

Og hvor var det bare fedt! Patagonien er virkeligt, virkeligt flot. Der er noget ved at gå i en kæmpe nationalpark, med gletschere på den ene side og brusende floder på den anden. Krydse floder hoppende fra den ene kæmpe-sten til den anden, fare vild i 3 timer (vi er jo ikke spor stædige, og stien var nok lige derhenne), kravle ned af en bjergskrant, se den ene fantastiske solnedgang efter den anden, nyde de lyse aftener (det blev mørkt kl. 22) og manglen på myg, få ømme fødder efter en dag på 10 timer, komme frem til en restaurant ligesom de ikke længere serverede frokost, nyde den skyfri himmel og de majestætiske bjerge hele vejen rundt omkring os, gå i en skov og høre fuglene synge - og meget, meget mere, som jeg slet ikke kan beskrive, (I må se billederne), fordi det lige så meget handlede om at være os to og være aktive sammen og så opleve et naturfænomen, hvis lige ikke findes i verden.

Vi var også på 2 forskellige gletscherture, hvor vi vandrede på den ene gletscher, Perito Moreno, og hvor vi sejlede helt hen til den anden og gik en lang tur for at se den oppefra, Upsala, oppefra. Vi tog sindssygt mange billeder, for jeg synes bare, at isbjerge er så flotte i alle deres forskellige nuancer af hvid og blå. Helt utroligt fascinerende. Vidste I, at gletschere er flydende indeni?

Men vi havde en hektisk uge i Patagonien, og så tog vi til Iguazu for at se det berømte vandfald mellem Argentina, Brasilien og Paraguay. Vi boede inde i selve nationalparken på Sheraton Hotel, fordi Jakob gerne ville prøve det, og fordi det ikke var vildt dyrt, og fordi det kun var for 2 nætter. Det var flot og imponerende, men efter Patagonien blegnede oplevelsen lidt, fordi vi var der samtidig med 2000 andre turister, der også gerne lige ville tage et billede der, hvor vi stod, så det var lidt som at stå i kø til udsigten. Vi fortrød faktisk, at vi ikke var taget til Ushuaia i Patagonien, verdens sydligste by, i stedet for – men man kan jo ikke nå det hele, og man skal jo se et vandfald på en bryllupsrejse!

Bagefter tog vi tilbage til Buenos Aires, hvor vi afsluttede med byferie, med alt hvad det betyder af indkøb og dejlige mad og flere biografbesøg for at forsøge at indhente det forsømte – og det skal lige siges, at Jakob fik mere tøj end jeg gjorde! Vi var også heldige at finde et teater, hvor de viste et tango-stykke (lidt som en ballet, med handling og persongalleri, bare hvor de danser tango), og det var rigtig flot, og jeg fik helt lyst til at lære at danse tango, men Jakob var ikke så vild med ideen, så måske bliver det ikke til noget lige med det samme....

Karneval

Ja karnevalet er noget for sig her i Bolivia. Jakob og jeg vendte først tilbage fra ferie den sidste aften under karnevalet, men var alligevel med til Challa (=velsignelse) af vores hus og bilerne.

I Bolivia har man Challa af alt karnevals-tirsdag, hvor alle har åbent hus, kontor, butik eller noget andet, hvor man så inviterer folk til at spise og drikke en skål for, hvad der nu skal velsignes. Festen indebærer gerne en eller anden form for vandkamp.

Vi holdt vores om fredagen, og vi havde inviteret mere eller mindre alle. Først pyntede vi, eller rettere 6-10 små piger gjorde, bilerne med serpentiner og balloner. Derefter kørte vi en tur med pigerne rundt om plazaen, og langsomt begyndte folk at komme hen til huset, hvor de fik et lille glas at drikke. Da vi var blevet tilpas mange, rykkede vi hen i karaoke-baren, der også fungerer som festlokale, hvor vi inviterede på mad og et lille glas mere. Der var ikke så megen dansen, folk var lidt træge efter 6 dages fest, så da det tyndede ud i folk, ville bolivianerne gerne have karaoke-anlægget tændt.

Nu er karaoke generelt ret kedeligt, synes jeg, men Trine havde faktisk sunget på spansk, mens vi havde været væk, så vi var jo lidt tvunget til også at gøre det. Og da vi måske ikke var helt ædru, ja så var vores forbehold for underholdningsværdien i karaoke svundet tilstrækkeligt til, at det var sjovt nok at synge i flere timer, mens den ene kande chuflay (=lokal brændevin med sodavand) efter den anden forsvandt.

Man kan ikke påstå, at nogle af os 3 synger pænt, og da alle melodierne generelt ligger ret højt, og udvalget af engelske sange er på 9, så man må have medlidenhed med stakkels Nuri (ejeren af karaokebaren), der gennem flere timer måtte høre på 8-9 temligt fulde mennesker, der skrålede spanske amores (=ynkelige, spanske kærlighedssange) iblandet lidt Beatles fra tid til anden. Men det var faktisk en sjov fest, selv om jeg stadig ikke er blevet en overbevist karaoke-fan - i hvert fald har Jakob og jeg sunget duet på spansk, omend ikke særlig kønt, så nu kan vi trygt overlade den videre syngen til bolivianerne.

Kulturkløften

Nu har vi jo snart været herovre i 10 måneder, og vi har vel efterhånden vænnet os til det meste. Alligevel kan jeg godt undres over mange ting:

Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er fedt at drikke sig fuld i 96% alkohol hver søndag, til man falder om for derefter at blive ligge på gaden og sove branderten ud.

Eller hvorfor er det fedt at spille den samme melodi om og om igen til festerne med kun en fløjte og en tromme, mens folk løber rundt om een i en rundkreds i en dans, hvis trin er nærmest ikke-eksisterende?

Og når man skal ekspederes i en butik, så venter man ikke, til det er ens tur, nej der skal gerne ekspederes 5 ad gangen alt efter (en skønnet) vigtighed af kunden med det resultat, at det ofte går galt eller tager dobbelt så lang tid. – Jeg fatter det ikke!

Og så er der paraderne. Enhver bolivianer elsker at gå parader, og der bliver brugt timer på at forberede sig og øve sig i at gå parade. Der er ligefrem nogle bestemte trin til paraderne, som enhver med respekt for sig selv har lært allerede som 4-årig.

Og aftalerne. En aftale er ikke en aftale før den er opfyldt. Man kan aftale møder aldrig så meget man vil, men det er ikke det samme, som at det er fastlagt. Efterhånden har jeg udviklet følgende strategi:

• Aftal aldrig et møde før en uge før – de planlægger aldrig længere frem i tiden.
• Sørg for at få bekræft mødet dagligt de sidste dage inden, der kan hurtigt dukke andre arrangementer op.
• Husk at minde alle mødedeltagerne om mødet 3-4 gange på selve møde-dagen.
• Regn ikke med at mødet bliver til noget før mindst ¾ af mødedeltagerne er dukket op – regn med 1-2 timers forsinkelse!

Bolivia og politik

I Bolivia er alle ansættelser politiske, derfor er langt de fleste medlemmer af et parti, for det er den eneste måde at få et arbejde på. Dette gælder alle sektorer; undervisning, sundhed, infrastruktur etc. Derfor er det desværre ofte tilfældet, at folk får et arbejde, fordi de er medlemmer af et bestemt parti, og ikke fordi de har den nødvendige kompetence. Denne ordning fører også ofte til mange udskiftninger blandt personalet, hvilket fører til at de ansattes engagement i arbejdet er meget lille, da de ofte ikke ved, hvornår de næste gang bliver skiftet ud.

Et eksempel:

I San Lucas sidder MNR (=politisk parti) på magten, de har 3 byrådspladser. Efter mange og lange forhandlinger efter et valg, når byrådet frem til, hvor mange anssættelser dette er værd, det kan måske være 3 lærere, 1 ingeniør og 2 vaskekoner etc. Ligeledes gælder for de andre partier. Fordelingen af ansættelser hviler altså på en meget skrøbelig magtbalance, så hver gang et parti mister magt eller prestige, så ryger der en eller flere ansættelser – altså en offentlig ansat bliver skiftet ud i kommunen!

Derudover hører der et meget inviklet tilbagebetalings-system til. De offentligt ansatte er udemærket godt klar over ”hvem”, der har ansat dem, og dette skal man selvfølgelig belønne, ens kvote. Ens kvote er det beløb af lønnen, typisk 10 %, som man skal betale til f.x. borgmesteren, fordi MNR har ansat en. Dette sker ved, at man ved udbetaling af lønnen skriver under på, at man har modtaget det beløb, der står på sedlen, men man modtager aldrig det fulde beløb – allerede ved udbetalingen er det trukket fra og derfor umuligt at opdage!

Borgmesteren i San Lucas skal ikke hver måned betale penge til partiet. Til gengæld skal han ved næste valg bruge penge til at betale for at blive stillet op for partiet, komme længere op af rangstien, samt hjælpe og støtte dem, der i sin tid hjalp ham. D.v.s. han skal ikke betale pengene lige nu, regningen kommer senere!

Sådan er tingene ude i San Lucas, men også højere oppe i systemet, i præfekturet (=amtsrådet), i departementet (= amtet), i ministerierne, på SEDES (sundhedsministeriet), på universiteterne – alle de steder I kan forestille jer, fungerer tingene således.

Vi har tidligere fået at vide, at hospitalet er et MIR-hospital (MIR = politisk parti). Dengang gav det ingen mening, men nu forstår vi det bedre. Altså inde på SEDES fordeler de også ansættelserne, og MIR har så ”vundet” San Lucas. Derfor skulle Nataniel (dement, ældre læge) være cheflæge på trods af alles protester, og derfor kunne de ikke lide Juan Jose (tidligere cheflæge), der var upolitisk ansat og derfor nægtede at betale sin kvote.

Sidst i februar døde en anset kvinde i San Lucas efter et diskutabelt hospitalsforløb. Kvinden skulle for nogle måneder siden have fået foretaget en operation for volvulus (= tarmslyng) inde i Sucre. Hun var indlagt på hospitalet i et døgns tid med blodige opkastninger. På 2. dagen om eftermiddagen havde hun det bedre, men om aftenen fik hun det igen værre, og familien insisterede på at køre hende til Sucre. Den ene af hospitalets chauffører var på ferie, hvorfor der ikke var nogen til at køre ambulancen, og det endte med, at familien kørte hende i taxa uden ledsagelse af hospitalspersonale til Sucre. Hun døde, inden de nåede dertil.

Det skabte røre i San Lucas, hvor folk samlede sig på plazaen og diskuterede. Det hele endte med, at hospitalet, familien og byens autoriteter og Comite Civico (=samling af magtfulde folk i byen) skulle holde et møde. Det store problem på dette møde var, at partiet MIR ikke ville skifte Nathaniel ud, for cheflægestillingen er som sagt politisk, og Nathaniel havde lavet meget arbejde for partiet under sidste valg.

Dagen efter kom SEDES for at holde statussamtale med hospitalet. Vi ved ikke helt, hvad der skete til dette møde, men efter mødet var Juan Jose cheflæge igen - MIR må åbenbart have tabt indflydelse og kunne derfor ikke længere holde på stillingen.

Det siger alligevel noget om partiernes magt, når der skal et dødsfald og så megen folkelig røre til, før der kan ændres på de politiske stillinger.

Ex-miss San Lucas

Ja man skulle ikke tro det, men de holder faktisk skønhedskonkurrencer herude i San Lucas hvert år, og vinderen fra 2002 slår stadig sine folder i den hjemlige by. Den stakkels pige har store ambitioner, og da San Lucas ikke har det helt store udvalg i mulige ægteskabskandidater, er hun på udkig alle vegne......

Hele historien om denne lumske kvinde startede til Inger og Sönkes afskedsfest, der primært blev domineret af ex-Miss San Lucas renden frem og tilbage mellem de forskellige læger. Hun har åbenbart flirtet en del med Eduardo (læge på hospitalet, der selv synes, at han er meget lækker, gift m. 2 børn inde i Sucre), men denne aften kunne både Juan Jose (nu cheflæge, sød men kun 1.60 høj) og Walter (tandlægen, der slet, slet ikke er lækker) åbenbart bruges. Hvorfor hun lige var til festen, har vi aldrig fået opklaret, men hun bidrog i hvert fald til underholdningen. Især Marlene (vores socialarbejder) og Delina (vores kogekone) var meget forargede, for hun har også snøren ude efter Nuri (Marlenes kæreste) og Milton (Delinas søn) til tider, og bægeret flød åbenbart over, da hun spurgte Marlene, om Jakob havde en kæreste, hvortil Marlene svarede ”si tiene esposo, es legalmente casado!” (=ja han har en hustru, de er lovformeligt gift) med stor indignation.

Men, men historien fortsætter, for nogle uger efter skete følgende:

En helt almindelig dag fik vi besøg af ex-Miss San Lucas sammen med Walter, der spurgte efter Jakob, der i dette øjeblik ikke var på kontoret. Trine og jeg fortalte, at vi da sagtens kunne give en besked videre, men det ville de ikke. Derimod ville de gerne invitere IMCCs personale til karnevalet, hvilket vi med glæde tog imod – en flot invitation til ”el personal de IMCC”. 5 sekunder efter kom Walter tilbage med en særskilt invitation til ”Jakob, IMCC” – det var åbenbart trods alt for pinligt at aflevere denne specielle invitation til hans kone, så hun havde fået Walter til det. Der går nu rygter om, at Jakob er den nye Don Juan i byen

Og historierne om Ex-Miss San Lucas er mange og utallige!!!

En dag fandt den nye præst Miss*en liggende henslængt på hans seng i hans private soveværelse. Den stakkels mand blev så overrasket, at han tog sit bælte og jagtede hende ud og ned ad trapperne med bæltet, hvorefter hun blev forbudt adgang til præstegården i fremtiden, mens præsten krævede at få at vide, hvem pigens forældre var. At hun altid havde kunnet komme og gå i præstegården, som det passede hende, ved den tidligere præst, hjalp hende ikke det mindste......

Ja, jeg må hellere passe på min mand, for tilsyneladende kan jeg ikke have ham i fred for de meget påtrængende, bolivianske kvindemennesker, der er på udkig efter en mand med fremtid, der ikke drikker og slår dem alt for meget.

Chefen fra La Paz

Vores projekt ude i San Lucas er lige blevet af David Moore, der er englænder men bor i Danmark. Han er social antropolog og har stor erfaring med at evaluere ulandsprojekter, især sektorprogrammer fra Danida og andre lande. David er over 2 m.høj, har blå øjne og taler quechua, det lokale sprog, ja og så elsker han at være i Bolivia.

Det har været nogle meget hektiske dage ude i San Lucas pga. evalueringen og alle de aftaler og mennesker, som David skulle møde. Samtidigt har vi også selv haft ret travlt på projektet, så der har været nok at se til og weekenderne og en hel del nattetimer er røget. Nu er vi heldigvis igen i Sucre, hvor jeg har kunnet sove længe og have lidt tid til mig selv.

Men i hvert fald har det været virkeligt, virkeligt interessant at have David på projektet, og vi har haft mange spændende samtaler og ideerne er fløjet rundt i luften mens vi har snakket projekt, bæredygtighed, Bolivias politiske system, Danidas strategier og meget, meget andet.

Det har også hjulpet at David har vundet alles hjerter lige med det samme, fordi han er høj og har blå øjne, men mest fordi han taler quechua. De små indianerkvinder er faldet sammen af grin ved den høje gringo, der taler quechua til dem, og efter bare en halv time gennem byen kendte David allerede flere end vi gør.

At David så var herovre for at evaluere os og spurgte en hel masse til folks mening om os og vores arbejde gjorde, at han lige pludselig blev kendt som vores chef fra La Paz. En der kommer fra Danmark, ja det er lige lovligt langt væk, men La Paz det ved alle jo er meget langt væk fra San Lucas, og vi må jo også have en chef et eller andet sted. Det har vi grinet meget af, hvordan historierne lige pludseligt går i byen, og tilsidst henviste jeg også til David som vores chef fra La Paz, for det var alligevel nemmere.

Slut

Men det var alt for denne gang fra min side, mange tak for alle jeres mails og endnu engang tak for breve, kort og pakker til min fødselsdag – jeg er kommet mig over alderen nu!

Og så til alle de personlige hilsner:

Tillykke med fødselsdagen til: Sophie (29), Christinas Jakob (29), Sophies Jesper (31), Lone (30), Kæreste-Jens (33), Sönke (29)

Og tillykke med jeres 2. bryllupsdag til Lone og Jens

Tillykke med babyerne (på forskud) til: Christina og Jakob, Tina og Jakob, Betina og Bo

Og tillykke til Kathrine og Tejs – ja rygterne svirrer her i Bolivia........

Det var vist alle, hvis jeg har glemt nogle så må I undskylde

Knus og kærlige hilsner

Maja (og Jakob)