Sucre December 2003

En jul i Bolivia

Jul

Ja, så oprandt også julen i Bolivia, og selv om vi havde hårde odds imod os, så faldt der alligevel tilsidst lidt stemning over IMCC-huset ude i San Lucas.

Inde i Sucre havde vi købt ind til den store guldmedalje for at kunne holde en rigtig, dansk jul, og med lidt fantasi og god vilje, kunne vi finde alle de ingredienser, der kræves til at lave risengrød, julegodter, rødkål, brunede kartofler og and. Og så fik vi jo også særdeles god hjælp fra Frøken Jensens Julemad og flere velforsynede pakker fra Danmark.

Vi startede i god tid med at holde julefrokost med Henrik og Birgitte og deres 2 børn samt Bo og Eva og deres lille Dino herinde i Sucre. Henrik og Bo er ansatte af Danida og har slæbt deres familier med herover til Bolivia i nogle år. Alle os IMCCere (11 stk) skulle have drikkevarer og oste med, og til gengæld havde de andre lavet et alle tiders arrangement med rugbrød, hjemmelavet leverpostej og alt muligt andet dejlig mad, som det jo hører sig til en julefrokost. Det var virkeligt hyggeligt, og så fik vi alle mulige in-side historier fra Per Stigs besøg i Bolivia, og samtidig blev vi også lidt klogere på det politiske system her i landet.

Men efter nogle dag inde i Sucre med forberedelser i den store stil tog vi godt læsede ud til San Lucas over Potosi, hvilket gør turen ca en time længere, fordi vi nu pga regntiden ikke længere kan køre gennem flodlejet. Det var Trines første tur ud til San Lucas, og efter at have været i Bolivia i ca en måned, først på sprogskole og derefter i La Paz for at ordne papirer, var hun godt spændt på at se byen og hendes hjem i de næste godt 14 måneder. Det er virkeligt mærkeligt at tænke på, at det var os for et halvt år siden, og at vi nu snart skal til at være det gamle par på projektet. Desværre var turen og den første tid ude i San Lucas ikke helt så idyllisk for Trine, da hun have besøg af G. Lamblia med deraf følgende mave-problemer, men så blev hun til gengæld også indviet til livet ude på landet i Bolivia.......

Og så skulle der rigtigt jules ude i San Lucas. Vi havde fået gennemtrumfet at købe et plastik-juletræ, da en kaktus trods alt er lidt af et antiklimaks, og da Sônke heldigvis ikke kune få sig selv til at købe en syngende lyskæde, var der håb forude. Inger, Trine og jeg producerede julepynt i store mængder, takket være Trines mor og hendes glanspapir samt en klippe-julehjerte-bog fra Netto. Og så besluttede vi (læs:jeg) at holde pynten i røde og hvide farver, og da træet blev pyntet lillejuleaften var der en del bolivianere forbi vinduet for at kigge med.

Også vores køkken skulle pyntes op (soveværelset dømter jeg julefri-zone af hensyn til Jakob), og så fik jeg chancen for at lave endnu flere julehjerter, men nu i farverve guld og rødt – meget julet. Inger bagte småkager, og Trine havde en dobbelt cd med julemusik hørt i familien gennem mange år, så hun sang lystigt med på sangene, mens Jakob mumlede, at det var da også belastende med alt den julen, og godt vi var i Bolivia, så der ikke var al den stress.......virkeligt stemningsfyldt!

Faaktisk åndede alt fryd og gammen, lige indtil vi den 24. midt på dagen ikke havde mere strøm. Ja, der var det faktisk ikke noget problem endnu, men det er jo da meget rart at kunne se, hvad man spiser juleaften, og kunne tænde for lyskæden i træet, selv om den ikke synger, når man går forbi. Heldigvis var vi overbevist om det foreløbige i situationen, og godt rustede med stearinlys gav vi os i kast med at stege and og brune kartofler, selv om solen bagte lystigt ned og temperaturen holdt sig på godt 30 grader. Takket være Frøken Jensen blev min rødkål fin, selv om den brandte på, lige da jeg kiggede væk et kort minut, og Trines brunede kartofler smagte også fint, selv om de ikke var så brune (Frøken Jensens råd i den situation: brug kulør – og hvor får man så lige det i Bolivia?), og Jakobs brune sovs smagte også rigtigt godt, selv om der kom en ordentligt gang maizena-mel i (førstegangs-fejl!), og dåse-fløden til at starte med lovede dårlige resultater (heldigvis kan en god flaske rødvin bedre meget). Og desserten som vi måtte stemme om, blev til risengrød, da ris a la mande med dåsefløde ikke var en stemmesluger, og Sônke desuden er overfølsom for nødder. Den stod så lige lidt for lang tid i dynerne, og da der ikke er mandler i Bolivia, måtte vi så bruge en paranød som mandel. Men ellers så havde vi en dejlig middag i stearinlysenes skær. Og det var også meget stemningsfyldt at gå om juletræet og synge det bedste, vi havde lært (vi måtte vælge 1 sang hver), og stakkels Holger troede, at vi skulle lege og blev ved med at hoppe op ad os, men da vi først var holdt op med at grine over, hvor dårligt vi sang, og hvor åndssvage vi måtte se ud for bolivianerne, så gik det rigtigt godt.

Første juledag var vejret vendt til det dårligere, med overskyet himmel, regnbyer og blæst – dog stadig en 15-20 grader, men det havde vi egentlig slet ikke noget imod, for det virkede så dejligt dansk. Inger og Trine var nede at se krybespil i kirken med levende dyr, mens Jakob og jeg legede med vores julegaver. Jeg har fået en flot lyserød gris af Trine, der synger en lille sang, hver gang man kommer en mønt i. Og så fik vi spillet lidt Pictograma, der er tegn og gæt på spansk og Trines julegave fra alle os andre. Det gik ganske godt med lidt hjælp fra ordbogen. Der var stadig ikke elektricitet, men selvfølgelig kun på vores net, der også inkluderer hospitalet, så derfor kunne vi så for anden dag kigge over på genboen, der frækt blærede sig med sin elektricitet ved hjælp af blinkende lyspærer udenpå bygningen. Til gengæld var der så heller ikke nogen telefonlinjer i byen.

Anden juledag fortsatte, hvor den første slap op. Dårligt vejr, ingen strøm og ingen telefon. Ingen mulighed for at holde de aftalte ringetider hjem til Danmark og med dem fra Azurduy, og slet ingen julemusik eller mulighed for en video i regnvejret.

Heldigvis kom der telefon den 27. så vi kunne ringe til Sucre og høre om dem fra Azurduy havde det godt og om de stadig ville besøge os. De skulle have været ude hos os om aftenen, men deres bil var brudt sammen på vejen, og de var kørt fast inde midt i en lille by lige midt på plazaen, hvor en masse fulde bolivianere havde stået og set dem blive trukket fri af en lastbil. Inde i Sucre havde de fået afleveret bilen til vores mekaniker, der havde lovet at gøre den færdig sammen dag, men da de så skulle hente den, var der lukket og slukket, og de havde måttet snakke godt for en portner for at få åbnet. Da de så skulle til at køre, var tanken fuldstændig tom, ja og selv med benzin så ville bilen ikke starte, så de vidste slet ikke, om de kunne komme ud til os.

Det blev vi jo kede af at høre, men den 28. sent om aftenen kom de alligevel, Thomas, Lone, Stine og Morten, og så var vi klar til dansk julefrokost og en San Lucas-Azurduy racquet-turnering. Der var ikke nogen klar vinder på pigesiden, men desværre har Thomas og Morten vundet håne-retten over San Lucas indtil næste kamp mellem de 2 projekter. Forhåbentligt bliver det i slutningen af januar, så det er kun for en kort periode! Julefrokosten var med Tuborg Julebryg, sild, rugbrød, remoulade og alt muligt andet, med den store finale bestående af pakkeleg med ting købt i San Lucas eller Azurduy. Det var virkeligt nogle dejlige gaver, og der var især rift om, hvad der viste sig at være en stang dynamit (til at fiske med) og en stor legetøjs-lastbil. Men det var rigtigt hyggeligt at have besøg og spise til den store guldmedalje sammen med de andre – og så havde vi jo også nogle at dele vores elektricitetetsløshed med!

Bryllup

Lige efter vi var kommet ud til San Lucas igen var vi inviteret til bryllup. Vores vaskekones datter, Teresa skulle giftes, og så var vi jo blevet inviteret. Faktisk har der i lang tid været tvivl om, hvad der skulle ske med de 2 unge, for hele miseren startede sidste år, da Teresa blev gravid, og Ruben flygtede til Tarija, og hans tanter nægtede at fortælle, hvad der var blevet af ham. Men nu er lille Alex for længst født, Ruben har anerkendt faderskabet, og de bor nu også sammen. At hovedpersonerne er henholdsvis 17 og 18 år, ikke har nogen penge at leve for og dertil lidt dystre fremtidsudsigter, ja det gør kun historien så meget desto mere boliviansk.

Men i hvert fald så skulle der være bryllup, og i Bolivia har man den tradition at vælge padrinos (= gudforældre). Meget uskyldigt i sig selv, men her er der padrinos til enhver festlig lejlighed, og æren består primært i at skulle betale for et eller andet til festen. Hvis man er bolivianer må dette jo principielt gå op, for på et eller andet tidspunkt skal man jo selv giftes, bliver student, født eller et eller andet, men er man gringo, så er det en tab/tab situation, da vi jo aldrig beder nogen om at være padrinos for os. Men okay, de har ikke så mange penge, og så ville vi bare give en lidt mindre bryllupsgave. Så Jakob og jeg blev padrinos for bryllupskagen!

På selve dagen skulle brudeparret så have været hos notaren, men de havde glemt at bestille tid hos denne, så det måtte blive en anden dag, så brylluppet startede direkte nede hos Rubens tanter (ja, de onde!) – og selv om vi fulgtes med det vordende ægtepar, så kom vi alligevel som de første og blev bænket inde i festrummet, mens familien og venner gjorde klar. Der sad vi så mutters alene til højbords med et glas chicha (= klam gæret majsdrik), som vi prøvede at drikke hurtigst muligt. Langsomt kom der flere og flere gæster, men efter at have hilst på brudeparret, os og hinanden, så skyndte de sig alle sammen ud for at hjælpe med forberedelserne, og så sad vi igen alene med vores chicha.

Jakob var ikke med, da han behændigt havde fået et maveonde, så IMCC blev repræsenteret af Inger, Sönke (der var padrinos for maden), Trine og jeg. Da Inger og Sönke var hoved-padrinos for brylluppet, så var det selvfølgelig mest dem, som der skulle skåles og hilses på, men vi sad da alle sammen ved det eneste bord i lokalet sammen med brudeparret, og det hele var meget boliviansk, for når man har fine gæster, så skal de helst sidde alene, mens man selv sidder ude i køkkenet og laver mad og snakker med familien. Det var lidt den samme oplevelse denne gang!

I hvert fald var det en lidt trist affære, og brudens familie kom meget sent til brylluppet, og der var tydeligt et eller andet galt, som vi selvfølgelig ikke helt kunne greje, da det meste af samtalen foregik på quechua. I hvert fald var vi de eneste, der sad og skålede og dansede i ny og næ, og til sidst føltes det ærligt talt lidt mærkeligt. Heldigvis kunne vi da snakke med os selv, og da Inger og Sönke hver fik serveret en kæmpe skål med chicha, med 2 okser nede i (skal symbolisere frugtbarhed), som de skulle skynde sig at tømme, ja da sad Trine og jeg og grinte godt og grundigt, for det var heldigvis ikke os!

Og da jeg som padrina for bryllupskagen, der kostede uhyrlige 150 bobs og var ved at falde sammen med jævne mellemrum, fordi bageren ikke lige havde haft helt tjek på forholdet mellem meget tynde og høje søjler og 3 lag kage, var det også lidt komisk og mærkeligt at skulle gå rundt at dele kage ud til at alle gæsterne. Jeg fik også taget billeder (vores bryllupsgave var billeder fra begivenheden) af Teresa og Ruben, der tvangsfodrede hinanden med kage - ja så kom der endeligt lidt liv over forsamlingen, og af alle de andre traditionelle indslag, som et boliviansk bryllup består af.

Da kl. var 7 om aftenen gik vi tilbage til San Lucas, efter godt 10 timers bryllup, og der fik vi talt lidt om de danske traditioner og om forskellene, og om hvor mærkeligt, det er at skulle være dem, der sætter gang i det hele (der er padrinoernes ansvar at tage initiativ til de forskellige ting), når man ikke engang ved, hvad der skal ske og hvornår. Jeg ved ikke, om jeg morede mig, men det var i hvert fald en oplevelse! Næste dag havde vi alle sammen dårlig mave – undtagen selvfølgelig Jakob!!!

Padrinos

Ja faktisk er vi flere gange kommet i klemme i bolivianernes padrino-system, fordi vi ikke altid lige kan læse mellem linjerne. Jeg ved ikke, om jeg før har fortalt historien, men her kommer den i hvert fald igen og denne gang med lidt afslutning:

Sidst i august blev Jakob og jeg en dag inviteret til middag af det lokale gymnasie. Desværre kunne vi ikke komme, da vi skulle hente Inger og Sönke, der kom fra et kursus ude i dalområderne. Men de insiterede, så vi sagde ja tak på betingelse af, at vi ville gå tidligt. På selve dagen blev vi bænket i gymnastiksalen, og så spiste vi sammen med den ældste klasse og med de andre gringos i San Lucas – ikke en bolivianer i sigte! Vi vidste egentligt ikke, hvad formålet med invitationen var, men Jakob var sikker på, at de ville have et eller andet af os, hvorimod jeg sagde, at de bare ville invitere os og være venlige. Men efter nogle taler om vigtigheden af uddannelse fik vi overrakt et meget fint diplom (til Drs. Jakob Maraldo y Maya), og vi sagde derefter tak for mad og tog så bilen ud for at hente Inger og Sönke.

Og så hørte vi ikke noget til den historie i lang tid, og Jakob måtte indrømme, at han nok havde dømt lidt for hurtigt og for strengt, mens jeg solede mig i mit positive syn på menneskeheden og bolivianere især. I ny og næ kunne vi kigge på vores finde diplom, som hænger inde i stuen, og føle os stolte og beærede.

Men så en sen aften i San Lucas, hvor Jakob og jeg var ude at spise lokalt, fordi vi ikke gad lave mad, og Inger og Sönke var på ferie, så kom der pludselig en fremmed dame hen til os og sagde, at vi endnu ikke havde givet vores bidrag, og nu tog de jo afsted i overmorgen! Vi stillede os noget uforstående overfor den replik, da vi ærligt talt ikke kunne mindes at have set damen før, og for øvrigt så anede vi ikke, hvad hun talte om. Efter nogle afklarende bemørkninger, kom det frem, at kvinden var lærer på gymnasiet, og at vi i sin tid for 2-3 mdr. siden ikke havde givet vores bidrag til ældste klasses årlige studietur, og nu skulle de jo snart afsted. Vi kunne ikke rigtigt huske at have lovet noget bidrag, så vi forklarede, at alle bidrag gik af egen lomme og ikke var projektets penge, og Jakob og jeg hjalp altså de syge på hospitalet (- stik lige den!) istedet for alle mulige andre – og tilfældige – mennesker. Men så let skulle vi altså ikke slippe, for lærerinden fortalte, at vi jo var valgt som padrinos for deres tur, og det havde vi jo fået et diplom for, og hvis vi ikke hjalp, så måtte hun jo hente diplomet igen, hvortil Jakob koldt bemærkede, at så måtte hun jo det!

Siden har vi ikke set hende, og vi lever i frygt for, at vores diplom som padrinos for gymnasiets ældste klasse til Drs. Jakob Maraldo y Maya hænger i stuen på lånt tid......

Men heldigvis er det ikke kun os, der hopper i den slags fælder. Før jul var vi inviteret til indvielse til et wawahuasi (= slags børnehave) lidt udenfor San Lucas. Egentlig skulle jeg have været med, men pga knas med blodprøverne, så måtte vi på lynvisit til Sucre, så istedet dukkede Trine, Inger og Sönke op. Da de kom derud spurgte Trine undrende til, hvornår man egentligt holdt indvielser i San Lucas, før eller efter at huset var færdigt, og snart viste det sig også, at det fine hus egentlig ikke var helt færdigt endnu – faktisk manglede de taget, og nu var IMCC så blevet inviteret som padrinos. Der blev de overraskede IMCCere så overhængt med blomster-, brød- og tomatranker, mens der blev holdt fine taler og serveret dejlig mad. Heldigvis har Inger og Sönke været her i snart 14 måneder, så de havde taget lidt kontanter med og kunne redde sig ud af situationen med æren i behold – lidt fattigere, men en oplevelse rigere!

Og sådan kan man gå så grueligt galt i byen, når man ikke kender skikkene her i landet. Nu er vi alle blevet erfaringerne rigere, og ikke så lidt mere mistroiske overfor pludselige invitationer.

- Det var alt for denne gang fra Bolivia!

Jeg håber, at I alle sammen har haft end dejlig jul, og at I får et godt nytår.

Fra min og Jakobs side vil vi gerne sige tak for alle de mange, dejlige og indholdsrige pakker, vi har modtaget, og vi er blevet meget misundte af de andre (jeg tror faktisk, at vi er dem, der har fået flest - hæhæ!!!). Vi er godt igang med at nyde alle bøgerne, musikken (når der altså igen er strøm), baby-billederne og det dejlige slik.

Knus og kram fra Maja og Jakob på afstand