San Lucas December 2003

Så er det endelig tid til julehilsner fra de varme lande.....

Un chancho para cultivar chanchitos

(= en gris til at dyrke små grise)

Ja, der er mange måder at sige avls-so på på spansk fandt jeg ud af – og selv om hele salen skreg af grin af mig, så tror jeg, at meningen var tydelig. Grunden til, at jeg lige pludselig skulle fortælle om alvs-søer, var, at Jakob og jeg stod for vores årlige storkursus for promotorerne, og een af aftenerne viste vi lysbilleder fra Danmark.

I det hele taget var præsentationen præget af mange improvisationer, for mine landbrugsgloser er noget mangelfulde, fandt jeg ud af. Men både promotorerne og underviserne på kurset syntes, at det var rigtigt spændende at se billeder fra de kolde lande og se, hvor vi kommer fra, og hvordan vi lever. Og så gjorde det ikke noget, at billederne var taget engang i 70erne, og at rækkefølgen var lidt rodet. Det var også ret sjovt at høre deres kommentarer og spørgsmål til alle billederne – og hvor meget er det så lige 1 kg svinekød koster i Danmark?

Kurset gik fint bortset fra, at der kun kom 1/3 af de mulige promotorer til kurset, hvilket jo var lidt af en skuffelse, når nu vi havde brugt så meget tid på planlægningen. Men for de, der kom, tror jeg, at det var et godt kursus – og det er jo det vigtigste i sidste ende.

Og selv om alting gik godt, så var det også lidt hårdt at skulle være “praktiske grise” for både undervisere og deltagere, så da det endelig var overstået, så var vi lidt trætte af bolivianere og folk fra Palacio Tambo (stedet hvor vi holdt kurset).

Heldigvis var der ferie at se frem til……

Ferie

Vi havde Karin og Christian, der begge er læger og tidligere IMCCere, på besøg i slutningen af november, og det var helt og aldeles fantastisk at være sammen med nogle venner fra Danmark og så få lov til at vise Bolivia frem for dem, for de havde heldigvis ikke rejst herovre før.

Vi hentede dem i Sta. Cruz nede i lavlandet, hvorefter vi kørte ud for at se nogle misionskirker, der ligger på grænsen af junglen. Der er 6 kirker i alt, men vi så kun de første 2. Kirkerne er bygget af jesuitterne, der arbejdede i området i starten af 1700-tallet, og deres samarbejde med indianerne var helt unikt, idet de rent faktisk ikke udnyttede dem, men mere indgik i en form for arbejds-symbiose. Desværre blev jesuitterne smidt ud af de spanske besiddelser i slutningen af 1700-tallet, og derefter gik det jævnt ned af bakke i området. Tilbage står nogle helt fantastiske kirker bygget af kæmpemæssige træstammer og dekoreret med farver fra områdets natur. Kirkerne er nu erklæret World Heritage Site, og først for nyligt er de blevet færdigrestaureret. Det var i hvert fald en kæmpe oplevelse at se kirkerne og forestille sig en indianer, der kommer lige fra junglen og ser dem for første gang engang for ca. 300 år siden…..

(- se evt. filmen “The Mision” med Robert de Niro og Jeremy Irons om kirkerne, indianerne og jesuitterne)

En del af ferien var også at sidde inde i landcruiseren på de lange strækninger sammen med Karin og Christian og snakke og ikke mindst køre gennem flest mulige vandpytter og måle vores landposition med Jakobs GPSer og så sammenligne resultatet med kortet og regne ud, hvor upræcist kortet var. Det var en meget drenget oplevelse, hvor der var køre-ret og ikke køre-pligt………

Halvanden uge tilbragte vi sammen, og det var hyggeligt og rart. Vi fik spist en masse god mad og drukket noget boliviansk vin, der ikke var helt så dårlig, som Karin og Christian  havde frygtet. Og så fik vi også vist Holger og San Lucas frem, samt endeligt besøgt de berømte dinosaur-fodspor lidt udenfor Sucre.

Vi henter Trine

Ja, nu er hun kommet herned.

Trine skal afløse Inger og Sönke, og vi 3 skal være sammen i det næste halve år, indtil Jakob og jeg skal afløses og hjem til Danmark. Og vi var naturligvis meget spændte på, hvordan det nu ville gå, og om Trine nu også var en sød pige.

Heldigvis for os, så er Trine en rigtig sød pige, og vi er lige kommet tilbage fra La Paz, hvor vi har ordnet papirer og været på ryste-sammen-tur. Vi var på vandretur, og der var masser af tid til at snakke og grine sammen og fortælle lidt om vores liv. Trine har heldigvis masser af humor, og både Jakob og jeg tror på, at vi nok skal få det godt sammen ude i San Lucas, indtil videre har der i hvert fald ikke været nogle problemer.

Vi tog på en vandretur, der hedder El Choro trail, hvor man går fra 4800 m. og ned til 1300 m. til en by, der hedder Corioco, (hvor vi også cyklede til i sin tid sammen med Inger og Sönke), der ligger på grænsen til Yungas (jungle-område), der er La Paz spisekammer, og der hvor de dyrker coca-blade.

Det var en vildt flot tur, hvor vi virkeligt kunne se forskellen i vegetationen efterhånden, som vi faldt i højden. Hvor vi startede med at møde en lamaflok, og sluttede med at blive voldsomt forbidt af nogle onde, blodsugende insekter. Vi fulgte en flod hele turen, og om natten kunne vi høre flodens brusen og insekternes summen. Endnu engang blev vi enige om, at de sagtens kunne have filmatiseret Ringenes Herre her i landet, så mange, flotte og forskellige naturoplevelser, som Bolivia byder på.

Det var nu også en hård tur, og den sidste dag havde jeg rimeligt ømme knæ og lårmuskler – og så var det jo godt at vide, hvilke muskler jeg var øm i, så al min anatomilæsning ikke har været helt forgæves……

I hvert fald er det ret hårdt at gå nedad i 3 dage, selv om det selvfølgelig er bedre end at gå op ad, og tilsidst drømte vi om dejlige, kolde bade og massage udført af flotte, mørke og mystiske mænd – eller måske var det kun Trine og jeg, der drømte om det sidste….!

Vi havde 2 overnatninger i Coroico, hvor vi primært slappede af, så meget at vi blev helt restløse af det, og så tog vi turen tilbage til La Paz ad verdens farligste vej, som dog ikke virkede særligt meget farligere, end noget af det San Lucas kan præstere.

Julen

Og nu er vi så her i Sucre igen, fordi vi skal holde halvårsrapport for sundhedsmyndighederne imorgen sammen med Azurduy (vores søster-projekt). Normalt er det først i januar, men Tejs og Kathrine fra Azurduy skal rejse allerede på mandag (de blev udsendt tidligere pga. sygdom), så vi holder det lidt tidligere i år. Jakob og jeg skal også sige nogle bevingede ord om de planlagte aktiviteter i 2004, så vi har også måttet forberede lidt.

På mandag skal vi til julefrokost sammen med Danida-folkene her i Sucre, så vi skal rigtig mænge os med beslutningstagerne her i Bolivia – og så er det jo meget rart også lige at møde de andre danskere.

Men dette er det første julearrangement fra vores side her i december, der har været fyldt med restaurationsbesøg i La Paz, brændende sol og meget varme dage. Vi er ikke særligt meget i julestemning, og vi bliver kun mindet om julen af mailsne fra venner og familie, der inviterer til juleglögg og æbleskiver – spise som bestemt ikke frister i varmen. Men til de bekymrede, så kan vi berolige med, at vi har fået tilsendt en del pakker med julepynt, og vi er fyldt op med marcipan og nougat og julemusik med Keld & Hilda Heick, og Trine har haft kirsebærsovs med fra Danmark. En and kan vi bestille hos slagteren, og resten skulle kunne undværes eller udskiftes med anden, lige så god mad. Ja og sidst men ikke mindst, så har vi vetoet Sönke, så vi nu også skal købe et plastik-juletræ – Jakob vil gerne have et hvidt træ, men jeg tror nu nok, at vi nøjes med et grønt. I juledagene kommer Azurduy og besøger os, og så skal vi sammen holde nytår herinde i Sucre – og så vil den jul være gået.

Det var alt for denne gang fra Bolivia. Vi kan desværre ikke nå at lægge billeder ud på nettet, fordi vi er så mange herinde i huset (11 stk) – så I må vente til omkring nytår til at se feriebilleder og andet, til gengæld kan vi så nå at få julen med.

Mange hilsner fra Maja (og Jakob)

- og glædelig jul og godt nytår til jer alle sammen, hils familie og alle de andre vi kender derhjemme……..