San Lucas November 2003

Tiden er gået...

Besøg i Azurduy

Midt i september var vi ude at besøge projektet i Azurduy, hvor vores søster-projekt ligger. Det var dejligt at se dem alle sammen igen, og det var virkeligt sjovt at se, hvordan de bor og lever derude, når vi nu har hørt så meget om byen og projektet.

Azurduy-projektet er lidt over 10 år gammelt, så de har et andet arbejde end os i San Lucas og helt andre problemer. De projekter, som vi så småt er ved at starte op, har kørt i flere år i Azurduy, og at se og høre om det alt sammen gav et lille indblik ind i ”vores” fremtid, omend vi ved at lære af deres erfaringer måske kan undgå fejltrin, og så kan vi jo endeligt også blive inspireret af hinandens ideer. Vi har i hvert fald besluttet at have, og arbejder på, et tættere samarbejde mellem projekterne.

Azurduy ser også helt anderledes ud end San Lucas. Hvor San Lucas mest består af 2 parallelle veje, hvoraf man har dristet sig til at kalde een af dem en avenida, så er Azurduy mere rund og tæt, fordi den ligger nede i en dal. Der er også mere frodigt og varmt, vist mest fordi byen ligger 300 m. lavere en San Lucas, ja og så har de rigtige heste og en hel gade, hvor de producerer chicha, der er en gæret (og tygget!! adr!!) majsdrik, som de heldigvis ikke drikker så meget af ude i San Lucas.

Også deres hus er helt anderledes end vores, og hvis jeg må være lidt partisk, så er vores hus lysere og større end deres, hvorimod deres have er helt, helt anderledes. Haven er ca. dobbelt så stor og bærer præg af at blive plejet og nusset i 10 år, de har virkeligt mange krydderurter og frugttræer, og så har de den dejligste græsplæne, som vi aldrig vil kunne opnå ude på vores tørre, afsvedne jord.

Men på trods af alle forskellighederne (eller måske på grund af dem?), så havde vi nogle dejlige dage med tour de chambre i huset, projektsnak, sightseeing i Azurduy, køretur i omegnen og ikke mindst flere, svidende nederlag på racquetbanen, og vi glæder os allerede til at få besøg af ”dem fra Azurduy”, når de nye kuld udsendte kommer til Bolivia.....

– ikke mindst fordi vi håber, at Morten og Stine (der skal til Azurduy) er rigtigt elendige til racquet, imodsætning til de hvide Williams-søstre Kathrine og Lone, for så har vi måske en chance for at vinde bare en enkelt kamp!

Entrega i Malliri

Ja, hvad er nu lige det? Og hvor er det?

Til dem, der ikke lige kender San Lucas geografi, (- og hvem gør ikke det?), så er Malliri en by, der ligger sådan midt i kommunen, 1 time fra San Lucas. Det er et meget stærkt organiseret område i forhold til resten af kommunen, hvor beboerne kender deres værd og stiller mere eller mindre rimelige krav til borgmesteren og byrådet. Der bor ca. 1500 i området, og selv om de mener sig berettigede til et helt hospital, så har de dog kun fået gennemtrumfet bygningen af en ny sundhedsposta.

En entrega er en indvielse af bygningsværker, og der findes 2 slag - provisional og definitiva. Ved den første tager man ud og ser på bygningen, finder eventuelle fejl og mangler samt fastsætter en dato for udbedringen af disse, hvorefter man så kan holde den endelige indvielse, entrega definitiva.

Vi var inviteret til entrega provisional, (selv om de i Malliri mente, at det var definitiva), fordi IMCC sammen med kommunen har financieret sundhedspostaen. Vi var inviteret til kl. 10 om morgenen, og vi var lidt spændte på, hvad der mon skulle ske, for vi har aldrig prøvet at være til stede ved en indvielse før. Vi anede dog, at det var noget med mange taler og et blæseorkester af tvivlsom kvalitet....

Da vi ankom til Malliri, var vi selvfølgelig de eneste. Håndværkerne gik og ryddede op i byggerodet, og kontraktøren vaskede gulvet for, at det skulle se fint og rent ud inde i postaen. Efter lidt tid begyndte de også at puste balloner op og sætte dem fast på en snor hele vejen rundt om bygningen. Håndværkerne mente, at indvielsen først skulle begynde kl. 12. Så havde vi jo masser af tid til at se Malliri og den nye posta. Det er faktisk en meget fin posta med dejlige, store vinduer og lyse rum, og vi følte os helt stolte! Bagefter gik vi ned på den gamle posta og talte med sygehjælperen – og sikken en forskel!

Pludselig kom borgmesteren og hele hans følge. De var sikkert også blevet inviteret til kl. 10, men kom så bare 1 time senere, i hvert fald råbte borgmesteren op om, at han slet ikke havde tid til at stå i Malliri og blomstre, og hvis ikke indvielsen begyndte lige nu, så ville han tage bilen og køre med det samme! Det var faktisk helt sjovt at se på alt postyret, borgmesteren er åbenbart en helt, lille konge i San Lucas (ligesom Per Stig i Bolivia!), og vi snakkede lidt om, hvorvidt det er det samme i Danmark. Og så forsvandt han – jeg tænkte, at han måtte være kørt, men da alle endelig, 2 timer senere, var samlet, dukkede han op, dog lettere rødøjet og tydeligt beruset! Hvor han havde siddet og drukket i de forløbne timer, ved vi ikke, men det var i hvert fald et effektivt sted!

Men endelig var alle autoriteterne, gringos, borgmester, sygehjælper og landsby samlet, og akkompagneret af et lille blæseorkester udlånt af skolen kunne indvielsen begynde. Alle fik lov at holde en tale – også Jakob på vegne af IMCC, og med lidt trut-trut indimellem gik det hele behørigt til, og da der skulle slås 2 ølflakser i stykker på en sten for at indvie postaen, fik Jakob lov til at svinge den ene og sige ”på vegne af IMCC ønsker jeg at smadre denne flaske!” - måske ikke lige den bedste formulering, men meget passende.....

Da flaskerne så var smadret, blev der kastet med konfetti og  pustet terpentiner, primært på Jakob og jeg, og alle, der var noget, fik en krans med brød, tomater og appelsiner om halsen. Jakob og jeg havde hver mindst 5 kranse om halsen, og min nakke var ved at knække helt sammen under vægten. Bagefter var vi meget i tvivl om, hvad vi skulle med alt det brød, men borgmesteren og kommunens folk pakkede deres brød ind i bilen og tog det med hjem. Jeg tænkte først, at vi måske skulle bruge brødet til festmåltidet bagefter, for det er jo fattige folk, og der var meget brød, men nej, vi skulle da beholde det altsammen!

Bagefter skulle vi alle sammen, også orkestret, op på skolen, hvor der blev serveret mad, og samtlige foreninger, kvindegrupper, skolen og bondeforeningen havde stegt deres egen gris, så der var en 5-6 stykker at tage fra af. Jakob og jeg fik selvfølgelig mad først, og så sad vi der med hvert vores ½ kg svinekød og utrolige mængder kartofler og mote (majs), og da man ikke bruger kniv og gaffel ude på landet, men klør-fem istedet, ja så var det svært at bevare elegancen, og tilsidst havde vi svinefedt over hele hovedet. Men det havde alle de andre heldigvis også!

Kl. 7 om aftenen tog vi hjem, da havde vi tilbragt hele dagen i Malliri, hørt mange taler og bolivianske marcher, drukket en hel del singani og fortæret en halv gris - men i Malliri skulle festen først rigtigt til at begynde........

San Lucas-dagen

Den 18. oktober er det San Lucas festdag, og det er den største fest overhovedet herude. Desværre blev de nødt til at aflyse festen, da der var blokader, og i dagene herefter var der mange rygter om, hvornår den så skulle afholdes. Selvfølgelig blev det endeligt bestemt i sidste øjeblik, og det endte med at blive tirsdagen efter selve dagen. Der var lagt op til det helt store med et band inde fra Sucre og Entrada på plazaen. Til dem, der ikke lige ved, hvad en entrada er, så er det et optog af forskellige grupper, der danser forskellige danse fra hele Bolivia.

Vi var dagen før blevet spurgt, om vi ville være med til at danse sammen med Esperanza (anden NGO i kommunen), og det ville vi da godt. Vi skulle danse en traditionel dans fra Tarabuco (område berømt for sine tæpper etc., 1 time fra Sucre), og der skulle komme tøj udefra til os. Aftenen før skulle vi øve, og vi var selvfølgeligt lidt nervøse over at skulle danse en kompliceret dans, men heldigvis var der dog aftalt tid til at øve og koordinere.

For drengene gik det meget nemt at øve. Alle mændene var af den opfattelse, at dansen skulle holdes så simpel som muligt, og med lidt alkohol i blodet, så skulle det nok alt sammen gå. En dejlig holdning, som Jakob og Sönke gik helt og aldeles ind for.

For kvinderne var det til gengæld ret meget sværere at koordinere. Med fare for at lyde lidt kategorisk, så er bolivianere ikke særligt gode til at lære fra sig og videregive informationer. Der var 3 kvinder, der kunne dansen, så vi havde 3 ledere af gruppen, der nærmest dansede hver deres dans og ikke kune blive enige om koreografien. Fremfor at kunne noget grundigt udvidede de hele tiden trinene og talte om de ”figurer”, som skulle indgå. Ahh, frustration!!!! Jeg var lige ved at tale med store bogstaver, men opgav og indstillede mig på at blive godt og grundigt til grin næste dag, dog heldigvis ikke som den eneste. De kunne dog godt indse, at det var nødvendigt at øve lidt mere, så vi aftalte at mødes kl. 7 næste morgen.

Næste morgen mødte jeg så op kl. 7.30 - som den eneste! Selv Inger dukkede ikke op, rigere på lignende erfaringer som hun jo er. Men tøjet var ankommet, så vi gik ned på Entel (telefonkontoret) for at dele det ud til alle de dansende og selvfølgelig få det flotteste, når nu vi var de første. Igen rådede kaos over uddelingen, da 7 bolivianere skulle tælle alt tøjet 5 gange hver og sprede det ud over hele rummet. Igen var jeg lige ved at blive irriteret, men med Inger, Sönke og Jakob ved min side var jeg tvunget til at beherske mig. Men vi fik da vores tøj og traskede så tilbage til huset for at vente på, at det hele skulle begynde.

Pludselig fik vi så at vide, at nu skulle vi øve – og med tøj på. Så vi tog tøjet over armen, klædte om på Entel, og gik ned i den anden ende af avenidaen for at øve os. Det lyder så simpelt, men er meget lettere sagt end gjort. Tøjet fra Tarabuco indebærer nemlig, at drengene skal have en slags plateau-sko af træ på med nogle sporer, der er meget store og meget larmende. Vi øvede i meget kort tid og for pigernes vedkommende fik vi kun nogle kortfattede, mundtlige beskeder.

Derefter var der et godt stykke tid, til vi skulle danse, da vi var nr. 9 i optoget, men det var ret sjovt at se alle de kendte ansigter danse dansene fra Ch’utillos i Potosi med flotte dragter og koncentrerede ansigter, hvor sveden drev ned af kinderne, for selv om nogle af kostumerne var tunge, så var det også den hidtil varmeste dag, og solen bagte ubønhørligt fra en skyfri himmel.

Og så blev det endelig vores tur, og i sidste øjeblik fik vi de sidste instrukser, og vi dansede på livet løs på plazaen. Med en ikke ringe stolthed må jeg sige, at det gik fantastisk godt. Vi var 30, der dansede (drengene hoppede mere) rundt og svingede med tørklæder, og på magisk vis lykkedes det os at koordinere en fælles udgang, hvor drengene og pigerne gik arm i arm. Bagefter blev der klappet og råbt, og vi fik taget gruppebilleder og drukket en velfortjent øl. Og så skulle der festes! Vi gik alle sammen over på Rico Pollo (lokalt spisested), fik lidt mere velfortjent øl, og dansede og dansede vores dans i een uendelighed. Og vi lovede hinanden, at næste år skulle det blive endnu større og endnu bedre! Vi var en fest i festen og tiltrak flere, andre dansende.

Sent på eftermiddagen skiftede vi tøj og så på resten af optogene og boderne. Derefter var der en pause i arrangementet, hvor vi havde en meget dyb diskussion med en af lægerne på hospitalet og frelste verden. Og så blev det endelig tid til det allervigtigste: Kåringen af Miss San Lucas 2003.

Det foregik på skolen i en stuvende fuld sal, hvor skolens podie var blevet forlænget af borde til en rigtig catwalk. Vi kom lidt sent, så der var få stole tilbage i salen, men heldigvis kunne vi flotte os og købe et bord lige ved podiet (og højtalerne), hvor der hørte en flaske singani (den lokale brændevin) med. Vi delte bordet med Matty og Saskia, et hollandsk par, og Jessie fra USA. Desværre var IMCC ikke repræsenteret på trods af rigelige opfordringer, primært fra Jakob og Sönke.

Det var godt nok en meget aparte oplevelse. Der var 5 repræsentanter fra forskellige organisationer og de dystede i 3 kategorier: national dragt, badetøj og galla. De var meget unge, og selv om man skulle være 16 for at deltage, så syntes jeg ikke, at de lignede nogle på en dag over 14. Det var klapsalver og tilråb fra de ret fulde tilskuere, og at se pigerne i badedragter var utroligt komisk, når man tænker på, at de højst sansynligt aldrig har haft muligheden for at bruge dem.

Ind imellem de 3 kategorier var der dans, så deltagerne kunne nå at skifte, og da vi sad ved et af bordene skulle vi selvfølgelig også danse foran hele salen til spansk tekno-rap krydret med lidt Ace of Base i ny og næ. Det var gymnasiefest-deja-vu. På et tidspunkt var vi endda i en dansekonkurrence med CETA-ITALY (landbrugsorganisation, støttet af Danida, som navnet jo antyder!), og Matty, Saskia og Jessie var også Los Daneses, hvilket vi fik meget sjov ud af. Der blev danset og drukket rigeligt med singani (- nogle drak mere end andre, Jakob og Sönke!). Miss San Lucas blev kåret, det blev vores chaufførs datter, og vi var selvfølgelig oppe på podiet og ønske tillykke.

Næste dag var vi alle lidt matte.

Tarija

Vi er lige kommet hjem efter en forlænget weekend i Tarija, som ligger i det sydlige Bolivia. Bolivia er det område, hvor al den famøse gas befinder sig, og så er det også Bolivias vindistrikt. Området ligger kun i 2000 m. højde, så det er meget varmere, end der hvor vi normalt færdes, og så er det kun 6 timer fra San Lucas.

Vi tog afsted sammen med Tajs og Kathrine fra Azurduy-projektet, og vi glædede os rigtig, rigtig meget til at holde lidt ferie og slappe af. Efter at vores storkursus ev aflyst har det nemlig været lidt trægt med engagementet ved tanken om at skulle lave alt arbejdet een gang til!

Det var bagende varmt, da vi ankom til Tarija, så vi skyndte os at tjekke ind på et dejligt hotel med swimmingpool og kabel-tv på værelserne. Det lyder meget overfladisk, men hvor er det altså vildt fedt at komme til at ligge ved en pool med en sol, der er ikke branker een på 5 min., og så tænde for et fjernsyn og kunne vælge imellem 30 kanaler! Vi nød det i hvert fald til fulde.

Tarija har (ifølge guidebogen) 90.000 indbyggere og er derfor halvt så stor som Sucre, hvilket gør den til en lille, hyggelig by, der alligevel har indbyggere nok til flere, gode restauranter og cafeer. De er også rimeligt velstillede i Tarija pga. alle vingårdene, og vi så utroligt mange 4-hjulstrækkere og unge mennesker med mobiltelefoner og penge at bruge.

Igen overfladisk, men hvor er det dejligt at sidde ude om aftenen til kl. 12 på en fortovscafe, få dejlig mad og se på alle de store biler, der cruiser rundt om plazaen! Ja, man er vel blevet et lille-by menneske.........

Men det bedste ved Tarija var næsten vinen. Vi besøgte 2 bodegaer (vingårde), Campos de Solana og Concepcion, og selvfølgelig blev vi begge steder ”desværre” nødt til at købe lidt vin som tak for besøget og deres tid – sikken en opofrelse! Og da der var minibar på hotellet, ja så var der jo lige plads til at have en hvidvin på køl til om eftermiddagen og drikke den efter at have solet sig ved poolen og taget en dukkert. Ja, vi fik både spist og drukket rigeligt, så nu må vi nok på slankekur og afvænning herude i San Lucas.