Sucre, Bolivia den 14. september 2003

Demokrati og scenskræk

Det lugtede ikke godt inde i skolens mørke fællessal hvor 200-300 vrede bønder var forsamlet. Som altid når der er samlet mange bønder på samme sted, er der en kvamlende sødligt, næsten hashagtig lugt af cocablade blandet med stanken af fattigdom-uvasket tøj, urin og sved.

De var kommet fra hele San Lucas kommune (50.000 indbyggere på størrelse med fyn), nogle havde sikkert været flere dage undervejs, for at overvære borgmesterens fremlægning af kommuens hidtidige håndtering af budgettet og de var langt fra tilfredse. Selvom de meste foregik på quechua, var jeg som tilhører ikke et øjeblik i tvilv om at det ikke var rosende ord der blev sagt. Der manglede veje, skoler, sundhedposter og rent drikkevand, hvorfor havde nogle områder fået mere end andre og hvad havde kommuen tænkt sig at gøre ved det. Det var simpelthen nærdemokrati i sin reneste og mest kaotiske form, hvor begreber som langsigtede stategier og overordende målsætninger for hele kommuen måtte vige til fordel for klare lokale hensyn. Borgmesteren forsvarede sig på livet løs, og fik ofte med held lagt skylden over på udefra kommende faktore og kom med mange løse løfter om at han i den nærmeste fremtid ville ordne sagerne.

Der sad de med deres små sorte hatte, bildækssandaler og vejrbidte furede ansigter og brokkede sig og krævede deres ret, kæmpende for deres egen lille landsby. Jeg fik det indtryk at de fleste ikke rigtigt var klar over at pengede skulle komme et sted fra, at skole og veje ikke bare kommer ud ad den blå luft, men skal finansieres enten med skatter, lån eller hjælp fra andre lande. Og skatter er det ikke mange som betaler i San Lucas.

Helt foran, oppe mod scenen, siddende på det hårde cement gulv sad der nogle enkelte kvinder, fuldstændigt omgivet af deres børn, som legede, ammede og græd mens de kravlede rundt på deres mødre. Kvinderne blandede sig ikke i debatten, de holdt sig som altid i baggruden travle med at fodre og passe deres beskidte børn.

Og i alt det stod jeg, med bankende hjerte og kvamle pga. stanken og skulle holde en tale, på spansk for første gang. Jeg var nervøs som om jeg skulle til eksamen, og gennemgik endnu engang mine i stor hast lavede transparenter.

IMCC skulle sammen med hospitalet i San Lucas fremlægge deres tal og vise hvor mange procent af de planlagte aktiviter som var nået på årets første 7 måndeder. Tallene var ikke gode, vi har kun brugt ca. 30% af det i 2003 afsatte beløb. Ikke fordi vi ikke gerne vil bruge de penge som DANIDA har været så venlige at overlade i vores uerfarne hænder, men simpelthen fordi det er svært at bruge penge når man skal gøre det i et tæt samarbejde med nogle institutioner, bystyret og hospitalet som ikke fungerer optimalt.

Vi har sat et relativt stort beløb af til, det der med et fint ord, hedder investeringer i sundhedsinfrastruktur, hvilket konkret er medicinsk udstyr til sundhedsposterne og hospitalet og fysiske forbedringer som latriner og rent vand til sundhedsposterne. Problemet med disse investeringe er at vi udfører dem sammen med bystyret og at bystyret skal betale deres del af investeringerne og udføre den tekniske del af arbejdet, f.eks lave de nødvendige tegninger til konstruktionerne. Det er en langsommelig og til tider umulig proces at få bystyret til at gøre deres del af arbejdet, der skal virkelig lægges pres på borgmesteren og hans ingeniør før de udfører det arbejde som vi har aftalt at de skal udføre. Jeg har ofte svært ved at finde energien til at gentage mig selv og har leget med tanken om at overlade det til dem at overholde deres aftaler, med den konskevens at investeringerne ikke bliver udført og at vi derfor kommer til at sende en del penge tilbage til DANIDA. Taberne i dette spil bliver brugerne af sundhedsystemet, og dermed den fattige landbefolkning vi så gerne vil hjælpe, men vores muligheder er begrænset når den politiske vijle ikke er til stede.Dybest set er bystyret nød til at tage et ansvar for deres egne borgere og ikke overlade det til en tilfældig flok danskere.

Jeg kan godt frygte at vores tilstedeværelse er med til at skabe et afhængighedsforhold til udenlandske organisationer og deres resourcer og at man derved fratager bolivianerne  ansvaret for deres eget liv og deres egen befolkning. Hjælp kan medføre hjælpeløshed, derfor skal aben nødvendigvis side hos bolivianerne.

Umiddelbart før jeg skulle holde mit oplæg havde borgmesteren forklaret den manglede vandforsyning til en sundhedspost med at IMCC havde været på ferie og at det derfor ikke havde været muligt at starte byggeriet. Vi havde ikke været på ferie, overhovedet ikke, men flere gange forsøgt at få oplysninger om hvad der egentligt skete med det vandforsyningsprojekt. Vreden over bormesterens bemærkning gav mig den nødvendige energi til at gå frem på scenen og meget klar udtryke min utilfredshed med bystyrets arbejdsevne, det er svært at være diplomatisk på et sprog man ikke hersker perfekt og når man samdig skal råbe budskabet ud for at alle kan høre det. Mit budskab var primært rettet mod borgmesteren, men han, opdagede jeg senere, stod uden for og nød en cigaret.

Det er som et lille eventyr at være hernede, udsigten fra vores store og lyse værelse er betagende, vi er omgivet af bjerge og over os er der en klar, lys og blå himmel, som havde man taget den dybeste blå farve man kunne finde og anbragt den der. Landskabet er med sine dybe dale og høje bjerge storslået og dramatisk. Frodigt og grønt er her ikke, landskabet er med sine høje kaktusser, tjørnebuske og klipper barskt, tørt og ugæstfrit, som taget ud ad en westen. Spredt omkring ligger der nogle små jordfarvede huse bygget af tørret mudder (adober), hvor bønderne slider for at pine bare nogle få afgrøder ud af deres tørre og stenfyldte jordre. Noget af det bedste et at sidde bag rettet i vores store 4-hjulstrækker og mærke de 4500 cm³ summe stabilt og lystigt under hjelmen mens landskabet passerer forbi. Jeg har indtil nu ikke troet på at man kunne blive så begjestret for en bil, men jeg har aldrig siddet i et bedre køretøj og tanken om at komme hjem til en gammel spand af en dansk middelklasse bil kan gøre mig helt trist. Desværre må jeg jo erkende at det er svært at finde pengene til en landcruiser i danmark og om muligt endnu sværere at finde en undskyldning for at købe en.

Vores fysiske forhold hernede overgår klart vores forhold hjemme i danmark, vi har en lille have, et drivhus, et stort køkken, bil og en hund. Faktisk lever vi i en rigtigt middelklasse tilværelse, med villa, vovhund og en stor familie bil (trods alt ikke en volvo) som vi nok ikke får råd til i de første mange år i danmark.

Men selv i eventyr melder der sig en dagligdag med daglige tanker og spørgsmål- hvad skal vi spise i aften, er der benzin på bilen, men også tanker om vi gør en forskel med vores arbejde og om det som vi laver giver mening. Det har været svært for mig at omstille mig fra et meget konkret arbejde som læge, noget som jeg endelig var begyndt at blive god til, til det noget mere difuse projektarbejde som jeg endnu ikke mener at jeg er speciel god til. Jeg ved simpelhen ikke om vores arbejde nytter noget, om det gør en forskel, det er vanskeligt at hjælpe og udviklingen i Bolivia er afhængig af mange udefra kommende faktorer og besværliggjort af et udueligt politisk system præget af korruption og mange udskiftninger af nøglepersoner, f.eks har hospitalet i San Lucas skiftet cheflæge intet mindre end 6 gange i år!

Den bæredygtighed som er så vigtigt for DANIDA og et projekt som vores kan jeg slet ikke for øje på, i hvert fald ikke hvis man fortolker bæredygtigt som at projektet skal fortsætte når vi forlader San Lucas. Det er utopisk at forestiller sig at vores arbejde vil fortsætte af sig selv uden vores penge og arbejdskraft. Men findes det bæredygtige ulandsprojekt overhovedet? jeg har i hvert fald ikke hørt om det. Men måske er vi med vores tilstædeværelse med til at sætte noget igang og vise at man kan skabe forandringer. På den anden side kan man frygte at vi skaber et afhængighedsforhold til hjælp udefra.

Men jeg oplever en taknemlighed over at vi er kommet og fornemmer af og til en vilje til at forandre tingenes tilstand og jeg er positiv overrasket over bøndernes engagement i lokal politik.

Så selvom projektet ikke altid giver mening nyder jeg den tid som vi har hernede og at slippe for at stå kl. 4 om natten med en gennemtrængende træthed og kvamle af ren og skær overanstrengelse samtidig med at man skal forsøge at udføre et stykke kompetent lægearbejde og være venlig over for patienten. Som en ekstra bonus slipper jeg også for de nattesure sygeplejesker (undskyld Anja!)....

Der er ikke tvivl om at Bolivia har hårdt brug for forandring og udvikling, fattigdommen ude i de små landsbyer er stor, jorden giver ikke meget og der er for mange munde at mætte. I landsbyer løber snottede beskidte og underernærede børn rundt mellem svin og affald. Husene er små og usunde og giver ikke megen beskyttelse mod nattekulden, hygiejnen er elendig og når børnene bliver alvorligt syge er der langt til kvalificeret lægehjælp. Børnedødligheden er urimlig høj i Bolivia, en dødelighed som kan nedbringes med en gennemført forebyggende indsats. Det er bare vanskeligt at prædike forebyggelse over for nogle som lever på et eksistens minnimum og som har ingen eller en meget ringe skolegang bag sig. Vores vigtigtste arbejde er uden tvivl oplysning om forebyggelse af sygdomme også selvom det er svært at trænge igennem med et budskab.

En ad vores hovedopgaver er at organisere kurser for nogle såkaldte barfodslæger, landsbybeboere som har fået til opgave at arbejde for sundheden i deres landsby. De er langt mere barfods end de er læger, men det er en fornøjelse at mærke deres videbegærlighed og deres ivrighed efter at hjælpe folkene i deres landsbyer. Vi rejser ofte langt og hårdt i vores forsøg på at undervise dem.

Maja og jeg var for få dage siden langt, langt ude på landet, nærmere bestemt den samlig af huse som man har valgt at kalde Sacavillque. Vi tog at sted fra San Lucas kl. 0100 om natten og ankom mørbankede og trætte efter en nat på nogle hullede grusveje til et udtørret flodleje. Flodlejet var omgivet af nogle høje bjerge vi snart skulle klatre opad, det var varmt og støvet og jeg havde slet ikke lyst til de næste 9 timers hårde vandretur. Der stod nogle æsler og muldyr og ventede på os og med noget besvær fik vi læsset dyrerne med alt fra en gasflaske til vores kursusmateriale. Jeg ville have foretrukket at gå, men muldyrsførerne insisterede på at vi satte os op på de stakkels dyr, jeg var for træt til at gøre modstand og fik med nogen hjælp og uden nogen form for elagance anbragt mig på et muldyr. Muldyrsførerne morede sig kosteligt over mine manglende evner som rytter.

Jeg har aldrig forstået folk som gad at sætte sig op på en hest, og nu gør jeg det slet ikke. Det gjorde ondt, det dovne dyr stod stille halvdelen af tiden og stien var temlig smal med ca 100 meteres frit fald til den ene side. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om at dyret nødvendigvis måtte have samme interesse i at overleve som mig, og derfor vil forsøge ikke at træde ved siden af.

Jeg overlevede. Vi kom trætte og sultne frem til Sacavillque lige efter solnedgang. Turen var spetakulær, med en bjergtagende udsigt over bjergene og stejle dybe dale, det var som om at være med i ringens herre da vi gik gennem det næsten øde landskab. En stor oplevelse, det er den slags ture som gør det værd at forsætte hernede...

Det var alt for nu, jeg håber ikke at mine ord har været for lange og mange.

Mange hilsner til alle hjemme i Danmark!

Jakob